At træde på OsamaAf Helle Merete Brix, HRSHvert andet år afholder Venedig kunstbiennale. En art kunstverdenens svar på filmverdenens Cannes, hvor et væld af lande viser udvalgte kunstneres værker i deres pavilloner. I år er temaet i den danske den danske pavillon ”Speech Matters”. Den græske kurator Katerina Gregos, der står for at sammensætte bidragene i pavillonen har i den forbindelse udtalt: ”Ytringsfrihed er et relativt begreb, som afhænger meget af sociale, politiske og religiøse udgangspunkter”.
Pavillonen rummer i år også en ekstra, såkaldt revolutionær pavillon med en installation af den tyske kunstner Thomas Kilpper. Med 240.000 kr.i ryggen fra den danske stat har Kilpper skabt en installation, der giver publikum mulighed for at træde på portrætter af blandt andre Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose, Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard og den hollandske politiker Geert Wilders.
Bidraget har skabt en vis debat i Danmark. På dansk tv udråbte kunstneren Dansk Folkeparti til at være et fascistisk parti. Til Weekendavisen forklarede han, at han har ”portrætteret fortalere for de samfundskræfter, jeg gerne vil overvinde”. Og videre at ”I denne generaliserende kritik af andre kulturer ser jeg en forbindelse til kolonihistorien, og til de skæve magtforhold mellem den 1. og den 3. verden. Muhammedtegningerne maskerer den tilknytning, men jeg ser dem som et synonym for nedgørelse af andre, herunder hån af verdens muslimer.”
At skide i en poseEr der noget overraskende ved dette? Nej. At Kilppert også, ifølge medierne, i 2004 har skabt en udstilling, der portrætterer terroristen Ulrike Meinhof i et positivt, revolutionært skær, er så forudsigeligt, som det kan være.
Kunsten skal naturligvis være fri, og kunststøtte skal ikke afhænge af, hvor kunstneren står i samfundsmæssige spørgsmål. Men det er påfaldende, hvor ens kunstnere, der ønsker at vise et politisk budskab med deres værker, synes at tænke i politiske spørgsmål.
Der er naturligvis undtagelser. Den svenske kunstner Lars Vilks for eksempel blev verdensberømt – og udsat for både vold og trusler – på grund af sin Muhammed-hund.
Den danske kunstner og journalist Uwe Max Jensen var på forkant med udviklingen, da han i 1999 halverede en koran og udstillede den. Han har også fremstillet et papirsflyver med barske, men autentiske koranvers. Et sted i mit hjem står en gammeldags LP, påmalet Osama bin Ladens ansigt. Den har titlen ”Osama spin Laden” og er en personlig gave fra kunstneren.
Max Jensens landsmand, billedkunstneren Nadia Plesner, der har engageret sig i kampen mod folkedrabet i Sudan vandt for nylig i retten over firmaet Louis Vuitton. Vuitton mente, at en tegnet taske på kæmpebilledet Darfurnica, der også gik igen på en udsendt invitation til fernisering, lignede firmaets varemærke for meget. Men ytringsfriheden og Plesner vandt. Plesner får lov til fortsat at udstille sit maleri, og hun fortsætter med at kombinere kunstnerisk arbejde med praktisk nødhjælpsarbejde. Plesner samler blandt andet hospitalsudstyr ind til Darfur.
Da HRS interviewede Plesner sidste år, sagde hun blandt andet, at hun syntes kunstnere skulle give los med hensyn til politiske og religiøse tabuer. Og at det ikke var nok blot at provokere: ”Alle kan jo stille sig op og skide i en pose. Provokationen skal bakkes op af nogle reelle tanker.” At male Khomeinis ondskabSpørgsmålet er, om ikke der er for mange kunstnere, der kommer for let til deres provokationer. Og som fra en magelig position i Vesten kan inddrage ytringsfrihedsspørgsmålet i deres billeder og installationer uden at tænke over, hvad det betyder ikke at have den. I for eksempel Kina, Nordkorea og de muslimske lande kan man som borger – og kunstner – ikke skrive eller male frit. Jeg har tidligere for HRS skrevet om kunstnere fra sådanne lande, og jeg vil her kort nævne to af disse folk.
Der er Soudabeh Ardavan, der i dag bor i eksil i Sverige, men i mange år sad fængslet i Iran under Ayatollah Khomeinis styre. Det var strengt forbudt at male, men det lykkedes Ardavan at male billeder af vogterne, de purunge piger, der sad fængslet og andet fra dagligdagen i fængslet. Og at få billederne smuglet ud.
En anden iraner, Ahmed Khaknegar, levede efter den iranske revolution i eksil i Holland indtil sin død for et par år siden. Han var kunsthandler og maler. Da jeg i sin tid besøgte Khaknegar i Rotterdam så jeg på hans staffeli blandt andet et halvfærdigt maleri med iranske bjerge og en tildækket kvinde. Khaknegar malede også naive, enkle landskabsmalerier, hvor man måske et enkelt sted kunne se en moské. Eller han malede krigen i form af brændende bygninger; en mor, der flygter med sit barn og sortklædte kvinder, ledsaget af døden, der flagrer med en vimpel.
Khaknegar ville egentlig også have malet Khomeinis ansigt. Men han evnede ikke at ”male Khomeinis ondskab på lærredet”. At træde på OsamaI det verdensberømte Saatchis galleri i det pompøse palæ i Chelsea i London, var der for et par år siden en større udstilling med mellemøstlige kunstnere. Den iranskfødte kunstner Shadi Ghadirian viste således enkle, men effektfulde fotos af en tildækket kvinde, der tilmed skjuler sit ansigt med hånden i en gul plastichandske.
Organisationen One Law for All, med base i London, afholder hvert år kunstkonkurrence, der udfordrer for eksempel religiøse tabuer.
Men tilbage til Thomas Kilpper og den aktuelle udstilling i Venedig. Er der i det hele taget ikke noget ækelt ved at skulle træde på et menneskeligt ansigt, selv et malet portræt? Nu kunne kunstneren i øvrigt også have malet nogle andre, måske større fjender for ytringsfriheden igennem tiden: For eksempel Osama bin Laden, den prominente talebaner mullah Omar, øksemanden, der ville trængte ind i Kurt Westergaards hus eller en helt fjerde.
I det hele taget: Kunst, der bliver til forsimplede programerklæringer, er sjældent god kunst. Den egner sig bedre til indlæg på aviserne debatsider.
Tvinge kunstnere til at tænke i nye baner kan og skal man naturligvis ikke. Men det er tilladt at komme med en opfordring. Karen Blixen udtrykte engang, at al stor kunst må indeholde et element af håb. Det kunne være spændende med manifestationer om ytringsfriheden, som ikke er bange for at tage livtag med tabuer og også indeholder noget sådant.