Forklædt som sufi
Af Helle Merete Brix, HRS
Er der noget, der klinger godt i europæiske ører, når det gælder islam, er det begrebet sufisme. Prædikanter, der slår sig op på at beskæftige sig med sufisme, islamisk spiritualitet, betragtes automatisk som moderate. Hvad man glemmer er, at sufisme igennem tiden har dækket både over både mystikere, der blev klassificeret som frafaldne af den ortodokse islams repræsentanter og af sufier, der praktiserede deres Gudsforhold inden for shariaens rammer.
Senest bliver man mindet om dette, når man læser en af Norges kendteste muslimske frontfigurer, Muhammad Usman Ranas reklame på Dagsavisens portal Nye Meninger for et aktuelt besøg. Besøget gælder Abdal Hakim Murad, der blandt andet i morgen taler i Litteraturhuset i regi av Minotenk.
Murad er en britisk konvertit til islam, der i dag blandt andet underviser i islamiske studier på Cambridge Universitet. Murad, der engang hed Tim Winter, er også i færd med at tage en doktorgrad på Oxford Universitet, hvor han studerer forholdet mellem staten og sufibroderskaberne i det osmanniske rige. Ligeledes har han studeret ved Al Azhar Universitetet i Cairo og boet tre år i Saudi Arabien.
Men er Murad moderat? Er han en person, som “den norske offentlighed har godt af at lytte til”? Er det betryggede, når Rana videre skriver, at Murad er til “inspiration for mange norske muslimer”?
Terrorister skal dømmes efter sharia
Rana fortæller om den britiske gæst, at “Murads filosofi er centreret omkring islamisk spiritualitet, også kendt som sufisme. Sufismen er ifølge ham en af de stærkeste kure mod ekstremisme blandt muslimer, og fra sit konservative ståsted har han det sidste tiår ledet en ideologisk krigsførelse mod voldsromantikere i muslimske rækker. Han (Murad, red.) hævder, at modernistiske og ekstremt bogstavtro retninger har kapret definitionsmagten……”
Murad skulle ifølge Rana opfatte traditionel islam som havende “dynamiske og akademiske tolkningstraditioner som beskytter troen mod radikalisme”.
Her er vi ved sagens kerne. For selv om man ikke agiterer for jihad, er man ikke nødvendigvis en stemme, som den norske offentlighed har gavn af at lytte til eller en prædikant med budskaber, der vil bane vej for en lettere integration. Det akademiske aspekt i islam kan som regel sættes lig med hadith-traditionen.
På internettet kan man finde en række artikler af Murad. For eksempel en artikel, der øjensynligt er skrevet kort efter terrorangrebet på USA 11. september. I artiklen tager Murad afstand fra angrebet, men skriver samtidig, at “det er sandt, at der ikke er faldet dom, og at i Sharia´en er mistænkte uskyldige indtil de er dømt. Imidlertid er det også beklageligt, at disse mistænkte ikke vil blive retsforfulgt efter Sharia loven…”. De ortodokse sufier
Det er altså sharia, der er referencen. I Oslo vil Murad blandt andet tale om hvorvidt de liberale samfund kan tolerere islam. Snarere bør man spørge, om Murads islam kan indpasses i de liberale samfund? Murads besøg ligner noget, man efterhånden kender alt for godt i Europa og Skandinavien, hvor ortodokse repræsentanter for islam, maskeret som moderate, indgår som samtalepartnere for politikere, statslige institutioner med mere. Og hvor de opfattes som et bolværk mod radikal islam, mod terrorisme.
Det er således ikke overraskende at finde Murad blandt tilknyttede undervisere til Deen Intensive Foundation. Instituttet, der ligger i USA, skriver på sin hjemmeside, at et formål er at bevare og udbrede grundlæggende, hellige tekster fra traditionel islam. Et kommende seminar i Tyrkiet har overskriften “Living Faith – Imam Al-Ghazali and the path to salvation”. Ghazali, der levede i det 11. århundrede, regnes for sunni-islams største og mest indflydelsesrige teoretiker. Han var både sufi, teolog og jurist. Han havde for eksempel et barsk syn på kvinden, som han mente var synonym med Satan. Som Hege Storhaug skriver i Men størst av alt er friheten:
Abu Hamid al-Ghazali (1050-1111) anses som den største og mest innflytelsesrike teoretikeren i islams historie. Ghazali hevdet at ingen kraft er en større trussel mot det muslimske samfunnet enn kvinners seksuelle kraft, og kvinnen og satan derfor var to sider av samme sak. Ghazalis arbeid reflekterer essensen i hva Muhammed presenterte flere århundre tidligere; å legge forholdene til rette for mannens hengivenhet til Allah ved optimal kontroll av ”fristerinnen”, samt å sørge for at mannen har optimal seksuell tilgang.
