Egypten, islamismen og Europas naivitet
Af Helle Merete Brix, for HRS
(KØBENHAVN) Jeg har kendt politologen Kahttan Jasim igennem adskillige år. Nu har jeg sat ham stævne for at høre om, hvad oprøret mod Hosni Mubaraks styre i Egypten vil betyde med hensyn til Det Muslimske Broderskab og sharia´ens rolle. I interviewet, der fandt sted lige før Mubarak blev væltet, kommer vi også rundt om udviklingen i Irak og om Vestens naivitet, når det gælder islams politiske side. Men først beder jeg Jasim, der er dansk gift og har tre børn, om at fortælle lidt om sin baggrund:
-Jeg er født i Irak i 1952. Jeg kom til Danmark i slutningen af 1985. Jeg forlod Bagdad allerede i slutningen af 1981 og tog op i bjergene. Derefter tog jeg til Syrien, men jeg måtte forlade landet på grund af mit politiske engagement. I Danmark begyndte jeg at arbejde som blandt andet radiograf og tolk. Jeg tog en uddannelse som cand. scient. pol. på universitetet. Bagefter arbejdede jeg i Dansk Flygtningehjælp og i forskellige kommuner som jobkonsulent , arbejdsmarkedskonsulent og integrationskoordinator. Jeg begyndte også at holde foredrag om interkulturel kommunikation, islam, kvinders forhold og den slags.
De meget sekulære og de religiøse
Jasim er vokset op i en muslimsk familie. Han betragter sig som irreligiøs, og han ser på religion som noget menneskeskabt: “Jeg har respekt for de troende; men som religionsforsker har jeg ret til at sige min mening.”
Forældrene, der begge er døde havde et meget afslappet forhold til religion. Faderen var sygeplejerske, og han var “næsten sekulær”. Moderen var hjemmegående, hun var religiøs, men hun blandede ikke politik med religion:
-Min mor havde et forhold til Gud. Men havde du spurgt hende i detaljer om koran og hadith, havde hun ikke kunnet svare. Hun kendte de to vers, som hun havde brug for, når hun bad bøn.
Jasim forklarer, at irakere generelt er præget af to modsætninger: De er på den side meget sekulære og på den anden side meget religiøse: “Det skyldes nok den historiske baggrund, for Irak har altid været en scene for konflikter.”
Islamismens rolle i politik
I både Irak og Syrien beskæftigede Jasim sig også med freelancejournalistik, han har udgivet digte og været medredaktør af et litterær tidsskrift. Og så har han interesseret sig for islams udvikling på globalt plan igennem 25 år. Men at forske og skrive kræver “ro i sindet, og det er ikke så nemt, når man har måttet leve et liv på flugt”. I dag drejer Jasims hovedforskning sig om forholdet mellem islamisme og demokrati. For tiden er han ved at lægge sidste hånd på en Ph.d. om emnet. Om oprøret i Egypten siger Jasim:
-Der er to ting, det er væsentligt at se på i forbindelse med det, der sker i Egypten. Det er et folkeligt oprør, og det er spændende med den unge generation, der har organiseret sig gennem facebook og twitter. Men man skal ikke overdrive dette perspektiv. Der er forskellige kræfter, der står bag oprøret. For eksempel diverse islamiske grupper, hvoraf Det Muslimske Broderskab er den mest kendte.
Men der er også sekulære grupper, forklarer Jasim, for eksempel Aymen Nours parti:
-Nour er leder af al-Ghad partiet ( Morgendagens Parti). Nour er en tidligere medlem af det egyptiske parlament og stiftede partiet i 2004. Partiet fik 7 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2005. Mubarak’s regime betragtede Nour som en reel trussel. Han blev arresteret på falske anklager og sad fængslet i 4 år, men efter pres fra USA og intern uro blev han i løsladt i 2009. Partiet er liberalt og bygger på sekulære og vestlige værdier og de fleste af dets medlemmer hører til den nye unge og uddannede generation.
Men islamisterne har et stært kort, forklarer Jasim: “Det Muslimske Broderskab er som organisation den mest velorganiserede og veletablerede. Og med hensyn til at manøvrere taktisk er de dygtigere end de øvrige grupper.”
Egyptens moskeer og Brødrene
I Egypten er 40 procent af befolkningen analfabeter. Jasim forklarer, hvad det betyder:
-De fattige egyptere har svært ved at indkorporere mere liberale ideer, de har hverken internet eller kræfter til at gå ind i det politiske liv. Det er til Det Muslimske Broderskabs fordel. De opretter lægeklinikker og den slags for de fattige. Man skal også huske på, at der er 120.000 moskeer i Egypten, så Brødrene kan nemt sprede deres budskab.
