Når ulven vokter får

Britta Mogensen, HRS

Et 12 år gammelt globalt forbud mod at kritisere religioner (læs: islam) blev slettet ved en FN-resolution den 25.3.2011. Den islamiske verden har opgivet kravet, og Vesten jubler, skrev Flemming Rose i Jyllands-Posten.

Over årene har Rådets særlige rapportører protesteret over, at religion i sig selv skulle kunne kræve beskyttelse: ”Retten til religions- og trosfrihed beskytter først og fremmest individet (…) men den beskytter ikke religioner og tro i sig selv.” Forbud mod krænkelse af det enkelte individ, som menneskerettighederne handler om, har imidlertid aldrig været på islamisternes dagsorden. Det vigtige for dem er, at alt, hvad de ikke bryder sig om, skal kaldes racistisk.

International racismedag

Er der virkelig noget at juble over? FN’s Menneskerettighedsråd, hvori sidder nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere og diktatorer, har vist ikke helt givet op. Få dage før resolutionen udråbte Rådet den 21. marts 2011 til international racismedag. Fint – hvis man ellers kan blive enige om, hvad der skal puttes under racismehatten. Det er nok her, det kniber.

Den meget unge og uerfarne integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, mener, at Københavns Kommune skal være Europas mest mangfoldige. Så ved københavnerne, hvad de kan vente sig, da multi-kulti overalt har ført til ekstrem segregation og byers totale sammenbrud. Men det skræmmer ikke borgmesteren. Hun er opfyldt af ungdommens (hov)mod. Hun bestemte derfor, at kommunen på FN’s racismedag skulle indlede et samarbejde med ”de tre monoteistiske religioner”, hvis trosfæller angiveligt udøver racisme mod hinanden!

Borgmesteren var klog nok til ikke at vælge en imam til samarbejdet, formentlig fordi imamer efterhånden har ødelagt deres omdømme så godt og grundigt, at kommunens tiltag ville være dødfødt fra starten. Men desværre valgte hun en lige så kontroversiel person, nemlig formanden for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain. Øvrige inviterede blev sognepræst Søren Hermansen (ivrigt bakket op af biskop Peter Skov-Jakobsen) og Finn Schwartz, formand for Mosaisk Troessamfund. Man kan nok undre sig over, hvori disses interesse i at slå pjalterne sammen med en person som Butt Hussain består.

Samarbejde

De tre repræsentanter blev interviewet i TV om initiativet. Finn Schwartz udtalte, at han var glad for, at kirken også var med i samarbejdet. Da islamisternes overfald og chikane går hårdest ud over jøderne, har han måske tænkt, at det fremover med de kristnes støtte kunne undgås, at jøder blev udsat for chikane og overfald og fik revet deres kalot af, at jødiske børn uden fare for liv og helbred skulle kunne gå på skoler, selv hvor muslimske børn er i overtal, og at jødiske gravsteder ikke længere blev skændet. Måske mente han, at en holdningsbearbejdning blandt muslimer vil kunne skrue tiden omkring 30 år tilbage, hvor jøder kunne færdes frit mellem os uden fare for overgreb.

Biskoppen og sognepræsten talte varmt om fælles rødder med islam. Ikke et ord om global afbrænding af kirker, afrivning af kors, som kristne bærer om halsen, voldtægt af ikke-indhyllede kvinder og andre eksotiske foreteelser. Den slags kritik kunne jo virke stødende og krænkende for et samarbejde. Man må jo også tænke på, hvordan det skal gå den dag, minareterne rækker højere end noget kirketårn i landet. Vil landets kommende herskerfolk huske, at der er nogle blandt kirkens tjenere, der hører til dhimmifolket og belønne dem herefter? En del af os har problemer med at sluge den opfattelse råt, at vi skulle have noget som helst til fælles med en ideologi, der i 600-tallet startede sine morderiske angreb på jøder og kristne og stadig 1400 år efter har gang i dette evighedsprojekt.

Moderat

Butt Hussain er ikke interessant i sig selv; kun i sin egenskab af at være udpeget som en person, der åbenbart skulle vide noget om, hvad racisme er. Han personificerer den tilsyneladende ”moderate” muslim, som eksisterer i ethvert europæisk land. Definitionen af moderat er dog et stridsspørgsmål. Denne moderate muslim har i øvrigt rettens ord for, at han gerne må kaldes ekstremist. Det er han krænket over. Selvfølgelig.

Men lad os nu se på, om ekstremist rettelig kan hæftes på hans person. Hvem omgås han? I 2005 var han vært for Yvonne Ripley – konvertitten, der lider af et alvorligt Stockholm-syndrom efter at have været fange hos Taliban. Hun er ret fornøjet med videooptagelser af talibankrigere, der kapper hovedet af vantro gidsler. Hvad ekstremt skulle der vel være i det? Heller ikke den lille usselt udseende, men dødsensfarlige Ahmedinejad fra Iran kom til at undvære Butt Hussain under et møde i Danmark. Han er endvidere selvbestaltet vogter af vores grundlovssikrede ytringsfrihed – altså at vi ikke driver den for vidt. Det kan den tidligere minister Karen Jespersen, der undrer sig meget over dommen, tale med om.