(…)
Å kalle de første århundrene etter Muhammeds død for islams gullalder, er utvilsomt misvisende i et kvinneperspektiv. I den muslimske verden generelt, har kvinner, slik jeg forstår det, aldri hatt en gullalder. Det var nettopp i den såkalte gullalderen at ikke bare islam som sådan ble tolket og utformet. Kvinners status ble også forklart av de fremste ideologene. Et beryktet og hyppig sitert utsagn fra den såkalte gullalderen, står al-Ghazali for, et utsagn som sier det meste om hvilken status kvinnene ble tillagt og som er flittig sitert i litteratur om islam og kvinner: ”Hun bør holde seg hjemme og arbeide med å spinne, hun bør ikke gå ofte ut, hun må ikke være godt informert og hun må heller ikke snakke med naboene og bare besøke dem når det er helt nødvendig. Hun bør ta seg av mannen sin og respektere ham når han er til stede og når han er borte, og prøve å tilfredsstille ham i alt. Hun må ikke bedra ham eller mase til seg penger fra ham. Hun må ikke forlate huset uten hans tillatelse, og hvis hun får denne tillatelsen, må hun gå ubemerket. Hun bør kle seg i gamle klær og gå i tomme gater og smug, unngå markedsplasser og passe på at ikke en fremmed får høre stemmen hennes eller dra kjensel på henne. Hun må ikke snakke til en av mannens venner selv om det inntreffer en nødsituasjon. (…) Det eneste hun skal bekymre seg om, er dyden sin, hjemmet sitt og bønnene og fasten. Hvis en venn av mannen hennes kommer på besøk mens han er borte, må hun ikke åpne døren eller svare ham, for å sikre seg selv og ektemannens ære. Hun bør akseptere det mannen gir henne som nok for sine seksuelle behov til enhver tid.” Ghazali advarer så menn mot kvinner fordi kvinners ”forstillelse er enorm og deres onde påfunn er farlige, de er umoralske og ondsinnede (…) Det er et faktum at alle prøvelser, ulykker og sorger som rammer en mann, kommer fra kvinner”.
På dette seminar i Tyrkiet deltager altså Murad, der også har oversat dele af Ghazalis forfatterskab, sammen med en række øvrige undervisere. Den mest prominente er den 75-årige Abdallah Bin Bayyah, der er tidligere justitsminister i Mauretanien og i dag underviser på et universitet i Saudi Arabien. Bin Bayyah er medlem af Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der er domineret af Det Muslimske Broderskab. Man må altid, når man nævner dette råd minde om, at rådet i en fatwa legaliserer dødsstraf for frafald i en islamisk stat.
De amerikanske prædikanter
Derudover deltagere på seminaret tre amerikanske undervisere og konvertitter, der også er tilknyttet Zaytuna Institut i Californien, som Rana tidligere har reklameret for og som rights.no har skrevet om.
Grundlæggeren Hamza Yusuf optræder ind imellem sammen med Bin Bayyah som hans oversætter og i en art mentor-elev forhold. Ved et kønsopdelt møde i København i 2006 betegnede han offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne som en tilskyndelse til religiøst had og opfordrede muslimer i Danmark til at vide, hvad de står for.
En anden underviser er Zaid Shakir, der på en CD har erklæret, at hvor det ifølge islam er forbudt at kapre fly med civile, er det tilladt at kapre fly med militærpersoner ombord. I en artikel i New York Times fra 2006 udtaler Shakir, at han håber at USA en dag bliver en islamisk stat.
En tredie underviser er Ustadh Yahya Rhodus, der på en video fra 2006, optaget på en koranskole i Yemen, hvor Rhodus studerede, udtaler, at han ikke ved om han er “for eller imod” Al Qaeda.
Hvis man er moderat, hvad laver man så i dette selskab? Jeg konkluderer, at det er Murad ikke. Han er helt igennem ortodoks. Så hvad skal Norge lytte til ham for? Lad os håbe, at der bliver stillet kritiske spørgsmål til Murad, når han i morgen gæster Litteraturhuset.