Mosképrosjektet ved Ground Zero

Vi har tidligere omtalt det planlagte mosképrosjekt ved Ground Zero og intervjuet med Mona Eltahawy. I dag bringer vi intervjuet med Douglas Murray, som sier nei til planene.

Helle M. Brix

London, HRS: Den 31-årige Douglas Murray har siden 2007 været direktør for tænketanken Centre of Social Cohesion, der har base i London. Tænketanken har specialiseret sig i radikalisering, særligt den islamiske.

I dag rejser Murray verden over og debatterer radikal islam med folk som for eksempel Tariq Ramadan, en af Europas kendteste islamiske prædikanter. Jævnligt kan man opleve Murray på BBC eller andre tv-kanaler som en skarp debattør, hvis han da ikke optræder som skribent i en international avis eller i britiske magasiner som Standpoint eller Spectator. Og så var det i øvrigt også Murray, der sammen med den amerikanske forfatter Sam Harris, fandt sponsorer og penge til at finansiere beskyttelsen af islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali, da den hollandske regering sagde stop.

Oppe under loftet i tænketankens beskedne lokaler i det centrale London indleder Murray med at fastslå, at “jeg kender ingen, der ved meddelelsen om, at der skal være et gigantisk moskekompleks nær Ground Zero reagerede ved at sige, ’det lyder som en god idé’. Reaktionerne var mere i retning af, “er det virkelig sandt?”

Ikke på terroristernes betingelserMurray nægter at tale om et islamisk kulturcenter, han kalder projektet for en kæmpemoske. I det hele taget, fastslår Murray, har der været “nok idioti inden for de seneste år. Ingen forestiller sig formentlig, at der en dag skal opføres en art halvmåneskulptur dér, hvor et fly faldt ned i Pensylvania (Murray hentyder til det fly, hvor passagerer overmandede flykaprerne den 11. september 2001, og som faldt ned i et skovområde i Pensylvania, red.). Og Murray fortsætter:

– Vi har et problem med islamisk ekstremisme i Vesten. Jeg mener, at svaret er at bekæmpe terroristerne på slagmarken og ødelægge deres ideologi. Det skal gøres på vores betingelser og ikke deres. Men der har dannet sig en main stream opinion i Vesten, der går ud på, at modsvaret til radikal islam er islam. Altså, hvis du bliver angrebet, hvis nogen sprænger tårne i luften eller sprænger bomber i et tog, så er svaret ikke, at “dette er et demokratisk land, vi tillader det ikke”. Svaret er, “lad os forsøge at hjælpe med at udvikle en fredeligere form for islam, for eksempel bygge en moskè ved Ground Zero”. Jeg mener, det er et dødsdømt projekt.

Ingen god udgave af islam

Murray retter også en kritik af selve islam.

– Der er ikke og har aldrig været en udgave af islam, som jeg ville ønske at leve under. Og jeg kender intet menneske af en demokratisk-liberal opfattelse, som ville ønske at leve under en sådan udgave. Der har aldrig været en udgave af islam, der er fantastisk for kvinder, religiøs frihed, ytringsfrihed. Jeg ville ønske, at der fandtes en islam, hvor mennesker kan leve deres liv uden indblanding fra mullaher, men den findes ikke. Ideen om at du må gå til islam for at slippe for radikal islam er uhyrlig.

Murray betragter slet og ret ideen om at opføre moskeen som en “dødsfælde”:

– Man trækker linien et forkert sted. USA er blandt de frieste lande, hvad angår religiøs frihed. Hvis du vil bygge en moske, så kan du bygge en, ligesom du kan opføre en kirke, et tempel eller en synagoge. Du har juridisk ret til at bygge moskeen. Men selvom jurister hader, når man siger det, så er der spørgsmål, der ikke kun er juridiske. Ground Zero moskeen er et af dem. Behøver du gøre brug af en rettighed, blot fordi du har den? Du har også ret til at brænde en koran. Men de fleste mennesker ville ikke gøre det, fordi det er en ubehagelig og ufølsom ting at gøre, ligesom det er en dårlig idé at brænde en hvilken som helst bog, uanset hvor dårlig, den er. Sådan ser vi på det i et civiliseret samfund.

“Byg jeres moské et andet sted”

Murray påpeger, at “Vi har hørt meget i de seneste år fra den islamiske verden om deres sårede følelser”. Han uddyber synspunktet:

– Vi har hørt om, hvor frygteligt oprørte den islamiske verden var, da danske tegnere tegnede karikaturer af profeten. Vi har hørt om muslimers voldsomt sårede følelser, da en engelsk skolelærer døbte en teddybjørn Muhammed, og om den forfærdelige trussel, det udgør mod verdensfreden, når en tosset præst i Florida brænder en koran. Kæmpemoskeen synes at være en udmærket eksempel på, at vi burde sige: “Nuvel, vi har også følelser. I fortæller os, at det fornærmer jer grænseløst, når jeres profet karikeres. Men vi bryder os ikke om ideen om, at en kæmpemoské skal bygges der, hvor radikale muslimer myrdede 3.000 amerikanere. Det oprører os. Familierne til ofrene bryder sig ikke om det. I fællesskabets interesse, og vi ønsker vel alle, at forskellige grupper skal komme godt ud af det med hinanden, vil vi foreslå, at I lægger moskeen et andet sted.”

Kirker i Saudi Arabien og dobbelte standarder Murray undrer sig over de, “liberale, ordentlige mennesker, der har besluttet, at de vil trække deres linie af tolerance omkring moskeen.”

– De fører sig frem med synspunkter a la “Here I stand” og “I can´t be moved”. Som dårlige Martin Luther kopier. Og de elsker det. Vi har nu endda mennesker der stiller sig frem og siger “vi må bygge denne moské for at bevare religiøs frihed”. Jeg ville nyde at se disse mennesker sige: “Vi vil bygge denne mormonkirke for at forsvare religiøs frihed”. Det tror jeg ikke et øjeblik, de ville gøre. De ville heller ikke marchere til Riyadh i Saudi Arabien og forlange at få lov at bygge en kirke dér. De ville ganske enkelt aldrig svinge sig op til dette forsvar, hvis ikke det drejede sig om islam. Jeg mener, de begår en alvorlig fejl. Du har din ret til at ønske en moske ved Ground Zero. Men at bygge et gigantisk, islamisk kompleks nær Ground Zero er for mig grotesk, og jeg synes ikke at USA skal betale for det. Ingen siger da: “Du må støtte den gode udlægning af kristendommen eller af mormonismen. Og hvis ikke, ja, så er du en hykler.”