Den tildækkede kvinde – et spørgsmål om ret eller pligt
Af Helle Merete Brix, HRS
Den indiskfødte journalist og forfatter Githa Sahgal svarede: ”Naturligvis er det vigtigt at tale med kvinder som dig, der selv har valgt at bruge det, så det er fint, at du blander dig i debatten. Men også i den gruppe, du tilhører er det vigtigt at være opmærksom på, at der er små piger, der bliver tvunget til at bruge hovedtørklæde.”
Yasmin Rehman, konsulent og freelancer, med en fortid inden for politiet, havde fra salen denne kommentar: Mens man diskuterede hvorvidt det var en rettighed for kvinder at bruge hovedtørklædet, var der unge piger i skoler på Storbritannien med mange tildækkede piger, der blev chikaneret, fordi de ikke ønskede at dække deres hår.
Hovedtørklæde eller syreGrundlægger og talsperson for One Law for All, Maryam Namazie, blandede sig ligeledes: ”I Vesten bliver spørgsmålet om kvinders tildækning ofte et spørgsmål om retten til at gå tildækket. I muslimske lande er det et spørgsmål om pligt. Man kan ikke forhandle med islamisterne om det. De smider syre i dit ansigt.”
Her satte Namazie fingeren på et punkt, som jeg er omdrejningspunktet i mange ganske absurde diskussioner i Vesten om menneskerettigheder: Retten til at gå tildækket i skolen, retten til at bruge burka på universiteter og i det offentlige rum vægtes højere end muslimskfødte kvinders ret til at leve et frit liv i Vesten, uden at blive presset til at dække sig til.
I dagens paneler fandt man ikke meget støtte til retten til at bruge burka eller til forældres ret til at lade deres små døtre gå tildækkede. Ej heller var nogen af de muslimskfødte panelister dækket til. Her syntes deltagere hos One Law for All at være på linie med den franske organisation for kvinders rettigheder i ghettoerne, Ni Putes ni Soumises, der støttede 100 procent op om forbuddet mod hovedtørklæder i de franske skoler og det relativt nylige forbud mod at bruge burka eller niqab på gaden.
Ansigtsslør og maskeDen franske byrådspolitiker Michéle Vianés forklarede om detaljerne i Frankrigs burkaforbud og baggrunden for forbud mod hovedtørklæder i skolen. Og Sahgal svarede på, hvordan man efter hendes mening burde forholde sig til kvinder iført niqab, altså et slør, der dækker ansigtet. For Sahgal var det logisk, at niqab skulle opfattes på linie med det at bruge maske. De, der ønskede at gå sådan klædt på universitetet, mente Sahgal, bad om særbehandling. Ligesom der er regler om, at man ikke kan gå nøgen på arbejde, burde man ikke have lov til at gå på universitetet med sit ansigt dækket til. Lærerne skal kunne identificere den pågældende elev. Der er også spørgsmålet om sikkerhed, påpegede Sahgal.
Her skal det tilføjes, at hvor det endnu ikke er almindeligt i Skandinavien at se niqabklædte kvinder på universiteterne, forekommer det i Storbritannien i muslimskdominerede områder. I Bradford så jeg allerede i 2003 adskillige kvinder komme ud fra universitetet i sorte heldragter, hvor kun øjnene var fri. Også munden var dækket af det sorte stof.
Namazie, der ligesom flere af de øvrige deltagere voksede op i den islamiske iranske republik, hvor spørgsmålet om tildækning kan være et spørgsmål om liv eller død, pegede også på dette: At tildækning af kvinder altid har konsekvenser for de, der ikke ønsker at dække sig til. De, der vil have frihed til at gå tildækkede, er med til at begrænse andre kvinders frihed.
Menneskerettigheder og burkaSå hvad skal vi vægte? Svaret burde være indlysende, men er det ikke. I Vesten er der ikke så få menneskerettighedseksperter, feminister, jurister med flere, der med liv og sjæl går op i, at man ikke krænker tildækkede kvinders rettigheder. Ikke sjældent overtager de, formentlig ubevidst, de islamiske bevægelsers slogans om ”retten til forskellighed”. At se med milde øjne på hijab og burka bliver til et udtryk for frisind. Jeg har i frisk erindring, hvordan en syndflod af forargelse faldt ned over hovedet på den syrisk-danske politiker Naser Khader, da han foreslog et forbud mod burkaen i det offentlige rum. Man gjorde i særlig grad nar af forslaget, fordi der ikke er mange burkaklædte kvinder i Danmark. Men Fadela Amara, grundlæggeren af Ni Putes Ni Soumises, gav engang dette svar, da hun på fransk tv blev spurgt om, hvorfor hun støttede forbuddet mod burkaen: At den er et udtryk for anti-civilisation. Og at antallet af burkaer på gaden derfor er rystende ligegyldigt. Én burka er en burka for meget.
Tilbage til diskussionen i salen på University of London Union var det opmuntrende, at disse kvinder involveret i One Law for All´s arbejde, ikke havde problemer med at tage klart stilling: Beskyttelsen af de utildækkede kvinder må gå forud for kravet om at beskytte rettigheder for de, der vælger at dække sig til.