Wahhabisten og kvinderne
Af Britta Mogensen, HRS
Wahhabisten Bilal Philips har lige optrådt i Göteborg og i København. Når en notorisk opvigler som denne hadprædikant bliver tilladt adgang til vores lande, kan han opfordre til mord på homoseksuelle og vold mod kvinder og andre lovovertrædelser helt straffrit og lægge de mennesker, hans gud ikke kan lide, for had.
I Sverige blev han inviteret af TUFF (en rabiat islamistisk ungdomsorganisation) og i Danmark af Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling Munida. Wahhabismen er hjemmehørende i Saudi-Arabien, og Islamisk Trossamfund er wahhabismens højborg i Danmark.
Det Islamiske Trossamfunds ledere føler sig som herrer i vores hus og håner alt, hvad vi har kært ved arrogant at invitere de sorteste og usleste mørkemænd, der finder deres inhumane livsanskuelse i en hadefuld bog. De går hånd i hånd med den rabiate islamistiske organisation Hitzb ut-tahrir, der er forbudt i mange lande. Fra begge organisationer udspydes had og afstandtagen mod det land, der har taget imod dem.
De opfordrer muslimerne til ikke at have med befolkningen at gøre, ikke at lade de muslimske børn lege med de indfødte børn, ikke at lade sig integrere, ikke at deltage i de demokratiske processer, medmindre – selvfølgelig – de arbejder for at omstyrte demokratiet. Og det er der da også nogle af dem, der gør. Ikke åbenlyst og hurtigt, men i det skjulte og langsomt ved at skære en skive af salamien, når som helst det er muligt.
TUFF’s talsmand, Amanj Aziz, mener, at demonstrationerne viste, at det var blevet socialt accepteret at hade muslimer. Sædvanligt klynk og offerretorik, samtidig med, at han udtrykker sig rabiat hadefuldt mod svenskerne. Og det er lige dét, der er socialt accepteret i Sverige. Måske fordi Sverige allerede har overgivet sig til islamismen, mens danskerne stadig stritter imod. Det er i øvrigt ikke de muslimske medborgere, der bare ønsker at leve i fred blandt os andre, der er noget problem overhovedet. Det er alle de afskyelige islamister, fundamentalister, wahhabister og salafister med deres dødekult og ækle kvindesyn, der vækker så voldsom lede i langt de fleste af os.
Medierne havde i dagevis fulgt Philips’ ’karriere’ tæt, og vi var bekendt med hans hadefulde udgydelser på YouTube. Vreden var så voldsom, at wahhabisternes talsmand i Danmark, Imran Shah, syntes at få kolde fødder over, at han i den grad havde undervurderet danskernes modstand. Det var dog ikke selve invitationen, han fortrød. Han udtrykte sin harme over medierne, der var skyld i, at danskerne ydede modstand og forsøgte at overbevise journalisterne om, at wahhabisterne skam ikke går ikke ind for sharialov i Danmark. Den særlige islamiske udtryksform: taqiya og de floromvundne udtryk har journalister generelt meget svært ved at få fat i.
Da islamisternes store helt omsider dukkede op, forsøgte journalisterne at få nogle udtalelser fra Philips. Han affærdigede spørgsmålene med en bemærkning om, at han var blevet advaret imod at sige noget, der kunne ophidse danskerne yderligere. Med idolets ankomst kunne så alle de skæggede mænd og indhyllede kvinder bevæge sig ind i hallen ad hver sin indgang og på skarpt adskilte pladser. Shari’as ekstreme kønsadskikkelse var intakt.
Philips er kommet til vores lande for at tale om ’islamofobi’, dette ikke-eksisterende begreb, konstrueret af en islamist for at lukke munden på kritikere. Det, der er tale om, er islam-afsky. Og for hver gang, en af hans slags kommer til vores lande, vokser hadet og afskyen sig større og heftigere, og det samme gør modstanden. Man kan vist roligt sige, at Imran Shah har skudt sig selv i foden.
