Helle Merete Brix, HRS
Journalisten og historikeren Halvor Tjønns bog “Muhammed: Slik samtiden så ham” er for nylig sendt på gaden i Norge. Og som Hege Storhaug har kunnet berette, slagtede flere anmeldere, herunder en anmelder i Tjønns egen avis, Aftenposten, bogen. Andre kommentatorer, herunder journalisten Olav Versto, har dog påpeget at det er en vigtig bog. Det er jeg enig i.
Det er svært at interessere sig for debatten om Tjønns bog have uden at have den danske debat om Muhammed-karikaturerne i tankerne; og dermed også den bog, der satte karikaturkrisen i gang.
I september 2005 gik den danske forfatter Kaare Bluitgen offentligt ud med det faktum, at han havde vanskeligheder ved at finde en tegner, der turde illustrere hans børnebog om Muhammed. Sagen slog igennem i medierne, og senere samme måned bad Jyllands-Postens daværende kulturredaktør Flemming Rose en række tegnere om at give deres bud på, hvordan de så Muhammed. Tegningerne blev trykt i avisen, og hvad der videre skete, er det næppe nødvendigt at genopfriske her.
Muhammed og krænkelser
Der har ikke været tilløb til noget lignende i forbindelse med Tjønns Muhammedbog, heldigvis. Men selvcensuren råder. Således skriver Versto i sin kommentar, at det havde været naturligt at han i sin bogomtale havde summeret de vigtigste af hovedpersonens (Muhammeds, red.) gerninger op og havde givet en vurdering af dem: “Men jeg tør ikke. Folk er blevet dræbt for langt mindre”.
Det er ganske sandt. Man kan stille spørgsmålstegn ved Allah og kritisere sharialovgivningen. Men at røre ved Muhammed? At skrive kritisk om Muhammed? At krænke profeten? Det kan være en farlig sag.
At Muhammed i det hele taget kræver særbehandling viser en af de vrede anmeldelser. Stian Bromark skriver i Dagsavisen: “Hvis muslimernes profet virkelig var sådan, er det et mirakel at 1,3 milliarder mennesker tror på ham”.
Men det er ikke en seriøs måde at gribe en anmeldelse an på. Kriteriet må være: Hvilket troværdigt billede kan vi stykke sammen ud fra, hvad vi ved om Muhammed?
Tjønns bog er dog slet ikke en bog om, hvad Tjønn mener om Muhammed. Den er en redegørelse for, hvordan samtiden så ham. Den trækker på tre muslimske historikere, hvoraf den vigtigste er Ibn Ishag, der levede fra 704 til 767. Derudover al-Waqidi, der blev født i 748 og al-Tabari, der, efter alt at dømme, blev født i 839. Tjønn lader derudover specialister fra det 19. og det 20. århundrede, herunder den franske sociolog og historiker (og marxist) Maxime Rodinson, den danske teolog og orientalist Frants Buhl samt Martin Lings (der er troende muslim og viderefører traditionen fra de tidligste muslimske historikere) kommentere væsentlige begivenheder i Muhammeds liv .
“Muhammed” er naturligvis også blevet en bog med detaljer, der ofte diskuteres, når man kaster et kritisk blik på Muhammed. Det drejer sig blandt andet om massakren på Qurayza-jøderne. Episoden med ”De Sataniske Vers”. Muhammeds forhold til den purunge Aisha. Muhammeds begærlighed efter nye kvinder. Hans brutale behandling af kritikere.
Hvad behandling af kritikere angår beskriver bogen for eksempel mordet på Sara, en frigiven slavinde, der sang spottende sange om Muhammed. Weekendavisen havde i februar i år en længere artikel om bøger, der krænker muslimske dogmer. Heri indgik et interview med Tjønn. Forfatteren talte om, at sådanne krænkelser “går helt tilbage til Muhammed. Han var en genial politiker, som tilgav sine fjender, så snart de nedlagde våbene. Men én ting tilgav han ikke – at der blev gjort grin med ham eller at han blev hånet og spottet. Det var især digterne, der forbrød sig, og de blev ikke tilgivet.”
Muhammed som rollemodel
Igennem islams historie og til og med i dag er der særligt to karakteristika, der træder frem: Islams forbindelse med militær magt og islams undertrykkelse af kvinder.
Muhammed var interesseret i én ting: Grundlæggelsen af den islamiske, teokratiske stat. Det gjorde han, med et citat fra den afdøde danske Pakistan-missionær Jens Christensen, “ved forsvar, ved angreb, ved overenskomster, ved medlidenhed, ved barbari, ved eftergivenhed. Lige meget, bare islam blev grundfæstet som Guds rige her på jorden”.
Ser vi på, hvordan islamiske organisationer både i Mellemøsten og i Vesten gebærder sig i dag vil en række elementer fra Muhammeds tid gå igen: Accepten af jihad. Sammenblandingen af religion og politik. Understregningen af ummaens betydning frem for klanen. Brugen af taqiyya (retten til at lyve, når det gælder islams sag). Det fjendtlige syn på krænkelser af Muhammed og islams dogmer. Det rigide syn på kvinden og kvindens seksualitet. Accepten af sharia´ens barbariske straffe.
Visse islamiske retninger har Muhammed som rollemodel uden at efterleve hans krigeriske syn på alt, hvad der ikke er islamisk. De tyrkiske alevier for eksempel diskuterer i hvertfald iblandt de unge indbyrdes, om de er muslimer eller ej. Der er omkring 20 millioner alevier i Tyrkiet og omkring en million i Europa. Og også de alevier, der føler sig som muslimer, kan forene opfattelsen af Muhammed, Ali med flere som perfekte mennesker med at drikke vin, med ikke at gå i moskeen, afvise tildækning af kvinder (men kan dog samtidig opretholde et patriarkalsk syn på dem) og også den islamiske stat.
Ibn Warraq, den verdensberømte islamkritiker, der skriver for HRS, fortalte mig engang om hans bror, der er troende muslim: ”For ham var profeten en fredens mand og han ville blive højlydt forbavset, hvis du præsenterede ham for nogle af Koranens mere barske vers”.
Individuelle muslimer og afvigende retninger kan tolke Muhammed på denne måde, og det kan kun glæde os andre. Gjorde alle muslimer det, havde vi ikke noget problem med islam i dag. Men det har vi, og endda i vidt mål. Ikke mindst derfor er det nødvendigt at kaste et kritisk blik på Muhammed og se, at der går en direkte linie fra Muhammeds syn på verden til de nutidige islamiske bevægelsers syn på verden.
Derfor er bøger som Tjønns vigtige. Forstår man ikke Muhammeds liv, forstår man ikke, hvorfor islam i dag er, som den er.