Alligevel er Jasim ikke helt pessimistisk:
-Jeg tror, det, der sker i Egypten vil sætte en væsentlig udvikling i gang. Egypten spiller en enorm rolle. Det har været præget af sekularisering siden briternes kolonisering i 1882. Også i Yemen, Jordan, Algeriet og Syrien har der været reaktioner på det, der er sket i Tunesien og Egypten. Ligesom der har været demonstrationer i Irak, hvor ministerpræsident Nuri al-Maliki var ude og tale om, hvordan man måske kan forbedre situationen i landet. Maliki har for eksempel erklæret, at han ikke stiller op til næste valg og har sendt en del af sin løn tilbage til det irakiske finansministerium.
Brødrenes tvetungede tale
Men hvad Broderskabet angår: Stoler Jasim på dem, når de siger at de nu går ind for demokrati?
-Problemet er, at Det Muslimske Broderskab taler med to tunger. De taler om, at de ønsker demokrati, og det forstår man, for Broderskabet vil gerne have et politisk rum, hvori de kan organisere sig bedre. Siden 1952 har Broderskabet været udsat for brutal undertrykkelse fra det egyptiske regimes side. Det har været vanskeligt for dem at operere. Demokrati og frihed betyder for dem, at de har ro til at organisere sig og vinde magt. Deres slogan bygger på, at islam er løsningen.
Jasim uddyber sit synspunkt:
-Et islamiske samfund bygger på sharia, på to grundelementer: koran og hadith. Det Muslimske Broderskab ønsker at opnå noget udemokratisk, for demokrati bygger på blandt andet sekularisme og religionsfrihed og ligeret for kvinder. Brødrene ønsker minimal-demokrati, altså en politisk ramme, der muliggør at de kan komme til magten og opbygge et politisk system uden reelt demokratisk indhold.
Overfladisk forskning
Jasim mener, at vestlige forskere og journalister svigter i dækningen af islam i Mellemøsten.
-En del af debatten i Vesten er ofte præget af det jeg kalder “turismegørelse” af videnskab. Altså en art videnskab leveret af mennesker, der bor i Egypten et par år, spiser falafler og ser på mavedans og lærer arabisk. Måske interviewer de et par mennesker fra Broderskabet og hører pæne ord. Jeg savner at man inddrager egyptiske forskere og også bøger skrevet af Broderskabets medlemmer selv, der heri taler åbent om hvilket samfund de ønsker. Den dokumentation nævnes meget sjældent og kun selektivt i forskningen. Det er jeg overrasket over. Også de journalister, der dækker Mellemøsten gør det for ensidigt. Der bør være en bredere dækning. Vi har jo erfaringen for, hvad der sker, hvis Broderskabet kommer til magten.
Eksemplet med Sudan
Det så man for eksempel i Sudan, påpeger Jasim.
-Hassan Turabi var uddannet jurist fra Sorbonne i Frankrig og fremstod venlig og demokratisk. Han blev modtaget med stor begejstring af ledere i hele verden. Masser af forskere har skrevet, at der med valget af Turabi i 1989 var sket en åbning. De mente, at al-Turabi repræsenterede en ”moderate” fortolkning af islam. Men da han kom til magten i Sudan indførte han modbydelige ting. Det var også Turabi, der allerede i 1985 underskrev den resolution, der gik ud på, at man skulle henrette Mahmoud Mohammed Taha. (Den 79-årige reformist blev henrettet på en anklage om frafald, red.).
Og Jasim fortsætter:
– Ligeledes har vi set, hvad der sker når islamisterne vinder magt i lande som Pakistan, Afghanistan, Iran og også i Irak. Det er logik. Nogle taler om moderat islamisme. Det svarer til at betegner sig selv som en moderat kommunist, men en moderat kommunist. Hvad betyder det? Det er vel stadig proletariatets diktatur, man ønsker indført. Nogle islamister bruger våben for at opnå magt mens andre bruge andre metoder for at realisere deres politiske og religiøse mål. Den sidste gruppe har lært af historien og ved, at det er klogere at forsøge at opnå målet på fredelig vis.
At tale pænt til Vesten
Jasim ryster også på hovedet over de intellektuelle og politikere, der ikke kan gennemskue islamismen:
– I 1979 da shahen blev styrtet rejste for eksempel den franske filosof Michel Foucault til Iran for at skrive om den nye revolution under Khomeini. Islamister fortæller vestlige journalister og forskere, hvad de vil høre. I Irak har al-Da’wa partiet, der styrer landet i dag, fjernet problematiske bøger og erklæringer, som de religiøse shiitiske tidligere ledere havde skrevet og udstedt. Når amerikanerne i dag kommer til Irak og taler med premierminister Maliki, der sidder i sin anden periode, taler han pænt om demokrati. Sådanne mennesker ved, hvordan de skal tale til Vesten.
