Helle Merete Brix, HRS
“Dette er de vantros hus. Må svinene rådne op i helvede”.
 |
Citatet findes i den britiske BBC-journalist Peter Taylors aktuelle bog, “Talking to terrorists: A personal journey from the IRA to Al Qaeda”. Taylor har igennem 40 år beskæftiget sig med terrorisme: Han har dækket den nordirske konflikt intensivt. Han har interviewet marxisten Angela Davis. Han har talt med ANC folk på træningslejr i Angola, da bevægelsen under apartheid var klassificeret som illegal. I min anmeldelse af denne elementært spændende og væsentlige bog vil jeg dog koncentrere mig om det, der ikke uden grund fylder de fleste af bogens sider: Den islamiske terrorisme.
Taylor har for BBC produceret en række programmer som “Generation Jihad” og “Age of terror”. Han har besøgt Saudi Arabiens rehabiliteringsprogram for terrordømte. Han er rejst til Bali efter terrorangrebet i 2002. Og han er rejst til USA, Guantanamo Bay, Marokko, Frankrig og nordengelske byer. Altsammen for at tale med terrorister og deres familier, ofre for terror og de de der beskæftiger sig med at finde terrorister in spe og forhindre dem i at skride til handling. Eller som har til opgave at finde de ansvarlige for et terrorangreb og få dem dømt.
De vantros hus
Denne artikels indledende citat stammer således fra den trediveårige algierskfødte Salim Boukhari, der i dag sidder i Kassel i et af Tysklands mest topsikrede fængsler. Boukhari, der har boet både i Frankrig og i London, fik 12 års fængsel for at have været leder af en terrorcelle, der planlagde et angreb på det berømte julemarked i Strassbourg i år 2000.
På en video, som cellens medlemmer havde optaget af diverse terrormål – det er vanlig praksis blandt jihadister – kan man høre en nasheed, en jihadsang blive spillet. Henover sangen hører man Boukharis udtalelse om de vantros hus, katedralen i Strassbourg. Videoen blev fundet i cellens lejlighed sammen med falske ID-kort, klonede kreditkort, våben, sprængsstoffer med mere.
Jihadister missionerer i fængslet
At Taylor i det hele taget fik lov at tale med Boukhari skyldes, at Boukhari sidder fængslet i Tyskland og ikke i Storbritannien. I Storbritannien er det ikke tilladt at interviewe islamiske terrorister i fængslet. Taylor mener, at årsagen er at myndighederne ikke ønsker opmærksomhed omkring det ret pinlige faktum, at dømte jihadister i for eksempel det topsikrede Belmarsh-fængsel i det sydøstlige London, bruger deres tid i fængslet på at radikalisere fanger, der ikke er dømt for terrorisme. Taylor underbygger sin påstand med blandt andet en samtale med en tidligere indsat.
Samtidig med at Taylor kritiserer de britiske myndigheder for at nægte journalister adgang, synes han også at have en vis forståelse for denne praksis. For briterne har et langt større antal jihadister i deres fængsler end tyskerne. Denne forståelse siger noget væsentligt om kvaliteterne ved Taylors bog: Den er balanceret. Hen mod slutningen af bogen diskuterer Taylor således amerikanernes indsats i krigen mod terror. Han kritiserer med rette amerikanerne for at have anvendt tortur for at fremprovokere tilståelser fra terrormistænkte. Og han kritiserer menneskerettighedsovergreb på fanger på Guantánamo Bay.
Men netop når det gælder Guantánamo Bay påpeger Taylor, at lejren i dag er fjernt fra det billede af hundredevis af lænkede fanger klædt i orange dragter, som vi kender fra medierne. I dag er der kun omkring 173 fanger tilbage. Deres forhold er væsentligt forbedrede. Når præsident Barack Obama har haft svært ved at indfri sit løfte om at lukke lejren skyldes det ikke mindst, at for eksempel et land som Yemen ikke er spor begejstret ved udsigten til at skulle have yemenitiske statsborgere fra Guantánamo tilbage til Yemen.
En typisk terrorist
Men tilbage til den tidligere nævnte Salim Boukhari, som Taylor mener følger en typisk vej til radikalisering: Boukhari vokser op i et middelklassemiljø i Algeriet, hvor han hverken beder eller læser i koranen. Han flytter til Frankrig for at studere. Han føler sig ikke hjemme i Frankrig, fortæller han Taylor. Frankrig er præget af mistænksomhed over for algiere efter den algierske terrorgruppe GIA`s angreb på metroen i 1995. Venner råder ham til at flytte til Storbritannien. Her får Boukhari arbejde som blandt andet kok og sikkerhedsvagt.
Boukhari begynder at gå i moskeen i Leyton i det østlige London. Den er ikke radikal. Noget afgørende sker, da han begynder at komme i moskeen i Finsbury Park. Her, forklarer Boukhari, “følte jeg mig hjemme. De talte om jihad og om hvad der skete for vores brødre i så mange lande”.
Taylor skriver i bogen: “Boukhari synes at have fulgt en vanlig vej til radikalisering: En ensom person i en mærkelig og fremmed verden, der bliver mødt med venlighed af religiøse lærde og deres tilhængere. De giver ham en følelse af at høre til og en dybere forståelse for meningen med eksistensen”.
