Publisert hos sappho.dk, gjengitt her med forfatterens tillatelse
Rachel Adelberg-Johansen
Når man gransker fænomenet islamsering, så dukker blandt andet en del artikler op om kritik af og bekymring om øget islamisering i Mellemøsten og Nordafrika i kølvandet på det såkaldte arabiske forår, der blandt andet rammer kvinderne og religiøse mindretal.
Hvad er islamisering så? Hvordan kommer fænomenet til udtryk i de forskellige samfund, hvor islam er officiel statsreligion, eller hvor islam vinder terræn som flere steder i Vesten? De historiske, teoretiske og overordnede aspekter vil jeg lade kyndige folk om at beskrive, men jeg har længe haft lyst til at fortælle om helt jordnære erfaringer med stigende islamisk indflydelse på en dansk folkeskole.
White flight
Da mit barn begyndte i børnehaveklasse i den lokale folkeskole, var over halvdelen af børnene fra muslimske familier. Inden skolestart havde jeg skrevet et brev til skolerådmanden i kommunen angående min bekymring om, dels at så mange danske familier valgte vores lokale folkeskole fra, og dels at bydelen var delt så skævt op med hensyn til skoledistrikter.
På det tidspunkt, hvor jeg endnu ikke havde stiftet nærmere bekendtskab med de islamiske normer og regler, som pludselig også skulle få indflydelse på mit barns hverdag, havde jeg en noget anden opfattelse af tingenes tilstand end i dag. Intet ondt ord om børnene, for de overtager blot normer og sædvaner, som de bliver opdraget med og får besked på at følge.
Farlig gelatine
Den første gang, jeg bemærkede noget påfaldende, var efter få måneder i forbindelse med afholdelse af en fødselsdag. Jeg havde ikke tænkt nærmere over de islamiske spiseregler på det tidspunkt, udover at jeg udmærket kendte til lovreglerne vedrørende religiøst ”rent” og ”urent” kød.
I forbindelse med uddeling af slikposer sagde en muslimsk dreng til en anden muslimsk dreng, der deltog til fødselsdagen ”Du må ikke spise vingummier, det er gris”. Det anede jeg ganske enkelt ikke, så jeg kiggede på varedeklarationen på Matadormix-pakken. Ganske rigtigt er der gelatine i, og det er altså her hunden ligger begravet. No go, for i hvert fald de muslimer, som følger spisereglerne. Der blev holdt justits selv ned i 6 års alderen, endskønt jeg egentlig fornemmede, at den ene muslimske dreng ikke var specielt religiøst opdraget. Jeg er også blevet ringet op af en far til en muslimsk dreng for at høre, om vi skulle spise kylling til en fødselsdag, og i så fald om kyllingen var fra Danpo (halalslagtede).
Socialt hensyn
Jeg blev valgt til skolebestyrelsen, og her skulle jeg få syn for sagen med hensyn til de islamiske spiseregler. Hvad der begyndte som en ganske almindelig sag om en bespisningsordning for børnene på skolen, skulle ende med at sagen kørte hele vejen op gennem systemet til skoleforvaltningen, til politisk niveau og i pressen.
En enig bestyrelse fraset undertegnede ønskede at lade bespisningsordningen på folkeskolen regulere af islamiske lovregler om halal og haram (ingen svinekød), hvilket man – letgennemskueligt – kaldte et socialt hensyn. Altså med andre ord var man villig til at lade en madordning til alle elever på verdslig folkeskole blive islamiseret helt frivilligt.
Våde underbukser
Jeg har stadig kontakt til forældre, som har deres børn på denne folkeskole. Det er ærgerligt, at nogle af disse kultursammenstød ikke kommer frem i lyset og bliver kolporteret til en videre kreds.
En mor har fortalt mig om, hvordan hendes datter reagerede med frustration, da hendes jævnaldrende klassekammerat i 2. klasse havde hijab på, da hun kom tilbage fra sommerferien. Hun spurgte hende, hvorfor hun havde tørklædet på, og fik det svar, at det havde hendes far sagt, at hun skulle.
Jeg har også fået indblik i en episode, hvor hendes søn kom hjem med våde underbukser i gymnastiktasken. Sønnen fortalte hende, at de andre drenge i klassen havde underbukser på i brusebadet efter gymnastiktimen, så det gjorde han også. Hendes svar var, at sådan gør man ikke i Danmark, og at man ikke kan blive ren, hvis man går i bad med underbukser på. En anden beretning omhandlede skuffelsen ved at møde op med sit barn, som skal begynde i børnehaveklassen, og i forbindelse med introduktionen til børn og forældre fra skolelederen at skulle høre på, at ramadanen var begyndt, hvorfor så mange børn var fraværende. Som hun sagde: ”Jeg orker simpelthen ikke høre om ramadanen på mit barns første skoledag”.
Den seneste episode handler om en pige i 5. klasse, som gerne ville holde sin fødselsdag for pigerne i klassen med overnatning til den efterfølgende dag. Hun fik at vide fra et par af de muslimske piger i klassen, at de ikke kunne overnatte der, hvis hendes far var hjemme. Lettere ironisk sagde jeg til pigens mor, at så havde hun vel bare forvist sin mand fra hjemmet denne nat, for at bøje sig for de anmassende krav. Gad vide, hvorfor pigens far ikke måtte være i hjemmet om natten?
Der er beklageligvis masser af eksempler på, at disse islamiske særkrav trænger sig på. Ikke kun i folkeskolen men på mange niveauer i samfundet, herunder også på hospitaler, universiteter og i offentlige svømmehaller.
