I Tabloid ble Halvor Tjønns Muhammed-biografi debattert i går. En tydelig utilpass Khalid Mahmoud (Ap), vred seg i stolen da Tjønn koblet dagens voldselementer blant muslimer som dreper i islams navn, og Muhammeds strupeavskjæringer av dem som hånet ham. Det var ”bare to” som fikk strupen skåret over, ”parerte” Mahmoud, antakelig vel vitende at påstanden ikke medfører riktighet. Det må definitivt være en belastning å være født inn i en tro der den fremste, profeten, er en drapsmann, og hans handlinger har konsekvenser den dag i dag, og der det er en plikt å forsvare alle Muhammeds handlinger. Sagt rett ut: det er meg en gåte at det er mulig å bekjenne seg til islam. Man trenger ikke å bla mange siden i Tjønns bok for å finne belegg for påstanden min. Men fremsettes denne påstanden i dagens klima i Nederland, risikerer man antakelig å bli tiltalt for hate speach – altså man tiltales for å snakke mot hat og vold, i humanismens navn.
Det er dette som er situasjonen nå som saken mot Wilders gjenåpnes 13.april. Mannen skal dømmes, melder sappho.dk under tittelen ”Sannheden er irrelevant, censur er godt”. Journalisten Arthur Legger rapporterer fra Amsterdam, og han åpnet med å fortelle om en kommentar han fikk fra Politikens redaktør, Anita Bay Bundegaard, som håper Lars Hedegaard dømmes for hate speach når saken fortsetter mot Hedegaard i Danmark 26.april.
«Retssagen mod Lars Hedegaard er nødvendig, og vi har for få af dem. Hans udtalelser stigmatiserer. De fører til farlige meninger. Det er ikke nok at imødegå hans argumenter, som man gør efter den amerikanske model. Vi har ikke den slags selvcensur. Den må påtvinges.»
Den samme opfattelse, nemlig at man bør retsforfølge «farlige meninger», selv om de skulle basere sig på kendsgerninger, har også vundet indpas i Holland og er baggrunden for retssagen mod Geert Wilders, lederen af Frihedspartiet, der står anklaget for at have kritiseret islam, Koranen og multikulturalismen.
Det, der begyndte for et år siden som nogle muntre øretæver til Wilders, er muteret til et machiavellistisk angreb på den hollandske retshåndhævelses rødder.
Rettssaken mot Wilders har betydelige korrupte trekk. Rettssaken har vært avblåst i to runder, og Wilders advokat har forgjeves forsøkt å få prosessen mot politikeren Wilders stanset. I neste uke starter imidlertid tredje runde i rettssalen.
Det sker den 13. april – og med en fanfare i form af en afhøring af professor Tom Schalken, en berømt fornyer af hollansk lov og medlem af Retten i Amsterdam, der har ivret for retsforfølgelsen af Geert Wilders.
Ulovlig indblanding
For første gang i hollandsk retshistorie vil en siddende kriminaldommer i fuld offentlighed blive udspurgt af tre dommere, den offentlige anklager, en forsvarsadvokat og hans klient.
Schalkens problem er hans ulovlige indblanding i en standende retssag, som var årsagen til, at retten i første omgang måtte afbryde retshandlingen.
Alt var tilrettelagt med henblik på en domfældelse af Wilders, indtil den 22. oktober, da hans forsvarer kunne afsløre, at dommer Schalken under en privat middag havde lagt pres på et af Wilders’ ekspertvidner, arabisten Hans Jansen, for at få ham tilslutte sig det synspunkt, at retssagen mod Wilders var retfærdig.
Trods denne afsløring afslog dommerne at lade Hans Jansen vidne. Imidlertid havde advokat Moszkowicz held til at tvinge retten til at fjerne de tre forudindtagede dommere, med det resultat, at retssagen i første omgang måtte indstilles.
Høyesterettspresidenten i landet påstår Wilders er selv skyld i den mislykkede rettssaken så langt, og Wilders beskyldes for forakt for rettsforhandlingene som ”destabiliserer” rettssystemet. Mye tyder imidlertid på at det er andre som sitter med svarteper.