At opdrage børn til hellig krig Taylor opridser en række signifante terrorangreb, alle selvmordsterrorangreb, herunder det første, hvor Osama bin Laden rettede angreb på vestlige interesser: Terroranslaget mod de amerikanske ambassader i august 1998 i Tanzania og Kenya. Størst var tabene i Kenya, hvor mere end 200 mennesker mistede livet.
11. september 2001 ramte Osama bin Laden USA med det værste terrorangreb Vesten endnu har oplevet. Mere end 3000 mennesker mistede livet i angrebet på World Trade Center i New York. Året efter, oktober 2002, slog terrorister til på Bali. Her omkom mere end 200 mennesker.
I maj 2003 dræbte terrorister i Casablanca 45 mennesker. I marts 2004 dræbte terrorister 191 mennesker i et angreb på toge i Madrid. En af bogens mest uhyggelige illustrationer viser ligposerne på Madrids banegård.
I juli 2005 slog terrorister til mod Taylors hjemland, Storbritannien. 52 mennesker mistede livet ved angrebet på Londons undergrund. Den yngste af de fire selvmordsterrorister var 18 år. Tre af terroristerne havde pakistansk baggrund og var født i Storbritannien. Den 19-årige Germaine Lindsay var født på Jamaica og var ligesom sin mor konverteret til islam. Faderen havde han aldrig kendt.
Ifølge Lindsays mor, der i dag bor på Jamaica, var et vendepunkt i Lindsays liv et foredrag i Bradford – som hun også hørte – med en ekstremistisk prædikant, der opfordrede mødre til at lære børn om hellig krig, helst før de var fyldt syv år. Ifølge forfatteren er Lindsays profil, herunder en splittet familiebaggrund, også typisk for en række unge jihadister.
Storbritanniens rolle i terrorsager
I 2008 dræbte terrorister 175 mennesker i den indiske by Mumbai. Dertil kommer de sårede ved alle de nævnte angreb. Alene ved angrebet i Madrid var antallet af sårede 2000.
Et par uger efter at terrorister slog til med succés mod Londons undergrund i juli 2005 forsøgte nye terrorister sig med en angreb. Det formodes, at det hang sammen med det første angreb. Men dette nye angreb, kendt som 21. juli-angrebet, slog fejl og fire unge mænd blev i 2006 i Storbritannien idømt 40 års fængsel hver for at have planlagt terror.
I det hele taget sætter Taylors bog spot på Storbritanniens rolle i terrorsager. En by som Luton, og en London-forstad som Walthamstow er grobund for ekstremisme. I Walthamstow, fortæller forfatteren, stammer de fleste muslimske familier oprindeligt fra Kashmir, hvor jihad ikke er noget nyt fænomen.
Men også blandt andet selvmordsterroristen i Stockholm i december 2010 havde en fortid i Storbritannien. Og i 2008 blev en 23-årig jihadist fra Bradford, Aabid Khan, kendt under navnet “Mr. Fixit”, idømt 12 års fængsel for sin rolle i international jihad. Khan var “talent-spotter”, han rekrutterede unge muslimer til terror og arrangerede ophold i træningslejre i Pakistan. Han havde også forbindelse til de Al Qaeda forbundne jihadgrupper i Kashmir, der udførte terrorangrebet i Mumbai.
Terrorismens ofre
I bogen fokuserer Taylor også på terrrorens ofre. Det er tiltrængt. Omtrent glemt i medierne i dag er den algierske terrorgruppe GIA´s kapring af et Air France fly i Algiers lufthavn i december 1994. Tre gidsler brev dræbt af gidseltagerne før de sidstnævnte, efter et par døgn, blev dræbt af franske elitestyrker. Taylor tilbragte to intense dage i Paris med at interviewe passagerer, flypersonale og medlemmer af elitestyrkerne. Ti medlemmer af elitestyrken blev såret ved angrebet.
I flyet indfører terroristerne islamisk lov, og de kvindelige passagerer bliver derfor bedt om at dække sig til.
En af de passagerer, som GIA likviderede, var en algiersk politimand: “Dræb mig ikke. Jeg har kone og barn”, sagde han, før han blev skudt og hans lig smidt ud på landingsbanen. (To af de mennesker, som Taylor taler med, stewarden Charles Mourin og passageren Zahida Kakhachi, har i øvrigt udgivet en art dagbog om de døgn, de sad fanget i det kaprede fly, red.).
Skulle man pege på noget kritisk i Taylors glimrende bog, må det være anstrøg af politisk korrekthed. Som når Taylor i indledningen forklarer, at han egentlig selv forsøger at undgå at bruge ordet terrrorist, og at ordet er aldeles forbudt på BBC`s World Service og Reuters. Det er for at undgå at støde lyttere, der ikke accepterer denne definition, særligt når det drejer sig om konflikter i Mellemøsten. Ja så. Hvad skal terrorens ofre, både i Mellemøsten og Vesten, så kalde dem, der udfører den? Frihedskæmpere? Næppe.
Peter Taylor: Talking to terrorists: A personal journey from the IRA to Al Qaeda. Harper Press. 341 sider. Ca. 14 britiske britiske pund.