Det vækker til stadighed forundring, hvor nidkært nogle danskere er i deres forsvar for regler og sædvaner fra en lovreligion, som de ikke bekender sig til. Gad vide, hvad der driver dem? Er det trangen til at være et såkaldt godhedsmenneske? Frygt for at falde uden for den herskende konsensus og blive set skævt til, fordi man ikke tiljubler den politiske korrekthed manifesteret i den politiske bølge med multikultur-ideologi og kulturrelativisme, som beklageligvis ofte gennemtrænger den offentlige mening?
Islamforskere i flyverskjul
Når man som lægmand får erfaring med fænomenet islamisering, så står det efterhånden lysende klart, at islamforskere som burde fortælle den danske befolkning om dette fænomen og beskrive, hvad der sker helt ned på mikroplan, når et samfund gradvist islamiseres, er nærmest fraværende eller krøbet i flyverskjul. Og de, der opsøges af medierne, agerer som katten om den varme grød.
Det er min opfattelse, at mange islamforskere svigter befolkningen med deres udeladelser og fortielser. Tag blot det seneste eksempel med islamforsker og professor ved Roskilde Universitet, Garbi Schmidt. En tidligere frikirkepræst, forfatter og islamkritiker er blevet overfaldet fire gange af ”unge med indvandrerbaggrund”. I forbindelse med to af overfaldene blev der råbt det velkendte islamiske kampråb ”Allah u Akbar”. Trods det, tager professor Schmidt ikke skridtet fuldt ud, men ”understreger at det er svært at sige noget om, hvorvidt unge med indvandrerbaggrund, der begår overgreb, har et religiøst motiv”.
Hvem råber mon Allah u Akbar? Det synes som om, at Schmidt ikke tør pege på det ubehageligt indlysende. Nemlig at nogle islamkritikere, der hæver stemmen i den offentlige debat, intimideres og overfaldes af islamiske mørkemænd med henblik på at få kritikere til at tie med deres kritik af islams ringeagtende syn på kvinder, homoseksuelle, anderledes troende og islamisk praksis, som den udfolder sig der, hvor politisk islam har magten.
Hvornår har vi hørt danske islamforskere lødigt analysere trusler, fatwaer og overfald på den franske filosof og forfatter Robert Redeker, den algirisk-franske journalist, Mohamed Sifaoui, forfatter Ayann Hirsi Ali, forfatter og psykiater Wafa Sultan, tegnerne Kurt Westergaard og Lars Vilks, den norske forlægger, William Nygaard, som udgav Salman Rushdies bog ”De sataniske vers” og hans italienske oversætter Ettore Capriolo, etcetera.
Hvordan analyserer danske islamforskere mon mordene på den islamkritiske hollandske politiker, Pim Fortuyn, filmskaberen, Theo van Gogh og Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi?
Findes der legitimitet for mord på islamkritikere i islams kanoniske skrifter? Hvad sker der med ytringsfriheden og friheden for ikke-muslimer i samfund, hvor islam får stadig stigende magt? Hvorfor er danske islamforskere relativt fraværende, når det kommer til at fortælle den danske befolkning om det kulturelle og religiøse pres fra islam, som de kan forvente i kølvandet på øget islamisk tilstedeværelse? Og hvorfor reagerer mange danskere ikke adækvat på åbenlyse kulturangreb men bøjer af og giver køb på egne kulturelle normer og værdier?
Mænd i svømmehallen
Det seneste eksempel på en såkaldt ekspert, som forholder sig mildest talt undvigende til islamisering på mikroplan, er i sagen om forbud mod mænd i et bestemt tidsrum én dag om ugen i en offentlig svømmehal i Sønderborg.
Eksempler fra andre vestlige lande burde ellers give rigeligt stof til eftertanke og sætte tingene lidt i perspektiv.
Men det er måske ikke noget såkaldte eksperter har blik for. Er kritisk, selvstændig tænkning gået fløjten til fordel for flokmentalitet og de ”rigtige” meninger? Gad vide om islamisk kønsadskillelse ringer en klokke hos projektkonsulent Anja Glock eller andre ansvarlige i Sønderborg kommune for dette seneste knæfald for islams lovregler? Gad vide, om denne åbenlyse diskrimination mod mænd egentlig ikke er i strid med lov om ligestilling af kvinder og mænd?
Hvis der havde været tale om udelukkelse af handicappede eller andre grupper én dag om ugen i en offentlig svømmehal, så er jeg overbevist om, at der havde lydt et ramaskrig i pressen. Men når det gælder islamiske særrettigheder, så går medie-Danmark på listepoter. Man skulle jo nødigt krænke de evigt krænkede, der skriger op om racisme og andre udvandede ord i tide og utide, hvis ikke særkravene bliver efterkommet.
Den nye apartheid
Under alle omstændigheder er det langt ude af en tangent, at danske skatteydere skal betale til en offentlig svømmehal, som tidligere var i overensstemmelse med vores grundlæggende værdier, men som nu er ændret i retning af islamisk kønsapartheid. Mere sharia giver mindre frihed til vestlige værdier. I dette tilfælde forbyder Sønderborg kommune mænd at have fri adgang til en offentlig svømmehal ved at bøje sig fra påtrængende krav om en mandefri svømmehal. Det er kulturel underkastelse af værste skuffe. Et kulturtab. Det er ikke i vor kulturs ånd at forbyde mænd adgang til en offentlig bygning.
Vor højtvundne vestlige kultur er bedst og giver mest mulig frihed til mennesket. Det er vores kultur. Den skal forsvares med næb og kløer.