Af Ralf Pittelkow, Jyllands-Posten 3.april 2011
Hver dag bringer sine eksempler på integrationens problemer: En PISA-undersøgelse viser, at næsten fire ud af ti tosprogede skoleelever er så dårlige til dansk, at de er ude af stand til at fortsætte i uddannelsessystemet.
Det er ganske vist lidt bedre end i 2000. Men det er et særdeles ringe resultat i betragtning af, at de flestes familier har boet længe i Danmark, og at der er brugt mange penge og kræfter på at ændre situationen.En rapport fra Integrationsministeriet afdækker, at muslimske børn i koranskoler lærer at afvise den danske ligestilling mellem kønnene (JP 1.4.11). De får at vide, at manden er kvinden overlegen, at hun skal lystre ham, at en muslimsk mand må have fire koner, og at en muslimsk kvinde har forbud mod at gifte sig med en ikke-muslimsk mand.En rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed dokumenterer, at anden generations indvandrere med ikke-vestlig baggrund har en stor overkriminalitet sammenlignet med resten af befolkningen. Nok er deres kriminalitet faldet betydeligt fra 1990 til 2006. Men de bliver stadig dømt fire gange så hyppigt som folk med dansk baggrund. Særlig stor er forskellen, når det gælder voldskriminalitet, hvor især efterkommere fra Mellemøsten ligger højt.Flere analyser har påpeget, at den ikke-vestlige indvandring økonomisk set er en udpræget underskudsforretning for det danske samfund. Frem for alt, fordi en stor andel ikke er i arbejde. Senest har den liberale tænketank CEPOS skønnet udgiften til 16 mia. kr. om året.Indvandringspolitikken, der har begrænset tilstrømningen, har haft sine positive virkninger på integrationen. Men striben af aktuelle eksempler understreger, at den alene ikke gør det.Problemerne skyldes ikke bare sociale og økonomiske forhold. Kulturforskelle spiller en væsentlig rolle og præger også i høj grad indvandrernes sociale og økonomiske situation. Når de tosprogede unge er så dårlige til dansk, hænger det sammen med, at de lever i deres egen verden med deres eget sprog og deres egen kultur. Når mange ikke ser sig selv som danskere, hænger det sammen med en påvirkning, der trækker væk fra det danske samfunds værdier.Men i medierne anses det ofte for politisk ukorrekt at påvise disse ting. Den samme fornægtelse af kulturforskelle mærkes i forbindelse med de aktuelle begivenheder i den arabiske verden.I Egypten fik man indtryk af, at de unge moderne Facebook-brugere var repræsentanter for befolkningens holdninger. Det blev mindre omtalt, at disse unge led et sviende nederlag, da der blev stemt om en ny forfatning. De anbefalede et nej, men 77 pct. stemte ja.Ifølge en nylig måling mener langt de fleste egyptere, at islam skal spille en stor politisk rolle, og at der skal være dødsstraf for at forlade islam og for utroskab (Pew Research Center).Der har ligeledes været en tendens til at se de libyske oprørere som sande demokrater. Men det er formentlig de færreste af dem, der ønsker demokrati i vores forstand. De vil for eksempel ikke sikre religionsfrihed, hvis de får magten. Der er brug for en realistisk opfattelse af kulturforskellene. Internationalt kan det gøre os mere bevidste om, at verden ikke bare fungerer efter Vestens normer. Nationalt kan det gøre os mere bevidste om, hvilke krav der må stilles til kulturel tilpasning, hvis integrationen i det danske samfund skal lykkes.Uvilje mod at tale om kulturforskelle forplumrer en brændende aktuel debat. Den politisk korrekte blindhed er farlig.