Ralf Pittelkow, publisert i jp.dk, gjengitt her med forfatterens tillatelse
Vesten greb ind i Libyen med det erklærede formål at beskytte civilbefolkningen i Benghazi og andre steder mod et blodbad. Det er nu sket med bombardementerne fra luften.
Men med disse bombardementer har Vesten også grebet ind i borgerkrigen mellem Gaddafi og oprørerne. Uden dem ville sidstnævnte ikke have oplevet nogle dages militær fremgang (som nu synes stoppet). De vestlige lande og Nato fastholder, at man er neutral og ikke går efter at vælte Gaddafi. Sådan er de nødt til at sige, hvis de skal holde sig inden for FN-mandatet i resolution 1973, der alene taler om beskyttelse af civilbefolkningen. Men reelt bidrager Vesten til at underminere Gaddafi. Det er dog et bidrag, der stadig er begrænset af FN-mandatet, selv om man tolker dette så bredt som muligt. Mandatet tillader ikke, at koalitionen militært nedkæmper diktatoren.Vesten hænger således på opgøret i Libyen, men uden at være i stand til at få det gjort færdigt. Det er en ubehagelig position. Derfor beder alle i Vesten til, at Gaddafi snart bliver væltet på anden vis. Det kunne ske ved, at Gaddafis regime går i indre opløsning, eller ved at oprørerne får det militære overtag, eller ved en kombination.Men hvad nu, hvis det ikke sker? Man kan forsøge at overtale Gaddafi til at forlade Libyen. Men det vil han næppe, og hvis han bliver siddende i Tripoli, vil der ikke komme fred og stabilitet. Så langt kan de fleste blive enige. Til dem hører de to tidligere danske udenrigsministre Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft. Deres holdning gav en del medieomtale, men desværre glemte man at stille dem spørgsmålet: Hvor langt skal Vesten gå for at få fjernet Gaddafi? Det er jo der, hele problemet ligger. Skal koalitionen gå hele vejen og føre regulær krig mod Gaddafi, formentlig med indsættelse af landstyrker, hvis diktatoren klamrer sig til magten? Hvis man gør det, vil man lodret bryde FN-mandatet, og man vil risikere at hælde benzin på de antivestlige følelser i de arabiske lande. Præsident Obama siger kategorisk, at USA ikke vil inddrages i en sådan krig. Den amerikanske befolkning ville da også afvise et ”nyt Irak”. I det hele taget tyder intet på, at Nato for slet ikke at tale om den brede koalition vil kunne holde sammen om dette.Det er blevet sagt mange gange – og med rette – at Vesten røg hovedkulds ind i Libyen uden en klar strategi. Men under denne forvirring ligger en dybere uklarhed om Vestens rolle i verden.Længe har der været en forestilling om, at vi i Vesten med USA i spidsen kan gribe ind for at beskytte mennesker overalt i verden, hvis bare vi vil. Det er alene et spørgsmål om moral. Den holdning har også ligget i luften i debatten om Libyen.Som det hed i en sang fra det britiske imperiums storhedstid: »We’ve got the ships, we’ve got the men, we’ve got the money, too«. Men Vesten er i dag under pres. Det kan hverken politisk eller økonomisk holde til at føre en omfattende krig i Libyen – eller for den sags skyld i Syrien. Vesten har påtaget sig en opgave med beskyttende bombardementer. Man vil også ramme Gaddafi med sanktioner. Men Vesten må gøre både sig selv og den arabiske verden klart, at ansvaret for det endelige opgør med Gaddafi må være arabisk. Det ligger hos oprørerne, hos kritiske folk inden for Gaddafi-regimet og hos de andre arabiske lande. Forhåbentlig blev det slået fast på tirsdagens store konference i London.Libyen kan blive et lærestykke i fremtidens grænser for Vestens magt.