Helle Merete Brix, del 1
London, HRS. Er religion en trussel mod kvinders mulighed for et frit liv? Det syntes at være en konklusion, som adskillige paneldeltagere drog på weekendens konference i London, ”Women´s Rights, Sharia Law and Secularism.”
Konferencen, der fandt sted på University of London Union og samlede omkring 70 mennesker, var arrangeret af One Law for All. Det er en organisation, som HRS tidligere har skrevet om.
Organisationen er grundlagt i 2007 af iranskfødte Maryam Namazie og kroatiskfødte Goranka Gudeli. One Law for All afholder jævnligt konferencer om emner som kvinders rettigheder og religionsfrihed. Det er også blandt andet One Law for All´s fortjeneste, at verdens opmærksomhed er rettet mod Sakineh, der stadig sidder fængslet i Iran, dømt til døden for medvirken til mordet på sin mand, i en horribel retssag.
Konferencen blev åbnet af den verdensberømte filosof A.C. Grayling, der med venlig ironi bemærkede det lidt paradoksale i, at en mand blev bedt om at åbne en konference om kvinders rettigheder:
– Verdens store religioner har indbygget fjendtlighed mod kvinder, fastslog Grayling.
Også i de europæiske demokratier døjer kvinder med en ulighed, der har at gøre med institutionaliseret religion.
Dagen bød derefter på tre panelsessioner. Den første havde overskriften ”Religionens indflydelse på kvinders rettigheder”. Her havde undertegnede til opgave at lede paneldiskussionen og introducere talerne. De inkluderede blandt andre den svenske socialrådgiver Maria Hagberg, den franske byrådspolitiker og feminist Michéle Vlanés og den mulimskfødte, britiske konsulent og freelancer Yasmin Rehman med mange års erfaring fra politiet med at bekæmpe vold mod kvinder, herunder æresdrab.
 |
Hagberg, der igennem 20 år har arbejdet med spørgsmål om kvinders rettigheder, er også forfatter til en bog om om æresrelaterede drab i Sverige, ”At twenty it begins to rot” (Vid 20 Börjar den Ruttna). Derudover arbejder hun blandt andet deltids med et kvindecenter i Halabja i Irak/Kurdistan. Hagberg følte sig ”overbevist om, at religion modarbejder kvinders rettigheder”. Ikke mindst på grund af ønsket om at kontrollere kvinders kroppe.
Hagberg mente også, at ”kultur og religion ikke kan adskilles”. Og hun kritiserede Sverige, der i teori, mente Hagberg, skulle være den mest frie og sekulære stat i verden, for at tillade at unge kvinder levede et liv, kontrolleret af uformelle, religiøse love.
Michéle Vlanés har i sine bøger i særlig grad beskæftiget sig med sløret, tildækningen af kvinder og islamisternes strategi i Frankrig. Hun påpegede, at der er mysogoni i alle religioner. Religion dæmoniserer kvinder og sætter dem på et lavere stade, mente Vlanés og erklærede, at laicité, den særlige franske betegnelse for sekularitet, er en ”fjende af obskurantisme”.
Vlanés talte også om specifikke forhold for islam, herunder islams praksis om at muslimske kvinder ikke kan gifte sig med ikke-muslimer. Vlanés understregede, at man ikke må se på kvinden blot som et seksuelt objekt. Og at man måtte beskytte de unge kvinder mod dette.
Radikaliseringen i de muslimske samfund Det mest interessante indlæg i dette panel blev dog leveret af Yasmin Rehman, der lagde ud med at minde forsamlingen om, at mødet blev afholdt et stenkast fra Russel Square, hvor en selvmordsbomber i juli 2005, detonerede en bombe og dræbte. Rehman, der har arbejdet både med spørgsmålet om polygami, æresdrab, vold mod kvinder igennem mange år i politiet og i dag som konsulent, fortalte om det skift, der er sket i de muslimske samfund:
– Min far kom til Storbritannien i 1956 med et ønske om at få et bedre liv. Alle mine søskende og jeg fik mulighed for at træffe vore egne valg.
 |
Rehman fortalte om, hvordan hun voksede op uden at se kvinder med hidjab omkring sig. Men der er sket et skift i de muslimske samfund i Storbritannien. Ingen muslimske unge i dag bliver introduceret til den poesi, kultur og pluralisme, der engang fandtes i vores kultur, mente Rehman. I stedet kan de gå på internettet, i de islamiske boghandler og eller se satelit-tv med religiøse programmer, der fremhæver kvindens underordnede status. Kvinder på disse tv-kanaler er oftest ”klædt i sort, eller måske en enkelt gang i en spraglet hidjab”.
I sit professionelle arbejde har Rehman arbejdet med spørgsmålet om polygami, vold mod kvinder med mere, og i en pause fortalte hun mig, at det var årsagen til, at hun flyttede fra London. I dag oplever hun ikke problemer, men i en periode var det ganske enkelt for vanskeligt at arbejde med dette kontroversielle emne og bo der, hvor hun boede i byen.
Rehman opfordrede til at man handler nu, imod wahabismens skadelige indflydelse på muslimske grupper i Storbritannien, imod den apartheid, der skabes med de religiøse skoler og den vold, der udøves mod de muslimske kvinder.
