Hege Storhaug, HRS
Elisabeth Sabaditsch-Wolff frykter for datterens fremtid. Derfor har hun tatt på seg oppdraget å opplyse den vanlige østerrikske borger om lite hyggelige aspekt ved islam. Dette har hun gjort i private forsamlinger, der hun har lagt tørre fakta fra islams egne tekster på bordet for folk.
Så satte staten ned foten og tauet henne for domstolen. Anklagen lød: ”oppildning til hat”. Anklagen falt i fisk da forsvarerne kunne legge frem islams egne tekster og slik dokumentere at hva Wolff hadde forfektet i sine foredrag var nettopp tørre fakta. Da snudde dommeren seg rundt, og hostet opp en ny anklage – for dømmes, det skulle hun visstnok. Den nye anklagen lød på ”nedrakking av en anerkjent religions belæringer”. Nå stusser sikkert noen over bruken av ”anerkjent”. Det har seg slik at Østerrike har nedfelt en særlig lovmessig beskyttelse av sunniislam, hanafiskolen. Dette skjedde i 1912 motivert av makt: Keiserriket den gang ville sikre seg best mulig at Bosnia-Herzegovina, og dermed dets soldater, ble bedre integrert i Keiserrikets hær. Etter tapet av Bosnia i 1.verdenskrig, var ikke dett behovet der lenger, men loven ble stående. Slik fikk altså islam, ikke hinduisme eller buddhisme, en særstatus i Østerrike.
Det var forventet at Wolff ville bli frifunnet for å oppildne til hat, da gjennomgangen av det fremlagte materialet kunne dokumenteres som gjengivelser av islams egne sentrale tekster, skriver Sappho.dk
Gennemgangen af dette materiale ved de første to høringer havde ført til en forventning blandt publikum om, at ESW ville blive frikendt og renset for anklagerne mod hende, men ved slutningen af den anden høring tilførte dommeren processen en uventet vending:
Hun udspurgte ESW om hendes bemærkning om, at Muhammed efter nutidens standard ville blive betragtet som pædofil. Ledsaget af en bemærkning til anklageren udvidede hun så anklageskriftet til også at omfatte ”Nedgørelse af en anerkendt religions belæringer”.
Dommen kan muligens tolkes til at det fra og med nå ikke er tillatt å henvise til sentrale moment i islam, uten at det kan defineres som nedrakking, som å sitere hva koranen sier om jøder, om oss som er vantro, eller sitere groteske hadith om kvinner?
At det er forbudt at nedgøre islams belæringer kan være problematisk, for der står mange ubehagelige ting i Koranen, blandt andet om jøder, om kvinders stilling, om ‘hyklere’, der kalder sig muslimer uden at gå i krig for Allahs Sag, og ikke mindst om vantro, der ikke mener, at Muhammed var en profet eller at Allah er værd at tilbede.
Men selv om der var mange henvisninger til ubehagelige passager i Koranen i ESW’s foredrag, var det ikke dette, anklagen gik på.
Anklagen gik derimod på det, Susanne Winter tidligere var dømt for at komme ind på: At man efter dagens målestok ville betragte Muhammed som pædofil. Det var velovervejet af dommeren at bekræfte dette citat fra ESW, inden anklagen blev udvidet, og det var dette punkt, der var bærende i domfældelsen.
Et avgjørende moment for dommeren var bruken av begrepet pedofili. Det er nemlig forskjell på en pedofil holdning og handling. Altså: ettersom Muhammed hadde sex med også voksne kvinner og ikke stoppet å ha sex med Aisha før han døde da hun var 18 år gammel, så var ikke Muhammed pedofil av legning. Igjen et altså: hvis man har sex med barn, og parallelt har sex med voksne, er man ikke pedofil, synes konklusjonen å være.
Her er det værd at bemærke, at pædofili er en holdning (seksuel tiltrækning af børn), ikke en handling (seksuel omgang med børn). Pædofili er i sig selv ikke strafbart, om end besiddelse og distribution af børneporno er. Sex med mindreårige, derimod, er åbenlyst kriminelt og strafbart.
En anden detalje blev afgørende for sagens udfald, nemlig at begrebet har forskellig betydning i folkemunde og blandt fagfolk. For folk flest betegner ‘pædofil’ en person, der aktivt krænker børn seksuelt. Det er det, der af gode grunde optager folk flest, for det er de konkrete personer og deres handlinger, der udgør en bekymring i dagligdagen.
Blandt fagfolk betegner ordet derimod trangen til primært at have seksuel omgang med mindreårige, uanset om den medfører konkrete overgreb eller om trangen bliver holdt i skak af patienten.
Dommeren gjorde i sin domsafsigelse opmærksom på denne skelnen mellem pædofili som holdning kontra pædofili som handling, og understregede, at blandt fagfolk udtrykker det en mental tilstand, der handler om at den primære seksuelle tiltrækning er rettet mod mindreårige børn.
