Helle Merete Brix, HRS
Siri Skare, der i fredag blev dræbt i Afghanistan, blev 52 år. Hun var gift og havde et barn og boede i Oslo. Skare var også oberstløjtnant, Norges første kvindelige jagerflyver og hun gjorde tjeneste i Afghanistan som militær rådgiver under “United Nations Assistance Mission in Afghanistan”.
Siri Skare var ubevæbnet, da en afghansk folkemængde i fredags efter bønnen trængte ind i FNs hovedkvarter i det relativt fredelige Mazar i-Sharif i det nordlige Afghanistan.
Ubevæbnet må også den 33-årige jurist og folkeretsekspert Joakim Dungel fra Göteborg have været. Dungel var tidligere medarbejder ved Krigsforbryderdomstolen i Haag. Dungel blev ligeledes dræbt, ligesom en rumænsk FN-medarbejder og fire nepalesiske vagter.
Angriberne dræbte blandt andet med knive og våben, de havde taget fra de nepalesiske vagter. To af de dræbte skulle være blevet halshugget. Flere af demonstranterne blev dræbt af vagter.
Årsagen til at omkring 2.000 mennesker demonstrerede udenfor FN-bygningen og årsagen til angrebet, som Taleban i en meddelelse til Associated Press fredag sagde, de ikke stod bag, skulle angiveligt være afbrændingen af en koran i USA. Afbrændingen blev foretaget af den stærkt islamkritiske pastor Wayne Sapp fra en lille kirke i Florida, og den blev overværet af en anden præst fra kirken, Terry Jones. Jones har selv tidligere truet med at afbrænde koranen men bakkede ud.
Når den menige afghaner kender til koranafbrændingen skyldes det formentlig, at Afghanistans præsident Hamid Karzai fire dage efter at et eksemplar af koranen gik op i flammer i Florida, fandt det nødvendigt at gå ud og fordømme handlingen.
Europa og islamisk jihad
I skrivende stund breder uroen sig i Afghanistan sig i form af angreb på NATOs styrker og antivestlige demonstrationer. Situationen rejser mindst tre vigtige spørgsmål:
1) Forskellen mellem europæisk krigsførelse og islamisk jihad. 2) Organisationen af de Islamiske Landes (OIC) rolle i at oppiske en stemning imod Vesten. 3) Spørgsmålet om nytten ved at Vesten bliver i Afghanistan.
Hvad kendetegner europæisk krigsførelse? Blandt andet at man ikke anser det for agtværdigt at dræbe ubevæbnede mennesker. At man tager krigsfanger og tilstræber at behandle dem ordentligt. At man forsøger at undgå at dræbe civile.
Europæisk krigsførelse synes derfor også at indbefatte en mentalitet, hvor man på en række punkter kommer til kort over for en modstander, der tænker helt anderledes end en selv. Den britisk-canadiske forfatter og politiker Michael Ignatieff skrev i 1993 i sin bog “The Warriors Honour” (Vintage, 1999) i et essay om Røde Kors´historie, at “den største udfordring er, hvordan man formidler europæiske regler om krig til radikal islam”.
Min påstand er, at det er umuligt. Taleban og andre militante grupper har forlængst fundet ud af, at det er en god idé at gemme sig bag kvinder og civile, når man møder vestlige soldater under en kamp. For så angriber Vestens soldater ikke. De har også lært, at det er en god idé at søge tilflugt i en moské. For Vesten angriber nødig moskeer, ligesom ingen ansvarlig soldat i Afghanistan vil finde på at lade angrebet på FN i fredags føre til en straffeaktion mod civile afghanere.
FN og sikkerheden
FN´s Sikkerhedsråd vil nu diskutere en forbedring af sikkerheden i Afghanistan. Man må også spørge: Hvordan kunne det lade sig gøre for demonstranterne at trænge ind i en bevogtet FN-bygning i Mazhar i-Sharif?
