Jean Robin: Imot islam, men for muslimer

Af Helle Merete Brix

PARIS, HRS: I Paris sidder en ung journalist og undrer sig. Jean Robin, som han hedder, har for nylig været på Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationers (UOIF) store årlige konference i Bourget, som også HRS har dækket.

Robin gik til debatmødet om islam i Frankrig, hvor blandt andre prædikanten Tariq Ramadan og Robert Menard diskuterede islam i Frankrig. Menard er grundlægger af og tidligere generalsekretær i den Paris-baserede, verdensomspændende organisation Reporters Sans Frontières (Journalister uden grænser).

Men hvor var journalisterne? Kun få franske journalister og medier som den katolske avis La Croix og Agence France Presse (AFP) skriver om Bourget-mødet, hvis talere ofte tilhører kredsen omkring Det Muslimske Broderskab og som hvert år trækker mange tusinde muslimer til. Men ingen andre journalister end Robin var til stede under netop mødet om islam i Frankrig.

Og hvorfor bliver Tariq Ramadan adlydt, når han beder om at der ikke bliver klappet ved mødet? Robin fortæller også at pressen, i dette tilfælde altså Robin, fik at vide, at der ikke kunne stilles spørgsmål. Og han ryster på hovedet over, at Menard, en af ytringsfrihedssagens pionerer, accepterer dette, erklærer sig enig med Ramadan i det meste og ikke konfronterer prædikanten med hans tilknytning til den radikale retslærde Yussuf al-Qaradawi: “En mand, der har udtalt, at Hitler gjorde et godt job”.

Omgåelsen af 1905-loven

Den 32-årige Robin er en mand, der er gået sine egne veje. Han har i årenes løb udgivet en række bøger, flere af dem på sit eget forlag, Editions Tatamis, som han stiftede i 2006. Forlaget, der har til huse i Robins private hjem i byens eksklusive 16. arrondissement, udgiver omkring fire bøger om året. Princippet er at udgive bøger, der ikke finder vej til udgivelse på andre forlag. Det er meget enkelt udførte bøger, hvor vægten er lagt på at få et vigtigt budskab frem, fremfor flotte omslag eller papir af rigtig god kvalitet.

I september 2010 udgav forlaget således “Ces Maires qui courtisent l`islamisme“ (De borgmestre, der gør kur til islamismen). Bogen er skrevet af Joachim Véliocas, der er manden bag bloggen Observatoire de l’islamisation. I bogen giver Véliocas en række eksempler på, hvordan den såkaldte 1905-lov i Frankrig, loven der fordrer skarp adskillelse mellem religion og stat, omgås af borgmestre i franske byer. De giver penge til islamiske kulturcentre og moskeer. Et aktuelt eksempel er fra Paris, hvor den socialistiske borgmester Bertrand Delanöe – i øvrigt den første franske politiker der stod åbent frem som homoseksuel – har bevilget 20 mio. euro (omkring 155 mio. norske kroner) til et stort islamisk kulturcenter, der skal bygges i 18. arrondissement inden for de kommende år.

Robin uddyber, hvad problemet med islam i Frankrig er:

-Islam i dag er landets mest priviligerede religion. Religionen vokser, både på grund af immigration og demografi. Derfor er der brug for flere moskeer. Men der er virkelig en manglende forståelse for, hvad islam er. Folk har ikke læst koranen og de kender ikke til sharia. Ligesom folk i sin tid ikke forstod, hvad nazismen var eller havde læst “Mein Kampf”.

Robin understreger, at vist er han imod islam, men: “Jeg er for muslimer og for arabere. Disse mennesker er de første ofre for islam.”

Undersøgelse og debat og russisk bestseller

I juni 2010 grundlagde Robin sit website Enquete & debat (Undersøgelse og debat), en flot og prefessionel website, der blandt andet overvåger franske medier. Det er Robin, der alene står for den. Det er her, man for eksempel kan se hans lille video og vox-pop om reaktionerne fra de muslimer, der deltager i den åbne fredagsbøn på rue Myrhha. Den franske indenrigsminister Claude Guérant udtrykte den 16. april i år ønske om at forbyde sådanne manifestationer.

Det er også her Robin netop har publiceret et interview med fokus på Robins egen mærkesag, ytringsfriheden, med den internationalt berømte filosof Alain Finkielkraut. Robin udgav en bog om Finkielkraut i 2009.

