Optimister i en revolutionstid
Af Helle Merete Brix, HRS
(HRS, København): De dramatiske omvæltninger i Egypten, Tunesien og Libyen sætter spot på Mellemøsten som sjældent før. Den liberale tænketank CEPOS i København havde forleden besøg af en af Israels kendteste journalister, Elihu Ben-Onn.
Berlingske Tidende havde samme dag inviteret den nu verdensberømte egyptiske blogger, Sandmonkey, alias Mahmoud Salem, der også er en af frontkæmperne i revolutionen i Egypten til landet. Salem blev modtager af avisens nyindstiftede ytringsfrihedspris.
Interessen for udviklingen i Mellemøsten er stor, og ved begge besøg var der stuvende fuldt i lokalerne. Og hvor det er sjældent at israelere og egyptere er særligt enige om udviklingen i regionen, udtrykte de to foredragsholdere en fælles følelse i forbindelse med omvæltningerne i de arabiske lande: Optimisme. Forsigtigt udtrykt på CEPOS og mere højstemt på Berlingske Tidende.
Mellemøsten intet rart nabolag
Elihu Ben-Onn, der har boet hele sit liv i Jerusalem, har blandt andet været chefredaktør ved radiomagasinet “Yoman Haboker” i 11 år. Han er pensioneret brigadegeneral og tidligere talsmand for det israelske politi. I sit foredrag koncentrerede Benn-Onn sig om at fortælle om Israels historie, om mediernes dækning af den israelsk-palæstinensiske konflikt og om, hvad omvæltningerne i de arabiske lande kan komme til at betyde for stabiliteten i regionen. Mellemøsten er “ikke er et rart nabolag”, som Ben-Onn udtrykte det.
Blot ved at fortælle om sin egen historie gav Benn-Onn et indtryk af, hvordan det er at leve i landet. Israel har værnepligt for både mænd og kvinder, og hans “cool” datter arbejder som instruktør af soldater, der skal køre tanks. Selv huskede han, hvordan han som dreng så sin skole blive sat i brand under seks-dages krigen i 1967.
I 1973, året for Yom Kippur krigens start, hvor Egypten og Syrien angreb Israel på den helligste dag i den jødiske kalender, var Benn-Onn selv skytte på en tank, der kørte ind i Jordan.
Hamas stoppede demonstrationer
Ben-Onn understregede, at for ham er konflikten i Mellemøsten en konflikt om værdier. Den må løses ved samtale men kræver at modparten anerkender staten Israel. Han udtrykte stolthed over at Israel er et demokrati og et land, der står for menneskerettigheder, kvinders rettigheder med mere. Israels naboer deler ikke disse værdier, påpegede foredragsholderen, der syntes at alt for mange journalister besøger Israel uden at kende til landets historie: “Vi vil gerne have en fair og balanceret dækning af Mellemøsten.”
Men Ben-Onn syntes selv at gå uden for denne linie, da han proklamerede, at israelske medier er objektive og siger sandheden. Her glippede HRS´ udsendte med øjnene. For ingen medier siger vel sandheden. Man kan tilstræbe at gøre det. Men den objektive journalistik. Findes den?
Snarere er sagen vel den, at Israel har en række forskellige stemmer og medier, der kan tilstræbe en balanceret dækning og også uden repressalier udtale sig om Israels politik. Hvorimod palæstinenserne, som Ben-Onn rigtigt påpegede, stort set kun har de officielle kanaler. Fatah-bevægelsen sidder på Vestbredden, Hamas regerer i Gaza. Palæstinensere, der taler deres styrer imod, kan frygte at blive hentet om natten. Da unge palæstinensere tidligere i år gik på gaden i Gaza i solidaritet med egypterne, stoppede Hamas omgående demonstrationerne.
Hellere kold fred end varm krig
Et spørgsmål fra salen om Europas støtte eller mangel på samme til Israel, affødte et svar fra Ben-Onn, hvor han blandt andet udtalte, at Israel er “skuffet over Europa. Gudskelov er USA anderledes og Israels bedste ven”.
