Hege Storhaug, HRS
Det storpolitiske dramaet i Egypt er nettopp storpolitikk, og derfor får det også avgjørende konsekvenser for Norge på makronivå og for våre muslimer på mikronivå: vinner islamistene frem, vil dette stenge for integreringen i frihetsverdier her, for barn, for ungdom, kvinner og menn. Vinner de sekulære frihetselskende kreftene frem, vil det gi muslimer, særlig dem med tilknytning til den arabiske verdenen, en avgjørende hjelp til å frigjøre seg fra kollektivismens åk som stenger dem fra å bli innlemmet i grunnleggende menneskerettigheter. Ja, til og med for oss i HRS vil retningen utviklingen tar få konsekvenser for vårt daglige arbeid: henvendelser fra advokater, barnevern, krisesentre, skoler, trygdevesenet, politiet, som ber om råd og veiledning i konkrete saker som havner på deres bord, og som typisk handler om overgrep mot muslimske jenter og kvinner. Henvendelsene vil øke hvis utviklingen går i motsatt retning av mer demokrati og implementering av frihetsverdier.
Vår medarbeider Helle Merete Brix har intervjuet sentrale personer og/eller eksperter på den arabiske verdenen. Hva mener de er den mulige utgangen på dramaet i Kairos gater her og nå, ikke minst med tanke på den betydelige islamistiske bevegelsen Det muslimske brorskapets muligheter for å styrke sin politiske makt?
Egypten og Broderskabets rolle
Af Helle Merete Brix, for HRS
Egypten. Det mest folkerige arabiske land med over 80 mio. indbyggere som siden 1981 er regereret med jernhånd af præsident Hosni Mubarak. En Jasmin revolution i Tunesien sendte den despotiske præsident Zine al-Abidine Ben Ali ud af landet og sparkede protester i gang i hele den arabiske verden.
Egypten synes nu på revolutions-eller kogepunktet. Gennem twitter, facebook og sms´er organiserer egypterne sig i demonstrationer. Men hvilken levedygtig opposition findes der i Egypten? Og hvilken rolle vil Det Muslimske Broderskab, grundlagt i 1928 af Hassan al-Banna, komme til at spille? Opstår der et frirum, hvor Det Muslimske Broderskab kan tiltage sig magt?
HRS har talt med fem personer, der i disse dage har et skarpt øje på, hvad der sker i Egypten: Den amerikanske historiker og islamkender Daniel Pipes, den iranskfødte forfatter og kommentator Amir Taheri, den tunesisk-franske forfatter Samia Labidi, den irakiskfødt politolog Kahttan Jasim og den syrisk-palæstinensisk-danske konservative politiker Naser Khader.
Daniel PipesDaniel Pipes har inden for de seneste mange år i bøger, artikler og foredrag leveret et væld af analyser af islams politiske side, ligeson han er en kender af Mellemøsten og en stærk forsvarer af Israel. I 1990 stiftede Pipes Middle East Forum, som han stadig er direktør for. Siden er også Campus Watch kommet til. I dag er Pipes ligeledes Taube distinguished visiting fellow ved Hoover Institution.
Pipes boede tre år i Egypten i 1970erne. Da HRS kontakter Pipes og spørger ham om udviklingen i Egypten i forhold til Broderskabets mulighed for at få magt, svarer Pipes: “Den synes at være ganske lille i øjeblikket. Det kan ændre sig, men lige nu er jeg optimistisk.”
HRS har også spurgt, om hvordan Pipes mener den amerikanske regering bør forholde sig til et magtskifte i Egypten. Pipes svarer, at “islamisterne er vores store fjende og må forhindres i at opnå magt .”
