Helle Merete Brix, HRS
Forleden var der nyt om de syv medlemmer af den religiøse minoritet Bahai, der siden 2008 har siddet fængslet i Iran. De syv medlemmer af Bahai blev i 2010, efter en farceagtig rettergang, idømt 20 års fængsel for blandt andet spionage mod Israel – en typisk anklage mod Bahai. I det iranske samfund anses de for at være en art kættere.
Ved en appelret blev straffene dog reduceret til 10 års fængsel. Men nu, blot seks måneder efter, har statsanklageren gjort klart, at han mener, den nedsatte straf på ti års fængsel er i modstrid med sharia. I Iran kan statsanklageren omstøde en dom på dette grundlag. De syv medlemmer af Bahai kan altså forvente en dom på tyve års fængsel.
Iran er ikke et af de lande, der er ramt af forårsfornemmelser i disse måneder, hvad angår farvel til gamle diktatorer. Men Iran er et eksempel på minoriteternes trængte rolle i de islamiske lande, og også på den rolle, som sharia i større eller mindre grad spiller i landenes forfatninger.
| skilt i vinduet: “religiøs minoritet” |
Den iransk-amerikanske forfatter Azar Nafisi påpeger i sin bog “Things I´ve been silent about” (Windmill Books 2010), at man ikke kan forklare al intolerance mod minoriteter i det iranske samfund med den islamiske revolution i 1979. Revolutionen forstørrede et eksisterende problem. I Naderi gaden i Teheran var der, da Nafisi var barn, således mange forretninger ejet af blandt andre jøder og armeniere. Ligeså almindeligt det var at handle disse steder, lige så almindeligt var det for nogle muslimer at undgå disse minoriteter, der ansås for “urene”. Mest uforsonligt var synet på tilhængere af Bahai religionen, der “kunne og skulle dræbes”. Efter revolutionen blev det pålagt sådanne forretninger og restauranter at have et skilt i vinduet med teksten “religiøs minoritet”.
Qaradawi og Egyptens koptere
Denne intolerance over for religiøse minoriteter synes indbygget i islam. I dag er lovgivningen i verdens muslimske lande i større eller mindre grad influeret eller inspireret af sharia. Det gælder ikke mindst familielovgivningen og i anliggender om ytringsfrihed og religiøs frihed. Sharia bygger på ulighed og på at sikre den mandlige muslims privilegier. Spørgsmålet om shariaens rolle er derfor særdeles aktuel, når det gælder den såkaldte facebook-revolution, anført af unge i et land som blandt andet Egypten. Også når det gælder minoriteternes fremtidige rolle.
I også vestlige medier blev der for eksempel gjort et nummer ud af, at både kristne og muslimer bad på Tahrir-pladsen i Cairo i de hedeste revolutionsdage. Snarere burde man dog hæfte sig ved, at egypterne ved en enkelt lejlighed lod Det Muslimske Broderskabs åndelige leder Yussuf al-Qaradawi stå for fredagsbønnen på pladsen. Om nogen har Qaradawi rettet hadefulde angreb mod anderledes tænkende, herunder jøderne.
Før omvæltningerne i Egypten, 1. januar i år, var der en massakre på den kristne, koptiske kirke i Alexandra. 21 kristne blev dræbt. Politologen Tareg Heggy, som HRS interviewede tidligere i år, har skrevet indgående om kopternes vanskelige situation. Heggy påpegede for eksempel, at kopterne gennem skatten betaler til Al Azhar Universitetet, sunni-islams fornemste bastion. Men ingen kopter har lov at studere her. Ligesom der i undervisningen i de egyptiske skoler er en ganske urimelig behandling af kopternes historie. Skal den mon fortsætte i det nye Egypten?