Der er en slående kontrast mellem Butt Hussains påfaldende fundamentalistiske udseende og hans bløde, lidt feminine stemme. Lidt á la Osama bin Laden, hvis stemme også – uden oversættelse – kan forlede én til at tro, at Messias er genopstanden. Men som man ikke skal tage fejl af bin Laden, skal man heller ikke tro, at Butt Hussain ikke er klar over, hvilken enestående mulighed han har fået til at oplyse om, hvad racisme er.

Racisme

Og racisme for Butt Hussain er lige netop den afart af begrebet, som hans egne trosfæller omsider efter 12 år i Menneskerettighedsrådet har accepteret fjernet ved en resolution. Det er gået helt hen over hovedet på Butt Hussain. I hans øjne er religion (læs: islam og dens symboler) en race og skal som sådan beskyttes mod ”racistiske overfald”.

Og hvori består disse racistiske overfald? Joh, de består i, at ikke så få af os sætter lighedstegn mellem det islamistiske symbol hijab og det nazistiske symbol svastika. Vi skal tvinges til at fortrænge den store forbrødring mellem Nazityskland og Mellemøsten. Eller vi skal i hvert fald holde mund.

Racismen mod islam påstås også at ske ved, at kvinderne får hevet deres hijab af. Det var li’godt en påstand, som jeg aldrig tidligere har hørt om. Jeg tør godt med 200%’s sikkerhed hævde, at dette kun sker i Butt Hussains fantasi. Folk ville være alt for bange for pludselig at være omringet af den hijabløse kvindes 20 blodtørstige fætre. Han mener endvidere, at ”visse” politikeres udtalelser er skyld i racismen mod islam med deraf følgende xenofobi. Som forventet: ikke et ord om islamisternes eget store bidrag til den omsiggribende vrede og afsky imod dem overalt i Europa eller et forsøg på at erkende, hvad årsagen kan være, når urbefolkningens hævdede ”xenofobi” ikke omfatter hinduer, buddhister, taoister m.v.

Ulven vogter får

Desværre er der blandt kristne og jøder nogle, der ikke fatter, at de stikker hovedet lige i løkken, eller – på rettroende islamisk vis – er med til at skære halsen over på sig selv. At have en person som Butt Hussain som dialogpartner er som at sætte ulven til at vogte får. Måske tror de oprigtigt, at de ”indgår i dialog”, men hvis de har hørt Butt Hussains udtalelser på TV, må de nok være begyndt at få en anelse om, hvad vej vinden blæser. Det fremgår tydeligt, hvem der ifølge ham overfalder hvem. Så hvis man for sit indre øje – hvis fantasien ellers rækker – ser horder af kristne og jøder jagte muslimer ned ad gaden, så ser man Butt Hussains virkelighed. Scenen en januardag i 2009 på Københavns Rådhusplads lukker han øjnene for. Det islamiske overherredømme var ellers ikke til at misforstå. Det blev i øvrigt gentaget på Stortorget i Malmø og i Oslo.

Mange af os oplever en anden virkelighed end Butt Hussain. Alle hunkønsvæsner uanset alder kaldes ludere (hvis de ikke er indhyllet i overensstemmelse med koranen), muslimske børn chikanerer urbefolkningens børn på grund af den mad, de spiser, jøder chikaneres, overfaldes og spyttes på, og selv mindre børn overfaldes af muslimske bander og får stjålet deres ure, penge og mobiltelefoner. I Malmø tvinges jøder til at flygte. Det racistiske klima i Malmø skyldes både en ekstrem islamistisk ghetto – Rosengården – og en antisemitisk borgmester. Disse i uskøn forening arbejder ihærdigt på at gøre Malmø fri for jøder. Hitler har ikke levet forgæves. Men heller ikke i København ser det meget bedre ud, og veluddannede danskere er begyndt at flygte fra den muslimske chikane mod jøder og rejse til Israel. I de danske ghettoer er såvel nord- som syddanskere uvelkomne og chikaneres ud. Dette gælder i øvrigt også homoseksuelle samt kvinder, der ikke ønsker at indhylle sig.

Kristne medborgere overfaldes, jødiske medborgere forsøges smidt ud af deres eget fædreland. Dette sker ikke kun i de skandinaviske lande, men overalt i Europa. Vi bliver af de importerede gøgeunger forsøgt puffet ud af vores egen rede og er blevet de fremmede i de lande, vi hidtil har kunnet kaldes vores. Måske kan man håbe på, at Butt Hussain vil gøre noget ved den xenofobi, som har grebet hans trosfæller mod urbefolkningen? Hvis han da ellers kan se bjælken i sit eget øje.