Rita Karlsen, HRS
Det kunne vært vår egen integreringsminister Audun Lysbakkens ord, særlig hva gjelder ”streng og rettferdig”, og særlig hvis vi dempet ned streng og fremhevet rettferdig, men blott ville det hele falle med ”fornuftig”. For norsk innvandrings- og integreringspolitikk er alt annet enn fornuftig, den er heller svært ufornuftig.
Hadde noen (les Fremskrittspartiet) tatt til ordet for noe lignende i Norge, ville det skapt ramaskrik i media der alle andre politiske partier ville løpt om kapp for få komme på forsiden med krigstypeoppslag av typen Rasisme! Useriøst! Hat! Diskriminering! Rasehets! Men de samme ville holdt klokelig kjeft om at vårt velferdssystem nettopp bygger på forskjellsbehandling, og det samme gjør integreringarbeidet i dette landet, nettopp fordi vi er forskjellig.
Den som derimot skulle forklart oss hvor uklokt en slik forskjellsbehandling vil være, er utenriksminister Jonas Gahr Støre. Her blir integreringsminister Lysbakken for liten, og for øvrig er det ikke han som bedriver med innvandringspolitikk, men med integreringspolitikk (ja, skillet er meningsløst). Den som skal bedrive med innvandringspolitikk er justisminister Knut Storberget, men han finner det alltid mer betimelig å la statssekretær Pål K. Lønseth opptre som en setteminister. For det er noe kinkig med at justisministeren skal uttale seg om innvandring, ”folket” kan da assosiere til politiet, endog PST, som er det vi forbinder justisministeren mest med. Men Gahr Støre ordner opp, og har dessuten stor tillit i folket. Han ville sagt:
– Vi holder fast ved velferdsstatens universelle karakter, det skal stilles krav, men de må selvsagt gjelde alle. Noe annet vil være et fundamentalt negativt syn på mennesker med innvandingsbakgrunn.
Så ville han lagt til at han er skremt, at forskjellsbehandling er mistenkeliggjøring av noen mennesker, at det er rasisme, fremmedgjøring og fiendtlig stigmatisering – og at Norge ikke ville gått rundt uten (arbeids)innvandring.
Ups!? Næmen, se det du, Gahr Støre har allerede sagt (nesten) dette til VG Nett. Det gjorde han som et tilsvar til FrPs Christian Tybring-Gjedde sin tale på helgens landsmøte. For i denne talen hevdet Tybring-Gjedde at innvandringen fra muslimske land må begrenses kraftig. Det fikk blant annet Gahr Støre til å rykke ut med et kraftig forsvar av islam og troende muslimer, som han uttrykte det. (Antyder Gahr Støre med dette at det eksisterer ikke-troende muslimer? Er det i så fall de muslimene som ikke orker å stå i kampen med å være frafallen? Jeg skal ikke si mer om det).
Gahr Støre og Tybring-Gjedde må bare krangle om muslimer, islam og innvandring, men det skal vel ikke stikkes under en stol at muslimske land ikke akkurat er overlegne hva gjelder samfunnsutvikling? At muslimer i hundretusentall flykter fra sine land og sine ledere, og velger land som er ikke-muslimske? Strømmen går da ikke motsatt vei? At de er muslimer teller nødvendigvis ikke i seg selv, men skal vi også stikke under en stol at land etter land nettopp møter de største integreringsutfordringene blant muslimer?
Vi skal stikke det under en stol, ja. Ja vel. Da sier jeg ikke mer om det.
Så la oss da heller legge på bordet at dagens innvandringspolitikk i Norge er utformet etter det svakeste ledd. Den ”strenge og rettferdige” innvandringspolitikken regjeringen, og Gahr Støre spesielt, har gjort seg til talsmann for, handler om å stenge flest mulig ikke-bidragsytere ute av landet, uten å si det høyt (overføringsflyktninger holdt utenom). Derfor består innvandringspolitikken av et nåløye for å komme inn og resten er regler som har til hensikt å avdekke og kontrollere for juks, løgn og fanteri. Det er den strenge biten. Den rettferdige biten skal være at alle behandles likt, uansett hvor forskjellige de er. Og ja, alle politikere vet at the gateway to Norway er gjennom ekteskap, men det er jo åpenbart logisk at så å si alle somaliere finner en ektefelle i Somalia, akkurat slik som amerikanere i Norge henter ektefelle i USA (ops, ikke det nei? Vel, under stolen med deg).
Knapt noen ting i dette landet er så hyklerisk som innvandringspolitikken. Når Gahr Støre skal målbære Arbeiderpartiets nye linje, den med krav og plikter, har de nettopp forankret hele tilstramningen med lat ikhetsprinsippet – skal gjelde for alle. Det er et budskap som gjør det lettere å selge en innstramning, men Gahr Støre vet bedre: alle kan ikke bidra på samme måte. Ergo vil det være komplett umulig at de samme kravene og pliktene gjelder likt for alle. For noen vil det kreve en omfattende kvalifisering for å kunne bidra i det hele tatt. Det skal de allerede kvalifiserte betale for. For Gahr Støre har helt rett i at Norge trenger arbeidsinnvandring, men vi skal stikke under en stol hvilke arbeidere vi har behov for. (Så da gjør jeg det).