Bahai i Egypten og islams dhimmier
Bahai’erne har det heller ikke nemt i landet. Trossamfundets medlemmer har først i de senere år kunnet få et egentligt identiteskort. Uden det kan man hverken åbne en bankkonto, blive behandlet på et hospital eller studere på et universitet. Det er stadig vanskeligt for gifte bahai´er at få et identiteskort, da den egyptiske stat officielt ikke anerkender et bahai ægteskab. I et åbent brev fra egyptisk Bahai til det egyptiske folk i april i år udtrykker bahai´erne blandt andet håb om, at omvæltningerne vil føre til større samhørighed i samfundet og ikke til religiøs fanatisme.
Det er også værd at nævne, at i dagens Egypten kan en muslimsk kvinde heller ikke gifte sig med en ikke-muslimsk mand, så må manden konvertere. Det kunne være interessant at vide, hvad de unge frontkæmpere i facebook revolutionen ville synes om, at deres søstre i post-Mubaraks Egypten gifter sig med ikke-muslimske mænd? Eller om at en lillebror konverterer til kristendommen?
| dhimmi |
Apologeter for islam påstår ind imellem, at religionen grundlæggende er tolerant over for andre religioner. Og at kristne og jøderne nyder en særlig beskyttelse. Islam har fra gammel tid opereret med dhimmi-begrebet, altså det fænomen, at kristne og jøder mod at betale en særlig skat nød beskyttelse. (Men ikke andre religioner). Tilværelsen som dhimmi var og er dog udsat og usikker. Den jødisk-ægyptiske forfatter Bat Ye`or, hvis forskning er et pionérarbejde om dhimmiernes situation igennem historien, har opsummeret hvad dhimmi-status betyder: Ulighed med hensyn til rettigheder. Social og økonomisk stilling. En ydmygende og sårbar stilling.
Bat Ye`or kom i øvrigt selv til Storbritannien i 1957 som statsløs flygning. Ved oprettelse af staten Israel i 1948 blev omkring 600.000 – 700.000 jøder smidt ud af de arabiske lande eller presset til at forlade dem, ligesom jøder blev terroriseret og intimideret.
De kollektive samfund
I for eksempel Libyen, hvor der netop nu kæmpes heftigt om magten, døde den sidste jøde, Esmeralda Meghnagi, i 2002. Det blev enden på et af verdens ældste jødiske samfund, hvis historie går tilbage til det 3. århundrede efter Kristus. Der er omkring 2 procent kristne i landet, både indfødte og udenlandske. De har – naturligvis – forbud mod at missionere for deres tro. På Libyen-konferencen i London for nylig fastslog oprørere, at der ikke skal være religionsfrihed i det nye Libyen. Altså, business as usual i islam. Nej til frafald og i bedste fald en indstilling om at andre religiøse minoriteter tåles. På islams betingelser.
I februar i år mødtes repræsentanter for det jødiske samfund i Tunesien med overgangsregeringen for at bede om bedre beskyttelse. Årsagen er en antijødisk demonstration udenfor en synagoge, hvor islamister råbte “Jøder, Muhammeds hær er tilbage”. Under urolighederne tidligere i år blev en synagoge også antændt. I 2002 blev en synagoge udsat for et attentat og 21 mennesker omkom.
Den jødiske minoritet udgør sammen med den kristne minoritet omkring 2 procent i landet. Siden Tunesien fik sin uafhængighed i 1956, har det ikke været tilladt for nogen kristen-protestantisk gruppe at åbne en ny kirke.
Intolerancen over for anderledes troende forstærkes naturligvis altid, når de islamiske bevægelser vinder frem. Men kimen til intolerancen ligger i selve islam. I et samfund, hvor kollektivet er alt og individet meget lidt, er det kun naturligt at opretholde shariaens uforsonlige syn på frafald. Det bliver, med et citat fra en fatwa af Qaradawis Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, ikke et samvittighedsspørgsmål, men alt for ofte et spørgsmål om “Højforræderi”.
Retten til at leve som ikke-muslim i et muslimsk samfund med fulde borgerretigheder og accept fra det omgivende samfund er derfor ikke lige om hjørnet.