At vokse op i frygtDagens næste panel havde overskriften ”Religion og sekularisme”. Her var der indlæg fra blandt andre den britiskfødte journalist Julie Bindel, den palæstinensiskfødte freds-og kvindeaktivist Ahlam Akram og Maryam Namazie fra One Law for All.
Bindel har igennem 30 år været involveret i kampen mod vold mod kvinder og børn. Hun fortalte forsamlingen om, hvordan hun blev hængt ud på netsiden islamophobia.com, da hun fortalte om misbrug af unge, hvide britiske kvinder af bandemedlemmer med muslimsk baggrund. Hun blev også anklaget for at levere ammunition til British National Party.
Bindel, der mente, at religion stod i et modsætningsforhold til feminisme, mindede om dele af venstrefløjens mærkværdige indstilling til islamismen. Venstrefløjen dæmoniserer islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, taler pænt om den muslimske prædikant Tariq Ramadan og har, repræsenteret gennem Londons tidligere borgmester Ken Livingstone , modtaget den radikale prædikant Yussuf al Qaradawi på byens rådhus.
Ahlam Akram talte, ligesom Yasmin Rehman, mere nuanceret om religion end mange af de øvrige deltagere. Hun påpegede, at mennesker kan have en spirituel vej, det er et personligt valg. Problemet opstår, når religion bliver til lov. For, ”religiøse love kan ikke eksistere side om side med et sekulært samfund”. Hvis vi vil beskytte vore samfund, mente Akram, må vi beskytte os mod religiøse love. Og hun fortalte om den frygt, der knytter sig til at vokse op inden for en bestemt version af islam:
– Du får ikke lov til at udvikle dig som menneske.
Akram understregede, at kvinder ”intet kan gøre uden mænds støtte med hensyn til at skabe et ikke-voldeligt samfund”. Kvinder må tage en mere aktiv rolle i samfundet, og de må gøre sig finansielt uafhængige. Og så henledte Akram opmærksomheden på, at mens man glædede sig over det folkelige oprør i Egypten, var der måske grund til at være lidt bekymret for, hvilket samfund egypterne nu ville skabe. Hun referede til den PEW-undersøgelse, der viser foruroligende svar på spørgsmål om synet på frafald, kvindens rettigheder, shariaens straffelov med mere.
Den islamiske inkvisition
Spørgsmålet om , hvad man egentlig mener med ordet sekularisme, var oppe at vende flere gange i løbet af dagen. Flere tilhørere ville vide om det var udtryk for fjendtlighed over for religion? Over for religiøse mennesker?
|
”Lad ikke religion være det, der skiller mennesker ad” |
Maryam Namazie understregede i sit indlæg, at religiøse mennesker efter hendes opfattelse absolut kan indgå i en sekulær stat. Namazie mente, at ”mennesker ofte har deres egen personlige opfattelse af religionen”. Men hun erklærede, at hun påberåbte sig ret til at forsvare ateisterne. Hvor Namazie ikke bryder sig om nogle religioner, påpegede hun det særlige ved islamismen, som er islam med politisk magt: ”Vi lever i dag under en islamisk inkvisition”, mente Namazie, der understregede statens pligt til at beskytte borgerne imod religionens indtrængen. Namazie vil af med shariadomstolene i Storbritannien og de religiøse skoler: ”Lad ikke religion være det, der skiller mennesker ad”.
Dagens sidste panel, der havde overskriften ”Religion og loven” var afgjort også det svageste. Den iranskfødte aktivist Sohaila Sharifi kastede sig ud i et generalangreb på religion, hvis repræsentanter var ”agenter for den herskende klasse med det formål at kontrollere folk”. Hun krydrede sit indlæg med oplæsning fra et skrift af en iransk marxist.
Lige så uinteressant var oplægget fra den polske feminist Nina Sankari, der i et alenlangt og snublende indlæg talte om tiden i Polen under den ”såkaldte kommunisme”. Der findes måske en sand og god udgave af kommunismen? Heldigvis sad der i dette panel også en af One Law For All´s klarhjernede talspersoner, advokaten Anne Marie Waters, der blandt andet humoristisk berettede om sin opvækst i det katolske Irland og det skift, der er sket igennem de seneste mange år:
– Hvis du tidligere i Irland sagde noget ondt om den katolske kirke, blev du hængt ud. Hvis du i dag siger noget godt om den katolske kirke, ler folk af dig.
I panelet sad ligeledes den tidligere chef for Amnesty International´s gender unit, den indiskfødte forfatter og journalist Ghita Saghal. Hun blev suspenderet fra sin stilling i organisationen, fordi hun gik offentligt ud med sin kritik af Amnesty International´s promovering af den tidligere Guantanamo-fange Moazzam Begg, der er leder af gruppen ”Cageprisoners”. Saghal har i pressen refereret til Begg som ”Storbritanniens mest berømte støtte af Taliban”. Saghal fortalte i sit indlæg blandt andet om, hvor vanskeligt det også havde været for hende i Amnesty International at agitere for, at man støtter forbud mod niqab på blandt andet de britiske universiteter.
Alt i alt var det en absolut spændende dag i regi af One Law for All. At høre oplæg fra kvinder, der ofte på egen krop har oplevet formelle og uformelle religiøse love begrænse deres liv, giver ordet femisme ny betydning.