Man må med andre ord være medisinsk sakkyndig før man uttaler seg om Muhammeds omgang med et barn. Dommeren frikjente således Muhammed for pedofili og dømte Wolff til dagsbøter i 120 dager á 4 Euro.
Her fandt dommeren, at Muhammed ikke med rimelighed kunne omfattes af begrebet, af to grunde:
1) Ud over ægteskabet med Aisha, der blev indgået da Aisha var 6 og fuldbyrdet da hun var 9, havde Muhammed mange andre kvinder, i ægteskab, som elskerinder, eller vundet som bytte i krig. Det dokumenterer, at Muhammed ikke havde en primær seksuel tiltrækning af mindreårige.
2) Ægteskabet og dermed den seksuelle omgang med Aisha standsede ikke, da hun blev kønsmoden, men fortsatte til hendes 18. år, da Muhammed døde. Dette understreger igen, at Muhammed ikke primært blev tiltrukket af hende, fordi hun var mindreårig.
Derfor fandt dommeren, at betegnelsen ‘pædofil’ var en urimelig og ulovlig nedgørelse af Muhammed, at Elisabeth Sabaditsch-Wolff dermed havde gjort sig skyldig i at nedgøre en anerkendt religions religiøse belæringer, og derfor skal betale en bøde på i alt 480 euro (cirka 3.600 kroner) for at nedgøre en anerkendt religions belæringer.
At ordet ‘pædofil’ har en anden betydning blandt ikke-fagfolk, samt at ESW ikke er specialist på feltet, blev ikke tillagt vægt.
Det kan synes som om dommeren for enhver pris skulle dømme Wolff. Prisen kan bli høy.
Den offentlige anklager har, udover sin indledende præsentation, ikke sagt noget under sagens forløb, og udvidelsen af anklagerne skete på dommerens initiativ.
Det er også påfaldende, at dommen er baseret på en muligvis fejlagtig kategorisering af Muhammeds seksuelle tilbøjeligheder, ikke på Koranen, der ellers anses for at udgøre de egentlige religiøse belæringer i islam.
Jura er heldigvis logisk, og derfor kan man tillade sig at udlede nogle logiske konkekvenser af den afsagte dom:
1) Det kan være strafbart at bruge et begreb forkert, uanset at det bruges i tråd med almindelig forståelse af ordet.
2) Det regnes af dommeren for bevist at Muhammed havde seksuel omgang med mindreårige. Alligevel vælger hun at kalde det ‘nedgørelse’ at bruge ordet ‘pædofil’ om denne opførsel.
3) Da loven kun omtaler ‘religiøse belæringer’, ikke ‘religionsgrundlæggeres opførsel’ eller lignende, må dommen tolkes på den måde, at Muhammeds liv og levned – herunder seksuel omgang med mindreårige – udgør en egentlig del af islams belæringer. Dette er i tråd med Koranens vers 33:21 og fundamentalisters udlægning af islam.
4) Islam har en bemærkelsesværdig grad af beskyttelse fra kritik under østrigsk lov, der i praksis udvider beskyttelsen til at omfatte negativ omtale af Muhammed. Andre religioner, f.eks. buddhismen, har ingen tilsvarende beskyttelse.
Hvis Muhammeds liv, som er detaljeret beskrevet i de islamiske skrifter, hermed anses for en uadskillelig del af islams belæringer, vil det blive juridisk problematisk at kritisere personer, eller enhver form for handling, der kan baseres på dem.
Det vil blandt andet sige kvinders manglende ligestilling, Muhammeds nedsættende holdning til jøder, hans brug af vold og drab af kritikere og modstandere, og andre artige sager fra hadith-samlingerne.
Khomeini har skriftelig formulert i en bok hvordan man kan ha lovlig sex endog med et spedbarn. Kritikk av Khomeini som pervers, vil ikke rammes av Østerrikes lov.
Man kan så spørge om Ayatollah Khomenis bog Tahrir-ol-vasyleh, der også anbefaler seksuel omgang med mindreårige, tilsvarende vil være beskyttet under østrigsk lov.
Her er svaret et klart ‘Nej’, da statsanerkendelsen af islam i Østrig specifikt omhandler Hanifi skolen, der er en gren af Sunni islam. Shia-islam, som Khomeini jo tilhørte, nyder ikke en tilsvarende beskyttelse.
Da vet vi dette: å snakke nedsettende om overgrep mot barn, er straffbart.
Dommen ble anket på stedet. Det blir en ny runde i farsen om hva som kan sies om faktiske forhold ved Muhammeds liv. Man får en fornemmelse av at Østerrike har kastet kritisk fornuft over bord og tatt steget tilbake til før Opplysningstiden – vel og merke kun i møte med islam. Mon tro om godhetsindustrien og dommeren har vurdert at slike domfellelser skaper iritasjon, som kan gå utover vanlige muslimer?