Af Helle Merete BrixKøbenhavn, HRS: Dronningesalen i Det Kongelige Bibliotek i København er solgt ud. Det er 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag. Hovednavnet er den 69-årige amerikanske forfatter og feminist Erica Jong, der vandt verdensberømmelse med bogen “Fear of Flying”, der gennem sin hovedperson Isadore Wing for alvor gav stemme til kvinders drømme og seksuelle fantasier. Bogen har solgt mere end 20 millioner eksemplarer verden over og er oversat til 27 sprog.
 |
Det var i 1973, men Jong er still going strong. Senest har hun hidset gemytterne op, ikke med erotiske beretninger, men med et essay i november 2010 i Wall Street Journal, “Mother Madness”. Jong opponerer mod ideen om, at mødre skal være omkring deres børn konstant, og at moderskabet fuldstændig kan udfylde en kvindes liv. Det hører vi mere om i løbet af aftenen.
Men selvom denne aftens tema er mødre og døtre og relationer er det svært ikke at benytte lejligheden til at reflektere over, hvor meget frihed man har som kvinde i Europa. Ganske vist ikke alle kvinder, og det er værd at have i erindring, at vi sidder i samme sal, som Hizb ut-Tahrir januar i år fik lov at holde møde i. Mødet var naturligvis kønsopdelt.
Vestlige feminister og islamisk undertrykkelseIntroduktionen til aftenens program varetages bandt andet af Elisabeth Møller Jensen, mangeårig leder af KVINFO, det danske Center for Information om Kvinde-og Kønsforskning. Møller Jensen indskriver sig efter min opfattelse også i den ret omfangsrige gruppe af vestlige feminister med mærkværdige standpunkter omkring islam og kvindeundertrykkelse.
Da jeg i 2006 besøgte KVINFO bemærkede jeg således, at der i rækken af kvindeportrætter i korridoren hang et billede af den hijabklædte socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid, der i en periode var Danmarks første tildækkede TV-studievært. Man kunne vel lige så godt have placeret et kyskhedsbælte på væggen.
Det var også Elisabeth Møller Jensen, der i 2006 i dansk dagspresse kommenterede Ayaan Hirsi Alis film “Submission”, filmen, der kostede instruktøren Theo van Gogh livet. Filmen var, skrev Elisabeth Møller Jensen, ”stærkt ubehagelig og destruktiv”, en ”1001 nats perversion” og en film, der ”misbruger vold mod kvinder til at legitimere et ideologisk, vestligt felttog mod islam”.
Kontrollen af den arabiske kvinde
 |
Også aftenens gennemgående musikalske indslag, mellem digtoplæsning og film, bliver igen en påmindelse om at frihed ikke er noget alle kvinder i Europa kan tage for givet. Den palæstinensiskfødte perkussionist Simona Abdallah trommer publikum igennem overgangene til de forskellige indslag. Hun er, fortæller hun, måske den eneste kvinde i Skandinavien med arabisk baggrund, der spiller darbouka, den vaseformede arabiske tromme. Hun gør det fremragende.
Abdallah, i sort vest, sorte bukser og sort krøllet hår, interviewes også på scenen. Hun snakker ligefremt om det vanskelige ved at få lov at spille trommer, at være kunstner, når man har arabisk baggrund. Når hun er blevet så god til at spille tromme, skyldes det, fortælle hun, at hun i puberten lukkede sig inde på sit værelse og trommede løs: “Det var det eneste, jeg fik lov til”.
For når puberteten indtræffer for en arabisk og muslimsk pige, indfinder “kontrol og undertrykkelse” sig også, som Abdallah forklarer. Hvor Abdallahs far endelig tog sig sammen og på et tidspunkt så sin store datter optræde, har moderen endnu ikke set Abdallah på scenen. Spørgsmålet for Abdallahs mor er altid, forklarer Abdallah: Hvad tænker familien? Og hun fortæller, at “da jeg begyndte at give koncerter, var jeg altid nervøs for, om der skulle være indvandrere blandt publikum.”
I interviews med Abdallah i medierne har man kunnet læse at hun flyttede til København efter en skilsmisse, og at det var her, hendes karriere begyndte at tage endelig form. I dag spiller hun blandt andet i Middle East Peace Orchestra.
Mother Madness
Men aftenens hovedattraktion er naturligvis Erica Jong. Det er ikke til at se at Jong rent faktisk er på vej mod de 70 år, da hun iført blomstret, kort kjole, stiletter, stort hår og fuld make up stiger op på scenen sammen med sin danske interviewer, journalisten Lene Johansen. Jong fortæller ikke kun om “Mother Madness” men naturligvis også om blandt andet sin gennembrudsroman “Fear of Flying” og “the zipless fuck”, som blev introduceret i romanen. I alt har Jong udgivet mere end 20 bøger, digte, romaer og essays.
Humoristisk og selvsikkert og meget amerikansk – Jong får introduceret begrebet coaching tre gange i løbet af aftenen – leverer Jong angreb på Det Republikanske Parti og abortmodstandere, på “narcisistiske mødre” som Madonna og Angelica Jolie og på mænd, der er bange for stærke kvinder. Ligesom hun på TV har harcelleret mod de mænd, der har misforstået hendes essay om “Mother Madness” og mener at Jong er fjendtligt indstillet over for moderskab. Disse mandlige journalister er naturligvis “mandschauvinister”. Det er helt rart at høre Jong komme med en kærlighedserklæring til sin nuværende og fjerde mand, dog formuleret på hendes egen måde. Det tog Jong “tre ægtemænd” at finde en vidunderlig fjerde, forklarer hun.
Kvinders valg og kvinders etnicitet
Erica Jongs egen mor malede, men lod altid Erica og de andre børn høre, hvordan hendes karriere var blevet saboteret på grund af arbejdet med at have børn. Jong selv opnåede verdensberømmelse og tjente masser af penge. Men det kontinuerlige arbejde med at være på bogturneer havde naturligvis en pris i forhold til datteren, som Jong var alene med.
Aftenen med Jong og de øvrige kvinder minder mig om noget væsentligt: At kvinder i dag har et valg. De kan vælge at gå hjemme og passe børn, sådan som Jongs datter Molly Jong-Fast har valgt at gøre det. De kan vælge en karriere, gå efter lederstillinger eller deltidsstillinger. Men de kan vælge. Ingen ægtemand eller far kan forhindre en ung kvinde i at få en uddannelse eller tvinge hende ind i et ægteskab, hun ikke ønsker at indgå.
Vel at mærke, hvis der er tale om en europæisk kvinde. Da Jong dramatisk afslutter aftenen med med en opfordring til yngre kvinder om at stille sig på feminismens skuldre og gå ud og forandre verden – og får stående ovationer – tænker jeg at der mangler noget: Et ønske om at den frihed, som kvinder har i dag i Vesten må komme til at gælde for alle kvinder på dette kontinent. Uanset kvindernes etniske og religiøse baggrund.
Jeg kunne ønske mig, at dette forhold måtte få en større prioritet for de vestlige feminister.