Angrebet, der er det værste på FN i Afghanistan, giver mindelser til 1993-angrebet i Irak. Her trængte selvmordsterrorister ind på Canal hotel i Bagdad, der var hovedkvarter for den samme assistant mission, der nu har været målet for angrebet i Afghanistan. I Irak dræbte terroristerne 22 mennesker og sårede 100 andre. Blandt de dræbte var FNs særlige udsending til Irak, den brasilianske topdiplomat Sergio de Vieira de Mello. FN insisterede på at optræde som en form for uofficiel oppostion til både den USA-ledede koalition og den irakiske regering. De Mello var sågar blevet beordret til at sige nej til beskyttelse fra det amerikanske militær. Terroristerne havde let spil.
Man kan konkludere: Man kan ikke optræde som neutral instans i et muslimsk land, hvis man tilhører en organisation, hvis hovedsæde ligger i Vesten og hvis tankesæt er baseret på vestlige principper.
OIC og ikke-muslimer
Organisationen af de Islamiske Lande (OIC) har også kommenteret den aktuelle koranafbrænding i Florida. Den britiske menneskerettighedsaktivist Roy Brown, der igennem en årrække repræsenterede International Humanist and Ethical Union i FNs Human Rights Commission og i efterfølgeren, Human Rights Council i Geneve, sendte mig i går en mail. Brown skriver blandt andet om drabene i Afghanistan, at “OIC bærer et tungt ansvar for denne hændelse”.
For to uger siden, skriver Brown, fik den pakistanske delegerede ved Human Rights Council, der talte på vegne af OIC, lov til at tale i otte minutter, i stedet for de tildelte tre. Den pakistanske delegerede benyttede taletiden til at protestere mod afbrændingen af koranen i USA. “Hans opflammende retorik ville have været forståelig, hvis der havde været tale om tusindvis af civile, der var blevet dræbt i et terrorangreb”.
Men hensigten syntes klar, mener Brown: At lade en tåbelig handling begået af en amerikansk “nut-case” escalere til en international konflikt, fuldstændig som OIC har gjort i forbindelse med de danske Muhammed-karikaturer. Det var også karakteristisk, skriver Brown, at i den otte minutter lange tale blev der ikke nævnt en lyd om de 200 bibler, som for to uger siden blev afbrændt af myndighederne i Iran.
OIC vidste udmærket, påpeger Brown, hvordan ville muslimer ville reagere: Gadeprotester, afbrænding og vandalisering af bygninger og “halshugning af mennesker, der absolut ingen del har i denne affære. Det var tilstrækkeligt at disse uskyldige ofre, iblandt dem nepalesere fra FNs fredsvarende styrker, ikke var muslimer”.
Vesten fortsat i Afghanistan?
Nytter det at Vesten er tilstede i Afghanistan? Man må i dag spørge sig selv, om det i det hele taget er muligt at vinde hearts and minds hos den brede afghanske befolkning. Afghanistan er et konservativt stammesamfund. Hvilke forudsætninger er tilstede for at udvikle et reelt demokrati med vækst og velstand? For kvindernes frihed? For religionsfriheden?
Lige så stor respekt jeg har for de soldater og FN-udsendte, der tager til Afghanistan for at gøre en forskel og lige så meget som jeg under den individuelle afghaner et frit liv, lige så meget mener jeg, at vi må spørge om det længere er nyttigt at vi er tilstede i landet. Mordet på de syv FN-medarbejdere sætter sagen på spidsen.
Der synes også at være analytikere, der peger på en uheldig udvikling i landet. Helge Lurås fra Norsk Udenrikspolitisk Institutt udtaler i et interview i Aftenposten (02.04), at “Hvis man ser mer av dette fremover, for eksempel om det demonstreres mot vesten hver fredag, da har man ikke et annet valg enn å trekke seg ut”. Lurås siger videre: ”Vi hadde jo demonstrasjoner etter Mohammed-karikaturene i 2006 også, men jeg har nok en følelse at det kan bli mer vedvarende nå. Blant annet fordi afghanerne muligens blir inspirert av demonstrasjonene i Midtøsten og Nord-Afrika”. Lurås mener, at udviklingen i Afghanistan går i “gal retning”.
Ja. Fredagens æreløse drab på FN-medarbejderne er en påmindelse om dette.