Pipes har uddybet sine synspunkter i en artikel i Washington Times i dag: Her skriver Pipes blandt andet: “Den amerikanske regering har en vital rolle at spille med hensyn til at hjælpe mellemøstlige stater med at gå fra tyranni til politisk deltagelse uden at islamister kaprer denne proces. George W. Bush havde den rigtige idé i 2003 da han opfordrede til demokrati, men han ødelagde det ved at kræve øjeblikkelige resultater. Barack Obama begyndte med at vende tilbage til den fejslagne, gamle politik, der går ud på at holde sig på god fod med tyranner; nu stiller Obama sig i sit snævertsyn til at stille sig på islamisternes side mod mr. Mubarak. Han skulle efterligne Bush men gøre det bedre og forstå, at demokratisering er en årtier lang proces, der kræver at man indpoder modsatrettede, intuitive ideer om valg, ytringsfrihed og lighed for loven”. Amir Taheri“Jeg skriver en masse om Egypten i disse dage”, siger Amir Taheri, da HRS kontakter ham. Taheri, der i dag bor i Paris og London, blev født i Iran. Taheri, der er forfatter til 11 bøger om Iran, Khomeini, Mellemøsten med mere, var frem til den iranske revolution i 1979 chefredaktør for Teherans største dagblad.
Taheri henviser til sin artikel i New York Post med titlen “Et dødeligt slag mod Mubaraks regime”. I artiklen opregner Taheri tre mulige scenarier for Egypten. Det ene scenarie tildeler Broderskabet en ikke ubetydelig rolle. Taheri skriver: “I 1979 havde Iran en lignende oplevelse. Også dér var iranske generaler, der igen var influeret af deres forbindelse med NATO og af en bilateral militær overenskomst med USA, der erklærede deres neutralitet, på samme tid som en revolutionær bevægelse kæmpede for at vælte shahen.”
Videre skriver Taheri: “Mubarak´s hastige afgang, sammen med hærens neutralitet, kan skabe et vakuum, som kun de mest organiserede oppositionsgrupper kan udfylde. Lige nu er den mest organiserede oppositionsgruppe Det Muslimske Broderskab, en radikal gruppe, der ikke er gået af vejen for at benytte sig af terrorisme og som har planer om at skabe en islamisk republik baseret på sharia.
Ligesom shahen i 1970erne, fokuserede præsidenterne Anwar Sadat og Mubarak på at smadre den sekulære, ofte venstreorienterede opposition. I denne proces opmuntrede de islamistiske grupper ved at give dem adgang til de regerings-kontrollerede massemedier og ved at injicere en betydelig dosis religion i det akademiske curriculum på alle niveauer.
Kommer islamisterne til magten kan det skabe en borgerkrig. Dele af hæren og politiet vil med sikkerhed gøre oprør mod en regering domineret af Det Muslimske Broderskab. En betydelig del af den urbane middelklasse vil også være uvillige til at lide samme skæbne som deres ligesindede i Iran. Samtidig vil de egyptiske kristne, kopterne, som udgør omkring 15 mio. af befolkningen, ikke være glade for at leve under sharia, der betragter dem som anden-klasses borgere”.
Labidi peger blandt andet på følgende: For det første kan det noteres, at medlemmer af det Muslimske Broderskab indtil videre er tilstede på en fredelig og konsekvent måde i højere grad som tilskuere end som aktører. Det er oplagt, at under militærets kontrol og det forlængede magttomrum vil broderskabet være den oppositionsgruppe, der har mest styrke til at overtage magten.
For det andet kendetegnes Ægyptens strategiske stilling af, at intet kan gennemføres uden amerikanerne og militæret. Den demokratiske åbning, som skal foretages, gør det automatisk muligt for islamisterne at komme til magten. Jeg minder om, at de allerede under Mubarak blev repræsenteret med over 80 pladser, og at de måtte give afkald på magten for at protestere mod valgsvindel. Det er umuligt at forestille sig Ægyptens nye politiske landskab uden islamisternes tilstedeværelse. Ingen anden opposition er til stede, ingen anden er så godt organiseret og udstyret med finansielle midler og politiske erfaringer siden 1930’erne.
For det tredje vil Mubarak gå af før eller siden. Han har intet valg. Han er syg, nedslidt og forkastet af folket. Jasminrevolutionen er i det mindste af de arabiske lande fortsat i papyrusrevolutionen i det største – “moder til de arabiske nationer”. Hvis den føres videre, er den en kædereaktion, der berører alle arabiske lande, og man kan faktisk tale om et arabisk forår for en radikal forandring i hele Nærorienten.