Siden min tiltræden som integrationsminister har jeg magtesløs måtte se enkelt-sager præge mit virke – fylde på mit skrivebord og medier. Se sager, hvor mennesker meningsløst skulle udvises, fordi vi sandelig skulle have regler, der gjaldt for alle og enhver, skønt enhver kan se, at der er forskel.
Forskel på, om man kommer fra et udviklet, velstående, demokratisk industrialiseret land. Eller fra et ødelagt, autokratisk kleptokrati med middelalderlige normer for straffepleje. For eksempel.
I den forbindelse har jeg oplevet, hvordan mennesker der uden problemer ville kunne være i Danmark og ville bidrage positivt til Danmark, skulle rejse igen. Udvises. Fordi “sådan er reglerne, og reglerne skal gælde for alle”.
Jeg skal være den sidste til at anfægte, at der er behov for en fast udlændingepolitik. Historien om Fiz Fiz fra Odense, sigøjnerfamilien i København der har kostet samfundet omkring 40 millioner kroner osv osv er velkendte. Disse er blandt mange eksempler på tiden, hvor man kunne trække opholdstilladelse i en automat – og hvor det politiske flertal ikke tog den her problemstilling alvorligt. En tid, der vil vende tilbage, hvis oppositionen får magten.
Det er værd at betale en høj pris for at sikre, at disse tilstande ikke vender tilbage. Det er værd, at have en høj barre for, hvem der kan få adgang til Danmark.
Men samtidig… Samtidig er det tåbeligt, at mennesker, fra samfund der ligger nær på vores – det være sig i vesten eller i østen, syd eller nord – skal underkastes den samme virkelighed som mennesker, der søger til Danmark fra lande, hvis modernitet kan lade meget tilbage at ønske. Det har Tyskland og Holland valgt at drage en konsekvens af. Disse lande har afskaffet indvandringsprøver for borgere fra lande, der på objektiv basis minder om disse lande. Det samme har jeg nu besluttet mig for at gøre.
Ud fra objektive kriterier om, hvilke lande, med hvilke vi har visumfrihed, er medlemmer af OECD og er højt placeret på Human Developement Index, har jeg derfor valgt at indstille et ændringsforslag til Folketinget i det lovforslag der behandles for nærværende om familiesammenføring, der kort og godt gør som hollænderne og tyskerne.
Men jeg vil gerne videre. Jeg kan ikke forstå, hvorfor lighedsmageri og misforstået politisk korrekthed skulle hindre, at vi kan belønne lande, der udvikler sig markedsøkonomisk og demokratisk i positiv retning. Det afgørende bliver, at vi fremover må operere med tre aspekter inden for udlændingepolitikken:
1) at vi på objektiv basis fritager borgere fra lande, der minder om vores fra så mange krav det juridisk set er muligt (det gør vi allerede i dag for EU-borgere og borgere i Norden, f.eks.), således at vi ikke får tåbelige enkeltsager, der miskrediterer dansk udlændingepolitik.
2) at vi for andre der ønsker adgang til Danmark udvikler vore nye pointsystemer, således at man ved flid og dygtighed kan erhverve sig mulighed for at komme – og altså ved prøver eller indsamling af point beviser integrationsparathed
3) at vi står fast på, at mennesker skal kunne og ville Danmark – ikke det modsatte for at komme hertil, og at det derfor er naturligt også at fastholde, at det at komme til Danmark ikke er en rettighed. Men en mulighed. En mulighed, vi som folk kan definere, hvad skal kræve.
Jeg vil gerne understrege, at jeg fra nu af vil lede efter kriterier, der kan brede antallet af lande ud. Jeg har derfor besluttet mig for at nedsætte en kommission, der skal kulegrave dansk udlændingelovgivning ud fra denne vinkel, og se, hvilke juridiske midler man kan gribe til, hvilke kriterier der kan tages i anvendelse, så man sikrer en modernisering af fast og fair. Til fast. Fair. Og fornuftigt.
Jeg er ikke overrasket over, at Socialdemokraterne og de radikale ikke vil være med. Sandheden er, at disse partier hellere vender tilbage til den gamle udlændingepolitik. Den fra før. Den vi betaler prisen for idag, og som har fordret den håndfaste politik. I stedet synes jeg vi skal fremad. Vi skal modernisere. Og liberalisere hvor vi kan. Til gavn for Danmark.
PS: Jeg har set en forsker kalde det “racistisk” at indføre en sådan ordning for “vestlige” lande. Jeg er for det første forbløffet over, at Japan er blevet et vestligt land – det er nyt for mig. Nu gik jeg ganske vist i Ritt Bjerregaards folkeskole, men alligevel… Dernæst så er det mig ubegribeligt, at man kan finde nogen som helst racemæssig sammenhæng med de objektive kriterier, jeg har skitseret ovenfor. Er det racer dette forslag udelukker? Er amerikanere f.eks. alle af samme “race”? Og afslutningsvis: Er Tyskland og Holland racistiske lande?
Stakkars Søren Pind sier nå jeg, som ikke engang vet at Danmark er et rasistisk land… For den beskyldningen vet vi i Norge ikke å stikke under en stol.