Flere spørgere ville gerne have uddybet, hvordan omvæltningerne i de arabiske lande kan tænkes at få betydning for Israel. Ben-Onn mente, at “der er et positivt potentiale til stede. Demokratier går ikke i krig med hinanden. Og også Det Muslimske Broderskab, der er en radikal gruppe, har udtalt at de ikke vil bryde fredsaftalen med Israel”.
Her kunne man måske diskutere, om der er grund til at have tillid til Det Muslimske Broderskab. Under foredraget havde Ben-Onn også udtalt, at nok er der måske tale om en kold fred med Egypten, men: “Hellere kold fred end varm krig”. Og hvad man end kunne mene om Egyptens afsatte diktator Hosni Mubarak, påpegede foredragsholderen, havde han sørget for stabilitet i regionen.
Gennembanket af sikkerhedspolitiet
Men hvad skal så menige egyptere, der ønsker mere frihed i landet gøre? Kan man forlange, at de også i fremtiden accepterer styrer som Mubaraks med brutalt sikkerhedspoliti, menneskerettighedskrænkelser og det hele? Næppe. Netop denne problematik blev anskueliggjort på Berlingske Tidende, hvor den verdensberømte blogger Mahmoud Salem holdt foredrag og også modtog Berlingske Fonds nyindstiftede ytringsfrihedspris på 20.000 kr.
“Rantings from a Sandmonkey” læses i dag af millioner af mennesker verden over. Den vittige og speedsnakkende Salem, der er forretningsmand og demokrati-aktivist har været en af frontfigurerne ved demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Cairo. Han har således på egen krop oplevet at blive gennembanket at sikkerhedspolitiet. Og han fortalte om, hvordan man kunne bruge de sociale medier, facebook og twitter: Facebook til at indkalde til demonstration. Twitter til at fortælle, at man var blevet arresteret.
Tildækning og grimme kvinder
Salem begyndte at blogge da han kom hjem fra USA i 2004: “Egypten er et konformt samfund. Jeg ville være en afvigende stemme”.
Bloggeren fortalte om de første demonstrationer, han arrangerede for år tilbage. Han stod bag støtten til Danmark under Muhammed-krisen med blandt en opfordring til at boykotte boykotten af danske varer. Han arrangerede også en demonstration mod terrorisme, der blev forbudt i sidste øjeblik med den begrundelse, at den kunne være vendt mod Mubaraks styre. Men en demonstration mod den udbredte seksuelle chikane af kvinder i Egypten, blev gennemført.
-Det egyptiske samfund vil ikke tale om den seksuelle chikane af kvinder. Synspunktet er ofte, at hvis kvinder bliver chikaneret, er det deres egen skyld.
Salem havde i øvrigt denne bemærkning om hovedtørklæder:
-Begrundelsen for tildækning er, at ellers vil mænd kaste sig frådende over dem. Men de tildækkede kvinder er så grimme. Så jeg tænker: Du gør det for min skyld? Lad være, det er ikke nødvendigt.
Hvilken europæisk mand kunne mon slippe afsted med en sådan bemærkning?
Retten til frihed
Mere alvorligt er spørgsmålet om, hvad der nu skal ske i Egypten? Salem, hvis egen mor har siddet i parlamentet for Hosni Mubaraks parti, er indblandet i dannelsen af et nyt politisk parti. Egypterne har netop stemt ja til forfatningsændringer. Men hvad med for eksempel Det Muslimske Broderskab?
Salem forklarede forsamlingen, at han var optimist. Naturligvis ville det tage tid at bygge et nyt Egypten op. For egypterne har været vant til “Mubarak som Big Daddy.” Men det ville lykkes.
Salem understregede, at Egypten ikke ville blive Afghanistan. At Det Muslimske Broderskab havde været voldsomt undertrykt under Mubarak og naturligvis skulle have lov at blande sig i politik. Men: “Spiller de på frygt, må vi spille på håb”.
Og hvad med forholdet til Israel? Hvad med fredsaftalen?
-Der bliver ingen krig. Men Israel må indstille sig på ændringer, så som åbningen af grænsen mellem Egypten og Gaza. Nogle ønsker stabilitet, selv hvis det betyder at Mubarak skulle komme tilbage. Men jeg har ret til min frihed.