Kronikk i Jyllands-Posten 15.mars 2011
Søren Pind: Her er opskriften mod tvangsægteskaber
Af Karen Jespersen, formand for Folketingets integrationsudvalg (V),
Hege Storhaug, Human Rights Service (HRS), Norge
Danmarks ny integrationsminister Søren Pind siger, at vi skal ”passe på den etniske kvinde, der er på vej ind i et tvangsægteskab” (10.3). Det er vi helt enige i. Men vi kan ikke snakke os ud af de store problemer med tvangsægteskaber og et undertrykkende kvindesyn. Uden lovgivning og handling går det ikke. Det viser en skelsættende dom, der faldt den 21.2 i Oslo i Norge. ”En knusende dom” blev den kaldt i norsk presse. Denne dom kan Søren Pind tage ved lære af, hvis han vil hjælpe kvinder, der er tvunget ind i et.
Oslo, december 2006: I en lejlighed får en pige besked på at gentage de ord som bliver sagt af en mand, der står gemt bag en dør. Hun ved ikke, hvad ordene betyder, men gør pligtskyldig det, hun bliver bedt om. Således blev den 13 år gamle pige med kurdisk oprindelse gift med sin fætter på 19 år. Det blev begyndelsen på et liv med trusler, vold og voldtægter. Pigens indtrængende bønner til forældrene om at hjælpe hende blev fuldstændig overhørt.
Oslo, 21.februar 2011: Retten fælder følgende dom. Pigens fætter dømmes til fængsel i 5½ år for tvangsægteskab, vold og voldtægt. Pigens far dømmes til fængsel i 3½ år for tvangsægteskab og medvirken til vold og voldtægt. Pigens mor får samme straf, men 2 år gøres betingede. Pigens tante og ”svigermor” dømmes til samme straf som faren. Sigtelsen mod pigens onkel, som regnes for hovedarkitekten opretholdes, selv om han er flygtet formentlig til Irak.
Pigen mente selv, at forældrene ikke skulle dømmes. Moren fordi hun er så undertrykt, og faren fordi hans ældre bror (onklen som er flygtet) har magten i storfamilien. Retten mente modsat, at det er forældrenes pligt at beskytte deres barn mod kriminalitet.
Manden bag døren gik fri. Anklagemyndigheden kunne ikke identificere denne imam, fordi pigen ikke havde set hans ansigt. Men politiet giver ikke op. De arbejder med andre lignende sager, hvor målet er at få skovlen under imamerne, der hjælper med ulovlige vielser.
Begge denne artikels forfattere har i snart mange år deltaget i kampen mod kvindeundertrykkelse, barnebrude og tvangsægteskaber. Vi kan se, at der er sket meget. Men det afgørende opgør med et reaktionært, undertrykkende kvindesyn mangler fortsat. I 1992 arbejdede Hege Storhaug som journalist på Dagbladet. Her skrev hun en artikel om en norskfødt pige som 18 år gammel blev tvangsgiftet med en mand fra hendes familie, der boede i det nordlige Pakistan. Pigen nægtede, men opgav da hun fik en pistol for tindingen. Hun flygtede under dramatiske omstændigheder skjult i en burka og kom hjem til Norge takket være den norske ambassade. Pigens historie sendte chokbølger helt ind i Stortinget, som i 1995 vedtog en lovbestemmelse direkte vendt mod tvangsægteskaber. I 1998 kom den første nationale handlingsplan, der senere blev fulgt af to andre.
Først i 2005, der blev rejst en sag ved domstolen, fordi loven blev ændret, så anklagemyndigheden nu skulle rejse sagerne og ikke de børn og unge, der havde været udsat for familiens overgreb.
Sagen i 2005 førte til, at en far og bror blev dømt for drabstrusler, vold af en pige på 16 år, der var blevet gift i Irak. I 2008 faldt en lignende dom, hvor en far blev dømt for at bortføre og tvangsgifte sin 14 år gamle datter til en slægtning i Irak.
I Danmark satte indvandringen fra ikke-vestlige lande fra 1970’erne for alvor gang i en kædevandring. Mellem 60 og 90 procent af unge med indvandrerbaggrund blev gift og familiesammenført med en unge fra oprindelseslandet. En betydelig del af disse ægteskaber var tvangsægteskaber. Det kan man blandt andet læse om i bøger skrevet af indvandrerkvinder: Esma Birdis ”To liv”, Monja Abdels ”Mod min vilje” og Ayse Devecis ”Tvang”.
Da Karen Jespersen i 2000 blev indenrigsminister med ansvar for integration holdt hun et møde med Ayse Deveci. Ayse Deveci fik penge til at oprette og drive ”Broen” et rådgivningscenter og tilflugtssted for unge kvinder, der flygtede for tvangsægteskaber. Siden er der sket en del. Den stramme udlændingepolitik med 24-års reglen og tilknytningskravet har bremset antallet af familiesammenføringer.
Desuden er de fagfolk, der har med børn og unge at gøre, blevet efteruddannet, så de bedre kan spotte faresignaler. Der er lavet telefonrådgivning samt andre steder, hvor de unge kan henvende sig, og der er særlige konsulenter, der skal forsøge at mægle. I 2008 blev straffen for at tvinge nogen til at indgå ægteskab hævet til fire år.