I Danmark henstillede politikerne pænt og høfligt Imran Shah om at trække sin invitation tilbage. Lærer de politikere da aldrig, at høflighed anses af fanatikere som svaghed og mødes med arrogance og et svedent grin? I Tyskland derimod, hvor Philips også mødte op, gjorde myndighederne kort proces og udviste ham for bestandigt. Her var det åbenbart tyskernes rettigheder, der lå de tyske politikere på sinde.
Det kan undre, at der er kvinder, der deltager i disse hadkonferencer. Hvem er disse kvinder? Der er sikkert en del nysgerrige imellem. Og en del, som er sådan lidt for og lidt imod shari’a, men uden egentlig at vide, hvad de skal mene. De bor jo trygt og godt her og har aldrig – som deres muslimske ’søstre’ i muslimske lande – behøvet at være bange for at henvende sig f.eks. til myndighederne med fare for at blive udsat for seksuelle og andre fysiske overgreb. Og når man ikke ved, hvad shari’a indebærer for kvinder, hvad er der så at være bange for? Men der er også en gruppe kvinder, der forventningfulde ser hen til indførelse af shari’a med alle dens bestialske straffe og ekstreme kvindeundertrykkelse. Det er blandt disse, vi – besynderligt nok – finder alle de højtuddannede.
Allerede den 24.11.2004 så vi nogle af dem i TV. Den udsendelse blev nok en øjenåbner for mange, der blev klar over, at høj uddannelse ikke var ensbetydende med integration, men tværtimod ofte betød radikalisering. Her så vi en pervers henrykkelse over mordet på Theo van Gogh: Fatima Shah, læge og med en drøm om at blive politiker. Hun blev på grund af sine udtalelser smidt ud af Socialdemokratiet (officielt ’trak hun sig’). Alysha Abu-Laban, arkæologistuderende og datter af den meget forkætrede wahhabist Abu-Laban, der indtil sin død i 2007 var leder af Islamisk Trossamfund. Han var så hadet af danskerne, at han til de flestes store glæde ’truede med’ at forlade landet. Det var en stor skuffelse, at han ikke nåede det inden sin død. Suher Othman har også truet med at forlade landet, men det går nok ligesom med Abu-Laban. Hende slipper vi ikke af med. Hun er nu blevet færdig som læge og har startet sin indhyllede karriere på Hvidovre Hospitals fødeafdeling. Som veninde til Alysha, kom det ikke som en overraskelse, da hun fortalte, at hun er medlem af Islamisk Trossamfunds ungdomsafdeling. Som så mange andre islamistiske læger i Danmark har også hun afgivet et alternativt (mellemøstligt?) lægeløfte. For at være sikker på, at hun ikke gør noget, som strider imod shari’a, fortalte hun på TV, at hun spørger imamen i Islamisk Trossamfund til råds, før hun udfører sin lægegerning. Betryggende, ikke? Det må være med bævende hjerte, at en jøde, en homoseksuel eller en islamkritiker overgiver sig til hendes ”omsorg”. Den sidste af de deltagende militante kvinder, der deltog i glæden over mordet på Theo van Gogh, Dounia Boudir, kriminologistuderende, har senere holdt en mere lav profil. Det kan jeg godt forstå. Kriminologer går ikke ind for straf overhovedet, så hendes glæde over bestialske mord kan godt virke noget hæmmende på en kommende karriere.
Men disse 4 kvinder, hvoraf 2 er læger, er formentlig kun en brøkdel af de militante fanatiske kvinder, som vi har givet tag over hovedet i vores lande. Helen Latifi og Safia Aoude tilhører nogle af de værste af slagsen. Deres blodtørst er grænseløs. Og den ene er læge!
Det er en stor fejltagelse at tro, at høj uddannelse er en forsikring mod fanatisme. Tværtimod. Man er ikke kvindelig militant islamist, hvis man er uvidende. Og det har da også vist sig, at antallet af militante kvinder stiger i takt med antallet af muslimske kvinder med høje uddannelser. Et tilfælde? Måske.