To dage senere – på prime time tv – lagde højesteretspræsident Geert Corstens skylden for den mislykkede retssag på Geert Wilders. Det skete med henvisning til en udtalelse, som Wilders var fremkommet med en uge forinden:
«Min retssag er politisk og en skueproces. Hvis jeg bliver dømt, vil mine 1,5 millioner vælgere lægge en økse ved roden af vores retsvæsen.» Det fik Corstens til at udbryde: «Wilders’ omtale af sine millioner af vælgere og hans åbne foragt for retshandlingen destabiliserer vores retssystem.»
Men det, der for alvor chokerede hollænderne, var udtalelser fra to ledende juridiske eksperter, Peter Plasman og Peter van Koppen, der på tv erklærede, at «indblanding som den, Schalken har gjort sig skyldig i, hører til dagens orden i vores retssystem».
Den kommende afhøring af Schalken er blot én af en lang række af chokerende afsløringer i forbindelse med Wilders-sagen.
Hollandsk lov bygger på antagelsen om, at retssystemet er neutralt, at dets dommerstand er uafhængig og hævet partipolitik, og at sandheden vil sejre. Fra tid til anden kan der ske fejl, men sådan er det jo i alle brancher.
Det er ikke riktig eller galt som skal vurderes av retten, men opplevde fornærmelser eller ei.
Derfor kom det som er overraskelse for mange dårligt informerede hollændere, da den offentlige anklager i Wilders-sagen i oktober sidste år indledte sin forelæggelse med følgende erklæring: «Det er irrelevant, om Wilders taler sandt. Det vigtige er, om hans kritik er ulovlig.»
Ligesom §266b i den danske straffelov tager de tilsvarende paragraffer i den hollanske straffelov ikke sigte på at afgøre, hvad der er sandt, men på at straffe fornærmelser.
Jesper Langballe, Lars Hedegaard og Geert Wilders bliver retsforfulgt for deres meninger. Følgelig bestemte retten i Amsterdam i februar i år, at Wilders kun havde lov til at føre tre vidner og ikke de 18, han havde bedt om.
To uker etter fjernsynsintervjuet besluttet Corstens å lede en rettsak om en annen hatforbrytelse. Her falt det dom på bakgrunn av hvilke ”assosiasjoner” som tiltalte hadde gjort seg skyldig i. Saken er unik i landets rettshistorie, og det er mulig at Corstens tok denne saken for å berede grunnen for domfellelse av Wilders senere i år.
I marts 2008 var en ung mand ved en appelsag blevet frikendt for at have båret og solgt en t-shirt med teksten «Combat 18» og «Hvad det end kræver». Appelretten udtrykte sin misbilligelse af det ny-nazistiske budskab, der var blevet udspredt via websitet «Blood and Honour», men mente ikke, at ordene kunne føre til domfældelse.
Den 9. november 2010 besluttede den hollandske højesteret under Corstens formandskab imidlertid at bryde med hollandsk retspraksis, når det gjaldt «udtryksforbrydelser», og bringe den i overensstemmelse med afgørelser i europæisk ret.
Den 23. november resolverede den Corstens-ledede højesteret derfor, at «disse udtryk er ikke strafbare i sig selv, men i sammenhæng og i betragtning af de associationer, de fremkalder … er frikendelsen annulleret.»
Til citat forklarede fortalte bl.a. de juridiske eksperter Van Koppen og Plasman, at hollandske højesteretsafgørelser har forrang for parlamentsvedtagelser, og at de altid har præcedensvirkninger. Det var også deres opfattelse, at «denne nye retspraksis efter al sandsynlighed vil føre til domfældelse af Wilders».
På tv konkluderede den venstreorienterede jurist Gerard Spong, der er en stærk tilhænger af, at Wilders skal dømmes, og som Anita Bay Bundegaard er en svoren tilhænger af censur:
«Jeg kan ikke lade være med at slutte, at højesteretspræsident Corstens, der normalt er meget travl mand, brugte «Combat 18″-sagen til at gøre op med Wilders. … Han satte helt bevidst en fælde.»
Hvis Wilders bliver dømt, som det nu ser ud til, kan han appellere til Højesteret, men den vil også dømme ham. Han kan så appellere til Den Europæiske Menneskeretsdomstol, men der bliver han også dømt, fordi Corstens’ Højesteret nu har tilpasset hollandsk ret om hadetale og ydtryksforbrydelser til den europæiske retshåndhævelse.