Sharia-propaganda og europæisk frisind
Af Helle Merete Brix, HRS
I dag i Oslo afholder Islam Net “fred være med dig“-konferencen, der ifølge arrangørerne har som formål at afklare misopfattelser af islam. En række prædikanter, der går ind for stening for utroskab og homoseksualitet eller har forbindelser til Al Qaeda-relaterede prædikanter, skal tale på konferencen. Hege Storhaug har listet nogle af prædikanterne op i denne artikel.
I Danmark har det skabt opmærksomhed, at Bilal Philips, en prædikant, der til daglig bor i Qatar, og som har radikale synspunkter a la de ovennævnte, taler for unge muslimer i Danmark på søndag. De politiske partier skændes om, hvorvidt prædikanten skal forbydes eller blot lægges for foragt. Om han skal mødes med indrejseforbud eller demonstrationer.
Der er flere elementer, det er vigtigt at trække frem her: Dels at det er business as usual med islam. De synspunkter, der forekommer de fleste europæere – og en hel del muslimer – at være ekstreme, er blot helt vanlig sharia. En klassisk fejloptagelse i gennem årene i integrations-og religionsdiskussionen har været en opfattelse af, at islam er en religion på lige fod med andre religioner. Men det er ikke tilfældet. Islam har et eget lovkompleks indbygget og er både religion og politik.
Islam og islamismeDet betyder også, at en skelnen mellem islam og islamisme egentlig er noget kunstig. Der findes, grundet islams politiske natur, ikke nogen islamisk organisation uden et politisk formål. Der findes afvigende retninger, såsom Ahmadiyya og Alevi samt Bahai, der opstod som selvstændig religion i Iran i sidste halvdel af 1800-tallet. Ingen af dem er shariaforkæmpere. Der findes sufiretninger, der ikke er ortodokse. Og der findes naturligvis muslimer, både i Vesten og i Mellemøsten, der ikke ønsker at indføre den islamiske stat. Men de islamiske bevægelser i Vesten og i Mellemøsten er ikke blot religiøse foreninger, de har også et politisk formål: At implementere sharia´en.
Denne fejlopfattelse af, hvad islam er har fået meget alvorlige konsekvenser, ikke blot i Danmark og Norge, men i hele Europa. Politikerne har med lys og lygte ledt efter moderate samtalepartner fra det muslimske miljø men ender den ene gang efter den anden med organisationer og prædikanter, der har sharia på programmet. Hvad skulle de ellers have på programmet? De prædikanter, der i dag gæster Norge og den prædikant der gæster Danmark på søndag er ikke værre end det væld af prædikanter, der i årenes løb har gæstet Skandinavien og Europa, inviteret af såkaldte moderate islamiske organisationer. Man kan bare søge i HRS´ arkiv og se, hvem der er omtalt.
En islamisk bevægelse, der har sharia på programmet, er modelleret helt i Muhammeds ånd. Islams grundlægger var både politiker, profet og militær leder. Det er blandt andet derfor, at islamiske bevægelser, der taler åbent om jihad eller imod demokratiet, fra Hizb ut-Tahrir til egyptiske Al-Jamaa Islamiya, altid har en emir i spidsen. Emir betyder religiøs og politisk leder.
Forbud mod indrejse?Så er spørgsmålet: Hvordan skal man forholde sig til at sådanne prædikanter inviteres til Vesten? I både Australien og Storbritannien har man tidligere forbudt Philips at rejse ind. I Danmark ønsker Dansk Folkeparti også et sådant forbud over for Philips.
Men hvad med ytringsfriheden? Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard og Sapphos redaktør Katrine Winkel Holm skriver i en aktuel artikel på Sappho, at: “Hvis han ikke skulle have lov at komme til landet for at gentage, hvad der fremgår af Koranen, hadith’en, sira’en, tafsir’en og den gangbare udlægning af shariaen – den islamiske lov – måtte konsekvensen jo blive, at alle disse skrifter skulle forbydes, da de er proppet med opfordringer til vold, terror og undertrykkelse.”
At forbyde prædikanter indrejse, “blot” fordi de propaganderer for sharia synes unægteligt at udgøre et problem. Til gengæld, som de to forfattere til artiklen også påpeger, burde det være fuldstændig slut med at give offentlige tilskud til sådanne foreninger: “Folk skal have lov at agitere for demokratiets afskaffelse og samfundets opløsning, men så må de selv skaffe midlerne til deres grundlovsstridige forehavende.”
Tanken om hvor mange af de europæiske borgeres skattekroner der er gået til foreninger med sharia på programmet, kan få det til at løbe én koldt ned af ryggen. Man behøver blot tænke på den daværende britiske premierminister Tony Blair og Labourregeringens storstilede “The Radical Middle Way”-projekt, der blev søsat efter terrorangrebet den 7. juli 2005. En række prædikanter turnerede – og turnerer – i britiske byer med det formål at give unge britiske muslimer et alternativ til ekstremisme. Det var ihvertfald regeringens intention. Men de pågældende prædikanter havde og har ofte en forbindelse til Det Muslimske Broderskab. Altså, under dække af at ville være et alternativ til ekstremisme, får organisationer med en art soft jihad på programmet positioneret sig. Det er organisationer, der ikke prædiker vold og terror, men “blot” agiterer for sharia frem for demokrati.
Én ting er skattekroner, en anden er, hvad den statslige og kommunale accept af de islamiske sharia-foreninger har betydet for integrationen. Den har været katastrofal. Skandinaviens og Europas unge muslimer har stort set ingen steder at vende sig hen, hvis de ønsker at lære om en blødere udgave af deres religion end den, der er mainstream islam, med sharia, hadith og hele pakken. Der er heller ikke nogen ordentlig modpropaganda mod sharia, der henvender sig til unge muslimer. Ingen der taler dunder til dem om, at demokratiet er den eneste accceptable styreform at slutte op om, hvis man ønsker at leve i Vesten.
Der bliver en dyr pris at betale for de europæiske samfund i de kommende år. Fejlslagen integration koster, ikke blot økonomisk, men kulturelt. Hvis politikerne ikke vil tage det drastiske skridt at forbyde propaganda for shariaén, må de finde på noget andet, der kan dæmme op for disse prædikanters indflydelse. Og helst meget snart.