Hvor drømmene venderAf Helle Merete Brix, HRS
(København): “Fortæl lidt om Deres bøger”, opfordrer intervieweren Tore Leifer. Forfatteren, der får denne opfordring, er den 26-årige franske forfatter Faïza Guène. Hun er en komet i den franske litterære verden, som hun trådte ind i allerede som 19-årig med debutromanen “Kiffe Kiffe i morgen”. (KIffe betyder at elske, at synes om, red.)
Og forleden var Guène, der er så nybagt mor, at hun måtte ud og hjem med fly samme dag, på visit i København. Her deltog hun i den årlige litteraturfestival cph:litt. Guènes debutroman er udkommet i 26 lande, og roman nummer to, ”Hvor drømmene vender”, er netop udgivet på dansk. Den er tidligere udkommet på svensk og også norsk under titlen ”Drømmer for gærninger”.
Gúene er datter af algierske immigranter, men født og opvokset i Frankrig i en forstad til Paris. Der bor hun stadig. ”Jeg er fransk”, svarer hun, da Leifer vil diskutere immigrantlitteraturens plads i Frankrig. De tre romaner, hun har skrevet, understreger den unge forfatter, er ”skrevet på fransk” og udkommet i Frankrig først. I 2010 kom den seneste roman på norsk: ”Siste runde på Balto”. Galgenhumor og slangGuène understreger, at ingen af romanerne er selvbiografiske. Hverken debutromanen, der handler om en ung pige, der vokser op med en analfabetisk mor eller ”Hvor drømmene vender”. I den er fortælleren den 24-årige Ahlème, der bor i en forstad med sin far, der er hjerneskadet efter en arbejdsulykke og sin umulige lillebror Foued, der roder sig ind i kriminalitet. Under interviewet på cph:litt fortalte Guène humoristisk om, hvordan det ind imellem kan være helt behageligt at folk tror, at hendes egen barndom har været lige så traumatisk, som hun beskriver i bøgerne: ”Det kan være rart at få medynk”.
”Hvor drømmene vender”, der er dedikeret til mor, far og bror er dog ingen tung bog. Den er skrevet med galgenhumor, med skarp satire og masser af slang, og der er en hel ordliste bagi, hvor man kan se, hvad for eksempel Bubu, Starfullah og Akrash betyder. Guène har ønsket, at den ”skulle fremstå realistisk, man skal forstå ikke blot et miljø, men en person”.
Den er også rørende i sin beskrivelse af forholdet mellem Ahlème og den hjerneskadede far. ”Chefen”, som han hedder, der ofte ikke kan huske fra næse til mund. Hen mod slutningen rejser Ahléme og lillebroderen og faderen på familiebesøg i Algeriet. Moderen, forstår man nu, er blevet dræbt i en af de massakrer, som algierske terrorister i 1990erne foranledigede på landsbyer, hvor de udslettede børn, kvinder og mænd.
Kærlighed, sex og kriminalitetRomanen beskriver sex i frimodige vendinger, men endnu mere længslen efter den eneste ene. Ahlème og hendes veninder Linda og Nawel går ikke med tørklæder, men med drenge. Veninderne er fortabte i deres kærester, selv længes Ahlème efter en illegal indvandrer fra Serbien, der desværre udvises til Beograd. Under interviewet fortalte Guéne i øvrigt, hvordan hun selv har stået med familiemedlemmer i køen hos politiet for de, der ikke har permanent opholdstilladelse:
-Man kan i værste fald stå i køen til 2-3 om natten. Hører man ikke, når ens navn bliver råbt op, må man forfra næste dag og mister en dagsløn igen.
Ikke mindst frygten for udvisning fylder i ”Hvor drømmene vender”. Ahlème er krigerisk anlagt, og hun går ikke af vejen for at tæske sin lillebror, da han roder sig ud i kriminalitet, efter tidligere at have været i konflikt med loven. Hun er bange for, at han skal blive udvist. Ahlème opsøger hans dårlige kammerater, der alle sammen hedder sådan noget som Magnum, Spedalsk og Kakerlak. Og hun raser over hans pornoforbrug og hans duller, der ringer dagen lang.
Selv ernærer Ahléme sig ved triste og tilfældige jobs og vikariater, selv telefonsex, hvor hun stopper, da en kunde beder hende sige som en høne. Hun konkluderer: ”Jeg tror på Allah, der er min eneste vejleder og bistandshjælpen som holder mig i live”. At blive forfatterDer er også menneskelige støtter i Ahlèmes liv. Tante Mariatou, der bor i nærheden med sin mand og børn, som hun opdrager med fast hånd og samtidig ”bader i honning”. Og der er servitricen Josiane på Café des Histoires, som hun får kontakt med. Hun har bildt Josiane ind, at hun skriver noveller til et magasin. En af historierne, hun skriver på i sit litterære fristed, er en fortælling hvor, som Ahlème ræsonnerer, ”moralen i historien skal være virkelig tumpet, noget i stil med kærligheden kender hverken til farve, religion eller cpr-nummer….” Hun komponerer derfor en historie om en fransk kvinde, der får sig en kæreste, som hendes bror, der er organiseret i det politiske parti Front National, ikke kan lide: ”Og dig din lille luder! Jeg vil aldrig mere se dig sammen med en illegal, muslimsk, forældreløs, arbejdsløs, tidligere straffet neger!”
Guène selv læste sociologi ved universitet, men har i dag fravalgt studiet til fordel for en fuldtidskarriere som forfatter. Debutromanen solgte mere end 200.000 eksemplarer, og fra den ene dag til den anden, var Guène berømt i Frankrig og optrådte omtrent dagligt på tv. Men før hun begyndte at skrive i forbindelse med et projekt i skolen, havde hun havde aldrig drømt om, at hun skulle blive forfatter:
-Jeg anede ikke, hvordan man bar sig ad med at komme i kontakt med et forlag, at man kunne sende et manuskript ind, hvilke sociale mekanismer, der råder. Det litterære miljø er meget lukket.
Da timen med Guène er ved at være ovre, vil intervieweren lige vende det meget omtalte arabiske forår og debatten om religiøse symboler i Frankrig. Guène mener, Vesten skal passe på med at blande sig i landenes indre forhold, med at ”påtvinge folk frihed”. Og hvad angår debatten om burkaer og tørklæder i Frankrig siger hun:
-Jeg er ikke optimist. I republikkens og verdslighedens navn stigmatiserer man nu en hel befolkning. Og mange muslimer er jo født i Frankrig.
Og måske for ikke at lyde for bidsk tilføjer Guène: ”Men jeg ender nok som en gammel, sortklædt enke med en sort kat, der udspyer forbandelser over folk”.