Trods indsatsen er udviklingen i Norge og Danmark ikke nogen solstrålehistorie. Problemerne er fortsat enorme, selv om det er svært at få eksakte tal. I Norge anslår eksperter, at der i løbet af to år var ”2000 unge piger der var blevet tvangsgiftet”. Kun få blev retsforfulgte.
I Danmark er der et voksende antal unge kvinder der søger beskyttelse mod tvang og vold. Det viser tal fra blandt andet Rigspolitiet, kvindekrisecentrene. Desuden dukkede fænomener som barnebrude, flerkoneri og imamvielser op.
I Sverige frygter 70.000 børn og unge, at blive tvunget ind i et ægteskab. I den store indvandrerghetto Rosengård i Malmø bliver der årligt opdaget otte til ti barneægtskaber.
Også i Storbritannien er problemet enormt. Her forsvinder store piger (og drenge) på stribe fra folkeskolen, når de er mellem 13 og 16 år. En del af dem bliver sendt til oprindelseslandet – ofte Pakistan – for at blive tvangsgift.
Dommen i Oslo er et lyspunkt i dette dystre billede – af flere grunde. De høje straffe viser, at problemet med tvangsægteskaber er blevet taget særdeles alvorligt. Det er desuden vigtigt, at dommen også omfatter voldtægt i ægteskabet og medvirken til voldtægt. Dommen er også banebrydende, fordi der for første gang er fældet en bred kollektiv dom i en sag om en barnebrud gift i Norge.
I Danmark faldt der i 2006 også en dom, hvor straffen var kollektiv. Det var i sagen om de ni personer, der blev dømt for det æresrelaterede mord på den danskpakistanske unge kvinde Ghazala Khan, der havde giftet sig mod familiens vilje.
Men når det drejer sig om tvangsægteskaber har det været småt med domme. En undtagelse var en dom i 2004. En 49-årig irakisk far til otte børn fra Frederiksværk blev idømt ét års fængsel for med vold at forsøge at tvinge sin 15-årige datter til at indgå et arrangeret ægteskab.
Men overgrebene finder sted i stort tal. Østjyllands politi efterforsker netop nu 13 sager om æresrelateret kriminalitet mod unge kvinder. Og der kommer en ny sag hver måned.
Hvis vi skal tvangsægteskaber og barnebrude til livs, så kræver det en ændring af straffeloven, der tager højde for disse nye fænomener og straffer dem hårdt – blandt andet med udvisning.
Der skal desuden være massiv hjælp til de store børn og unge – drenge som piger – der ønsker at leve et liv i frihed som deres jævnaldrende: Beskyttede opholdssteder. Støtte til kvindekrisecentre. Men også voksne, de kan betro sig til på for eksempel skoler.
Men alt det får kun effekt, hvis samfundet ikke lukker øjnene for problemerne. Ingrid Hansson, socialrådgiver i Sverige, har fortalt, at hun kendte til hundredvis af barnebrude. Da hun blev spurgt, om hun har prøvet at gribe ind for at hjælpe, svarede hun, at det har hun aldrig gjort med mindre børnene selv har bedt om hjælp. (Sydsvenska Dagbladet 13.11.2009) I en svensk rapport står der direkte, at socialarbejdere bruger en anden målestok i forhold til børn med indvandrerbaggrund, der bliver slået og udsat for tvang. Samme problemer har været beskrevet i Norge og Danmark.
De mange tilfælde af arrangerede ægteskaber, barnebrude og tvang er en del af en kultur, nogle indvandrere fra de ikke-vestlige lande har med sig. Men mange af de unge kvinder og mænd kæmper for at få frihed til selv at træffe afgørelser over deres egen tilværelse. Men traditionerne og den sociale kontrol er meget stærk. Derfor er der så hårdt brug for, at der bliver gjort op med berøringsangst, og at der er en vilje til at kæmpe for danske og norske frihedstraditioner.
Folketinget/Stortinget og byrådene skal sikre at indsatsen sker på et klart værdigrundlag: Kønnenes ligestilling. Personlig frihed. Verdslige samfund. I folkeskolen og i klubber skal man for eksempel ikke bøje sig for krav om kønsopdeling så som krav om, at piger ikke må svømme sammen med drenge. Man skal ikke acceptere, at pigerne bliver holdt væk fra lejrskolen eller fritidsklubber, fordi der også er drenge. Et samfund som det danske og det norske kan ikke fungere med sådan en kønsopdeling. Bøjer vi os, giver det de reaktionære og fundamentalistiske kræfter mere vind i sejlene. Det går især ud over piger og kvinder med indvandrerbaggrund, og det kan føre til flere æresrelaterede overgreb.
Dommen i Oslo er historisk. Den viser, at vi ikke kan nøjes med at snakke og diskutere. Der er brug for strenge straffe og andre ændringer af straffeloven. Men det er ikke nok – hverken i Norge eller i Danmark. Der er også brug for lovændringer, som sikre ligestilling mellem kønnene ved at forhindre religiøst begrunde undertrykkelse af piger og kvinder. Vi håber Søren Pind vil være med til at gennemføre sådanne lovændringer.