For det fjerde er der nu en enestående mulighed for at hjælpe en sekulær opposition som en modvægt overfor islamisternes magt. Hvis et politisk tomrum opstår, vinder islamismen overhånd – eventuelt i tyrkisk stil.
I Tunesien åbner forfatningen mulighed for at forbyde oprettelse af politiske partier med religiøs legitimering. Men det lader sig ikke gøre at indføje denne bestemmelse i den ægyptiske forfatning. Tidspunktet er forpasset, da islamisternes tilstedeværelse – historisk og aktuelt – er uigenkaldelig. Den politiske udvikling kan ikke foregå uden dem”.
Kahttan JasimKahttan Jasim er cand.scient.pol og er i øjeblikket ved at afslutte en Ph.d. Jasim forsker i islamisme og demokrati og har speciale i islam og politik i den islamiske verden. Han er født i Irak og har boet i blandt andet Iran og Syrien. Han kom til Danmark som politisk flygtning fra Irak i 1980erne og har igennem årene skrevet til både arabiske og danske aviser og tidsskrifter. Jasim følger i disse dage udviklingen i Egypten tæt. Jasim mener: “Det er svært at sige noget med sikkerhed. Men den politiske situation peger på at militært står som nøglen til løsningen.
Det Muslimske Broderskab har ikke spillet en rolle endnu. Det har lært af Algeriet. De vil ikke vække verdens opmærksomhed. Deres taktik bygger på, at når Mubark går af så opstår der et politisk tomrum. De er velorganiserede. Og de kan bruge deres store netværk, nemlig moskeerne til at organisere befolkning meget hurtigt. Broderskabet kan samle befolkningens nationalistiske og religøse følelser gennem disse netvæk bedre end andre politiske partier og organisationer.
Men der er også anden mulig udvikling, nemlig at Mohamed El-Baradei (systemkritiker og nobelprismodtager, red.) som en midlertidig politisk figur kan blive en overgangspræsident. Det Muslimske Broderskab ønsker at overtage magten fredeligt, for de ved godt at de ikke kan overtage magten med vold. Hæren i Egypten er meget stor og den vil ikke acceptere at miste sine interesser.
De liberale kræfter er splittet. De er bange for Det Muslimske Broderskab; men en stor del af dem støtter alligevel befolkningens opstand.
Vi i Vesten skal vise opbakning ellers mister vi de mellemøstlige befolkningers sympati. Mubaraks tid er forbi, og hvad der sker i Egypten vil have stor effekt fremover også i Irak. Jeg forventer, at der kommer et stort opprør til sommer I Irak”.
Naser KhaderNaser Khader er Danmarks mest kendte politiker med indvandrerbaggrund. Khader er uddannet politolog og er i dag politiker for Det Konservative Folkeparti. Khader blev for alvor kendt også i udlandet, da han stod frem som en forsvarer for Jyllands-Postens ret til at trykke Muhammed-tegningerne.
Den konservative politiker har levet i Danmark siden 1974. Han er opkaldt efter den egyptiske præsident Nasser, men det danske sygesikringskontor glemte et “s” i navnet, og det blev til “Naser”.
På mødet for EUs 27 udenrigsministre i Bruxelles i går mandag endte det med en forsigtig udmelding om at Mubarak bør give plads for reformer. Også Khaders egen partifælle, udenrigsminister Lene Espersen, var til stede ved mødet. HRS talte med Khader før mandagens møde. Khader ønskede at udenrigsministrene skulle “opfordre Mubarak til at gå af”. Derudover ser Khader gerne, at man stopper støtten, hvis ikke Mubarak går af. Han er også meget opmærksom på, at vi “ikke må miste Egypten”. De, der går forrest, påpeger Khader, er “unge, veluddannede og vestligt orienterede” med slagord som “brød, arbejde og frihed”. Khader understreger: “Vi må ikke give islamisterne lov til at tage ejerskab. Vi skal støtte demokratibevægelsen i Egypten”.
Khader, der er en stærk modstander af politisk islam og helst var “foruden islamister”, mener ikke man kan forbyde Det Muslimske Broderskab: “Man kan forestille sig, at islamisterne i Egypten udvikler sig til til et parti, der som Recep Erdogans i Tyrkiet, vil arbejde inden for demokratiets rammer.”