Økonomisk har det ikke været udelt nemt at gå sine egne veje. For nogle år siden, fortæller Robin, var forlaget nær gået konkurs. Men udgivelsen i 2009 af den russiske forfatter Elena Chudinovas besteller “La Mosquée Notre-Dame de Paris année 2048” (Notre Dame Moskeen år 2048) reddede Tatamis. Bogen blev ignoreret af medierne men solgte 10.000 eksemplarer i Frankrig. Robin fortæller, at forfatterens agent opsøgte et væld af forlag, men de sagde allesammen nej. Agenten døde, og forfatteren bekostede selv en oversættelse af bogen. Som altså Robin udgav.

Bogen er en politisk thriller, der foregår i 2048 i Paris, der er blevet hovedstaden i Eurabia. De kristne, der ikke vil konvertere er stuvet sammen i ghettoer. Endlösung venter.

Men er sådan en bog nødvendigvis god litteratur? Robin vil ikke tage stilling til bogens litterære kvaliteter, men han mener, der var en vigtig historie at fortælle:

-På det tidspunkt vidste jeg omtrent ingenting om farerne ved islamisering. Jeg tænkte på muslimerne som ofre. Bogen åbnede mine øjne. Og man kan gøre nogle ting i en roman, som man ikke kan gøre med andet materiale.

Robin har de internationale rettigheder til bogen, der netop er solgt til Polen og næste skridt er at forsøge at få den solgt til USA.

Frygten for borgerkrig

Til efteråret udgiver Robin bogen “Entre Espoir et Haine” (Mellem håb og had). Der er tale om transkriptioner og oversættelser fra The Middle East Research Institute (MEMRI), der overvåger tyrkiske, arabiske og iranske medier, palæstinensiske skolebøger med mere og oversætter til engelsk. Med bogen bliver materialet tilgængeligt for et fransktalende publikum.

Robin forklarer, hvad han frygter mest:

-En borgerkrig. Vi er humanister, det er vores kultur, vi kan ikke være racister. Vi kan ikke være imod mennesker på grund af deres religion. Islam regnes ikke for at være en sekt. Men sådan må man betegne wahabismen og salafismen. Wahabister og salafister islamiserer også de moderate muslimer. Måske helt op til 80 procent af de muslimer, der bor i Frankrig praktiserer næppe deres religion. De ved heller ikke, hvad sharia er.

Og Robin fortsætter:

-I medierne kritiserer man mennesker som den hollandske politiker Geert Wilders for at være imod muslimer, fordi han kritiserer islam. Men Wilders og andre ønsker at bevare samfundet som det er, et åbent, frit samfund, hvor mennesker ikke er defineret gennem deres religion eller race. Et samfund, hvor mennesker kan skifte religion. I islam er frafald ikke tilladt. I praksis i Frankrig betyder det, at du udstødes af dit lokale samfund, at du trues på livet eller overfaldes.

Umuligt at være patriot

Robin mener, at folk som Jean Marie Le Pen (grundlægger og tidligere leder af Front National, red.) og Francois Mitterand (Frankrigs præsident i årene 1981-1995 samt leder af socialistpartiet, red.) har gjort det nærmest umuligt at være patriot, at være stolt af sit land.

-Le Pen har gjort alt det her til et spørgsmål om race og ønsker ingen folk udefra. Men det har intet med race at gøre, og den immigration, der er problematisk er den, der foregår gennem familiesammenføring med mere.

Tidligere i år kom Robins egen bog “La Nouvelle Extrême-Droite” (Det nye ekstreme højre) på det schweiziske forlag Xenia. Robin uddyber bogens tema:

-Medierne har igennem de seneste mange år forklaret os, at hvis man vil forsvare sit land, hvis man er imod immigration, betragtes man som et dårligt menneske, man tilhører det yderste højre. Medierne dæmoniserer mennesker på denne måde. Det er islam, der er det yderste højre. Tariq Ramadan støtter for eksempel dødsstraf men tillader sig at betegne en filosof som Finkielkraut som “reaktionær”. Islam er mere ekstrem, en jødedom og katolicismen nogensinde har været.

Igen fastslår Robin, at det ikke er muslimer, han har noget imod:

-Muslimerne er ikke onde. Jeg bryder mig ikke om de, der taler om, at de skal rejse fra Frankrig. De fleste af muslimerne er født her. Vi må forklare dem, hvordan tingene fungerer her. Og så må vi bede de mest ekstreme om at rejse.