Mubarak-regimets dage synes talte i Egypten. Overalt i verden spørger man sig nu, hvem og hvad der kommer til at afløse det.
Af Ralf Pittelkow, Jyllands-Posten
EU og andre frygter, at situationen kan bane vejen for islamisterne i Det Muslimske Broderskab. Den frygt er velbegrundet. Broderskabet har en stærkere folkelig forankring og er mere velorganiseret end nogen andre i oppositionen.Foreløbig holder islamisterne lav profil. Men de venter på deres chance. Selv om man selvfølgelig ikke med nogen sikkerhed kan sige, om det går islamisternes vej, kan det meget vel ske. De får ikke magten i morgen, men kan få den senere i processen. Sådan som det skete i Iran i 1979. Og sådan som det på anden vis er ved at ske i Libanon.Derfor er der god grund til at sætte sig ind i, hvad Det Muslimske Broderskab står for. Her kan man hente hjælp i en væsentlig, nøgtern og veldokumenteret bog, som for nylig er kommet fra Cambridge-forskeren Alison Pargeter: ”The Muslim Brotherhood. The Burden of Tradition”.Hendes analyse dækker Broderskabets aktiviteter i den muslimske verden og Europa. Men hun tager udgangspunkt i Egypten, fordi dets udspring og centrum ligger her.Det Muslimske Broderskab har i de senere år bestræbt sig på at styrke sin demokratiske profil. Men Pargeter påpeger, at deres udspil præges af dyb tvetydighed. På den ene side taler man om at acceptere frie valg, skiftende regeringer og lige rettigheder for alle borgere uanset religion, køn og andet. På den anden side slår man fast, at demokratiet skal udspille sig inden for rammerne af shariaen, den hellige islamiske lov.Et programudkast fra 2007 foreslog et religiøst råd, som skulle have magt til at afgøre, om lovgivningen lå inden for shariaen. Samtidig blev det slået fast, at hverken kvinder eller kristne koptere kunne få præsidentposten i Egypten.Da det gav ballade, søgte man at bortforklare det som tilfældige svipsere. Men som den kuwaitiske lærde sheik Abdallah Nafisi har formuleret det: »Hvis man tror, at det egyptiske broderskab har noget andet mål end at indføre shariaen, tager man fejl.« Ledende medlemmer af Broderskabet har understreget, at der ikke kan blive tale om demokrati i vestlig forstand. Men deres alternativ er vagt. Én ting står dog klart:I deres form for demokrati skal man slå ned på den umoral, der i Vesten trives under dække af personlig frihed: ytringsfrihed, frie og letpåklædte kvinder, utroskab, homoseksualitet, abort, alkohol, musik og dans.Hvordan vil islamisterne sikre shariaen som grundlag for lovgivningen og samtidig respektere, at magten kan skifte til kræfter, der ikke vil have shariaen? Spørgsmålet forbliver ubesvaret. Dette skaber frygt for, at Broderskabet ikke vil give magten fra sig, når de først har fået den. Som det er blevet sagt: Deres demokrati bygger på ”én mand, én stemme – én gang”.Der findes mere reformvenlige kræfter inden for Broderskabet, skriver Pargeter, men de konservative står fortsat stærkt. Det skyldes ikke kun deres interne magtposition, men også bevægelsens folkelige grundlag. Mange af dens støtter er stærkt præget af konservative islamiske værdier og kræver, at Det Muslimske Broderskab skal arbejde for disse. Får islamisterne magt i Egypten, vil det styrke deres position i hele den arabiske verden. Man vil få et opbrud, men det vil blive præget af antidemokratiske, antivestlige og især antiisraelske strømninger. Mubarak er fortid. Men hvilken frygtelig tanke, at fremtiden kan tilhøre islamisterne.