Jasim mener, at Vesten har forsømt at støtte reformkræfter i den arabiske verden, ligesom et krav fra USA og den vestlige verden må være at man nu reformerer uddannelsessystemet, også i Egypten. Som et eksempel nævner han, hvordan han under besøg i Cairo har undret sig over, hvor få lødige bøger, man kan købe. Det er svært, forklarer han, i boghandlerne at finde andet end billige og dårlige islamiske bøger. Og jødehad florerer i samfundet, ligesom had til Vesten og den slags.
Ingen lederfigur og islamister i eksil
Vesten har i dag ikke rigtigt nogen liberale kontakter i den arabiske verden, mener Jasim:
-Alle de penge, der er blevet brugt i de sidste 30 år på initiativer i den arabiske verden er stort set spildt. Der er ingen langsigtet strategi for at støtte de liberale kræfter. En mand som forskeren og menneskerettighedsaktivisten Saad Eddin Ibrahim har både amerikansk og egyptisk statsborgerskab. Alligevel sad han fængslet i fem år, før det lykkedes USA til at presse Mubaraks regime til at løslade ham. Han havde ikke gjort noget forkert, blot kritiseret Mubaraks styre. Mange af de mennesker, der står på Tahrir-pladsen i Cairo, står der jo på grund af økonomiske og politiske forhold. Vesten mangler en kendt figur, en lederfigur, de kan snakke med. Der skal stilles krav til de regimer, der modtager penge og anden økonomisk støtte fra den vestlige verden om at disse regimer åbner sig og respekterer ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.
Jasim minder om, at der samtidig er islamister, der får en langt finere behandling i Vesten end de demokratiske og liberale kræfter, der slås for at overleve.
-Som for eksempel lederen af den tunesiske gren af Broderskabet, Rachid Ghannouchi, (der nu er vendt hjem til Tunesien, red.). Han fik mulighed for at afslutte sin uddannelse i Vesten, ligesom Vesten gav ham et politisk asyl.
Islamiseringen af Irak
I 2009 var Jasim tilbage i sit fædreland Irak Det var et chok.
-Der er intet, der fungerer i Irak i dag. Til gengæld er der en uhyre korruption, og et politisk system, der ikke fungerer. Der er en islamiseringsproces i gang, der bevæger sig oppefra og ned. Islamisterne styrker deres økonomiske magt. I det sydlige Irak og i midten af Irak kommer religiøse shiiter med penge og betaler folk for at stemme på et bestemt parti. Samtidig sker der en demokratiseringsproces. Men nu begynder USA og de andre vestlige lande jo at trække sig ud. Hvad sker der, når USA for alvor er ude af Irak?
Jasim fortæller også om nogle demonstrationer i Irak for nylig. Der blev demonstreret mod de langsommelige fremskridt i landet. Men også mod den tiltagende islamisering:
-En gruppe af intellektuelle demonstrerede, fordi regeringen har beordret restauranter og barer lukket, selv forfatterforeningens bar. Formanden for forfatterforeningen har måttet underskrive, at man ikke må tilbyde alkohol i foreningen. Nu er der dannet en islamisk forfatterforening for at splitte denne kendte demokratiske og sekulære institution.
Tildækkede kvinder og ingen musik
Det hele blev igangsat ved en razzia for en måned siden, fortæller Jasim:
-På de store hoteller kan du muligvis stadig købe alkohol. Men ikke ellers. Det går ud over de kristne. Muslimer må ikke eje en butik, hvor du sælger alkohol, men det må kristne til gengæld.
Men ingen skriver rigtigt om den islamiseringsproces, der er i gang, mener Jasim:
-Den daværende irakiske undervisningsminister, Khudyir al-Khuzai, beordrede musik-og skulpturundervisning lukket på universitetet. Forskellige religiøse ritualer blev indført på uddannelsesstederne, hvor selv ministeren deltog i ritualerne. Den nuværende justitsminister, som hører til Muqtada al-Sadr’s radikale gruppe ønsker, at kvinder dækker sig til. I en række irakiske byer blev adskillige musik-og sangfestivaler aflyst med et påskud om, at de står i modstrid til islamiske principper og værdier. Der er blevet uddannet i hundredevis af shiittiske imamer, der er blevet sendt til forskellige steder i Irak. De religøse institutioner har fremgang. Ligeledes understøtter politikere deres beslutninger og handlinger med udtalelser og fatwaer fra højtstående shiitiske og sunnitiske imamer og religiøse kræfter i landet.
Jasim konkluderer:
-Selvfølgelig kan man ikke skabe demokrati på en nat. Hvis vi skal fremme en demokratiseringsproces i Irak og andre arabiske lande, må vi lægge en strategi. Vi må væk fra håb og ønsker og se på virkeligheden. Det er den, der bør interessere os.