Kampen for ghettokvindernes rettigheder
Af Helle Merete Brix, for HRS
(PARIS) Man kan gå ind lige fra gaden. Den franske organisation “Ni Putes Ni Soumises” (”Hverken ludere eller underdanige”) holder til i “Maison de mixite” i en ganske hyggelig, stejl gade i Paris´ 18 arrondissement. I forhallen sidder et par tørklædeklædte unge kvinder i en hvid sofa. De venter øjensynligt på at komme til at tale med et af de otte mennesker, der er på lønningslisten i organisationens hovedkontor. Ingen af de ansatte og ingen af de frivillige hjælpere bærer hovedtørklæde.
Ser man på organisationens hjemmeside, er der en række anliggender, der lige nu optager NPNS: Herunder Storbritanniens præsident David Camerons udtalelser om, at han afviser multikultur. Støtte til eksilkvinder og til den kvinde, der sidste år blev forsøgt brændt levende af sin mand i Frankrig. Støtte til Sakineh, den iranske kvinde, der sidder fængslet i Teheran, anklaget for mordet på sin mand. Og støtte til den algiersk-franske skuespiller og forfatter Rayhana, der i 2010 blev overfaldet og forsøgt brændt levende på åben gade. HRS skrev om sagen den gang.
Seksuel vold og arrangerede ægteskaber
Men NPNS´ primære opgave er at hjælpe de kvinder, der kommer for at få hjælp.
8000 henvendelser får organisationen om året, fortæller Ni Putes Ni Soumises´(NPNS) ´ internationale koordinator, Soléne Chalvon, der tager sig tid til et hastigt interview før hun skal afsted til Istanbul, hvor NPNS nu også har kontor, ligesom i flere andre lande.
Chalvon fortæller, at de kvinder, der møder op på et af organisationens 50 afdelinger, nogle af disse afdelinger er blot et ganske lille kontor, kommer med en vifte af problemer: Seksuel vold, tvungne eller arrrangerede ægteskaber, polygami med mere. I en stigende grad udgør de arrangerede ægteskaber et problem. Omkring 99 procent af kvinderne har anden etnisk baggrund. Der er kvinder, der henvender sig på kontoret, der ikke kan det franske sprog. Ligesom NPNS ser kvinder, der måske lige er ankommet fra lande som Marokko eller Algeriet i et arrangeret ægteskab og ikke engang kan læse:
“Men de har hørt, at her kan man få hjælp”, siger Chalvon.
Gruppevoldtægt og organisationens fødsel
Problemerne for kvinderne har stort set været de samme igennem alle årene. NPNS blev stiftet i 2003 af Fadela Amara, en ung kvinde med algiersk baggrund. Amara havde igennem et stykke tid været engageret i kampen for ghetto-kvindernes rettigheder. Den reelle baggrund var udgivelsen af den nu afdøde Samira Bellils bog “Dans l´enfer des tournantes” (I gruppevoldtægtens helvede). Den beskrev en særlig afstraffelsesform af frigjorte kvinder i ghettoerne, gruppevoldtægten. Bellil skrev om sine egne oplevelser. En anden medvirkende årsag var mordet på den 18-årige Sohane Benziane, der blev overhældt med tændvæske og brændt levende i et skralderum under et højhus for at have overtrådt ghettoens regler.
Inspireret af Francois Miterands ord “Intet kan standse et menneskes vilje” drog Amara sammen med fem unge kvinder og to mænd på march gennem Frankrig. Marchen fik stor mediebevågenhed, støtte fra politikere med flere og var med til at grundlægge NPNS.
Imamerne og “De skæggede”
NPNS arrangerer også debatter og seminarer. Organisationen er en varm støtte af den sekulære republik og organisationen har støttet både forbud mod hovedtørklæder i skolerne og burkaforbuddet i det offentlige rum. Det har ikke været uden omkostninger. Ved en debat i Paris forstaden Montreuil i maj 2010 om burkaforbudet kom det til et voldeligt sammenstød, som man kan se her.
Men også i al almindelighed er der modstand fra en særlig gruppe af religiøse ved møderne, fortæller Chalvon:
-Der møder altid to-tre imamer op. Og så en gruppe af dem, vi kalder “de skæggede”. Denne gruppe af unge mænd tager typisk til et arabisk land og studerer, måske på Al Azhar universitetet i Cairo. De kommer tilbage og er hjernevaskede.
Sådanne unge mænd kan øve stor indflydelse på andre unge mænd i ghettoerne, der måske, som Chalvon forklarer, “bruger to timer på at tage ind til et jobinterview.” Unge mænd, der ikke føler sig hjemme i det franske samfund og som får at vide at “islam er løsningen”.
Kvinder, der får som de har fortjent
Disse unge mænd udvikler et fatalt syn på kvinder. Chalvon fortæller, at hvor debatten om burka og hovedtørklæder begyndte som en ret akademisk debat i Frankrig, er den helt konkret for de kvinder, der arbejder hos NPNS eller kommer i huset. Hvis ikke de selv har oplevet problemer i ghettoerne, så har de en “kusine, søster eller en veninde, der har oplevet det”.
Chalvon peger på en chokerende indstilling til de frigjorte kvinder fra ghetto-mændenes side: “Den pige var en luder. Jamen, så fortjente hun også at blive behandlet som en luder, at blive voldtaget”.
Ikke tale om kulturelt betinget vold
For NPNS har det blandt andet været en udfordring at distancere sig fra det ultra-højreorienterede parti Front National, der i januar i år valgte Marina Le Pen, datter af partiets grundlægger Jean Marie Le Pen, som ny leder. Chalvon siger med en fnysen, at selvom partiet støtter burkaforbud og forbud mod hovedtørklæder, interesserer partiet og Marina Le Pen sig slet ikke for kvinders rettigheder.
Det vakte også et ramaskrig hos NPNS, da Fadela Amara i sommeren 2007 (frem til vinteren 2010, red.) indgik i Nicolas Sarkozys regering (Union pour un Mouvement Populaire, red.) som juniorminister:
-Fadela kommer her tit, hun er som en mor for mange af os. Det skabte stor ballade. Men støtten til organisationen fortsatte, også fra venstrefløjen.
Også spørgsmålet om hvorvidt volden mod ghettoens kvinder er kulturelt betinget, er et følsomt felt. Chalvon fortæller, at NPNS´ nuværende præsident, Sihem Habchi, slet ikke vil høre tale om noget sådant.
Et åbent sted
En ting undrer med hensyn til NPNS og sikkerheden: At man kan gå ind lige fra gaden. Chalvon siger:
-Jeg forstår spørgsmålet. Men vi bestræber os på at bevare en åbenhed. Dette hus er et hus, hvor kunstnere beder om lov til at udstille, og hvor unge mænd og kvinder fra forstæderne kan komme om eftermiddagen og mødes. De kvinder, der kommer for at få hjælp, kommer typisk om morgenen. Men vi oplever da jævnligt problemer og kan hurtigt komme i kontakt med politiet. Vi er trænet i at tackle det.Læs mere om Ni Putes ni Soumises