Rita Karlsen, HRS
Til stadighet er det opphetede diskusjoner i Danmark, der et tilbakevendende tema er hvorvidt Danmark suverent kan velge egen politikk eller må underlegge seg krav og retningslinjer fra EU. Ett av stridstemaene er i hvilken grad avsagte dommer fra EU-domstolen og Menneskerettighetsdomstolen skal integreres i dansk politikk.
Professor jur. Ole Hasselbalch påpekte i en kronikk i Jyllands-Posten for noen dager siden at det er forskjell på en domstols dommer og på internalisert politikk. Han viser til tankegangen som grunnloven er bygget på, der danske domstoler skal dømme ut fra ”gjeldende rett”. Med dette forstås de regler som enten er vedtatt av Folketinget i form av en lov eller som er akseptert av tinget som ”sedvanemessig gjeldende”. Hasselbalch sier ideen bak er enkel:
Skal det skapes ny rett, må det skje gjennom lovgivning. Forslag til ny lovgivning skal underlegges den beslutningsprosess som grunnloven foreskriver. I Danmark innebærer det at forslaget skal gjennom tre folketingsbehandlinger med mellomliggende utvalgsarbeid. Underveis skal alle aspekter ved forslaget belyses, og da ikke bare de som kommer frem ved folketingsarbeidet, men også via offentlig debatt, i media og via de tilbakemeldinger politikerne får fra borgerne. En slik prosess skal sikre at alle aspekter, eller kjensgjerninger, i alle fall så langt det er mulig, ved forslaget kommer frem, og først da avgjør Folketinget hva som skal være fremtidig rett på området. Dette kalles gjerne ”demokratisk legitimitet”.
Domstolens virkegrunnlag er derimot et annet. Som Hasselbalch sier: De kan kun ta stilling ut fra det ”faktum” – altså de kjensgjerninger – retten mener å kunne legge til grunn ut fra hva partene, via deres advokater, har sagt og ført bevis for i rettssalen. I de fleste sakstyper tas også stilling kun på grunnlag av den lov advokatene henviser til. Dommerne i en konkret sak har da heller ikke noen mulighet for å få klarhet i om der er andre relevante fakta enn de som advokatene fremlegger.
I tillegg er det forskjell på aktørene i domstolene og i Folketinget: Mens Folketinget bredt avspeiler bakgrunnen hos de grupper som velger tingets medlemmer, rekrutteres dommere fra en begrenset skare av jurister i et dertil beskyttet miljø. Slik sett kan en neppe forvente at en dommer og en politiker vil ha samme oppfatning om hva ”folk flest” opplever som problemer i hverdagen.
Tankegangen bak grunnlovens oppgavefordeling mellom domstol og parlament på dansk grunn er å sette grenser for hva domstolen kan og hva den ikke kan. Hasselbalch påpeker at det naturligvis i visse situasjoner vil være slik at domstolene er rettsskapere da Folketinget ikke kan ta stilling til alt mulig, og dermed må domstolen avgjøre hva som antas å være gjeldende rett. Videre vil mange av de vedtatte lover være åpne for tolkninger. Men, som Hasselbalch påpeker, skulle det føre til en rettspraksis som er ute av tritt med hva Folketinget tenkte seg, eller hva det er bærekraft for i samfunnet, vil tinget eventuelt gripe modererende inn med ny lovgivning, som dommerne så i fremtiden må forholde seg til. Dette har skjedd når for eksempel Folketinget har justert straffelovens strafferammer på bakgrunn av hva som ble oppfattet som en for lempelig straffeutmålingspraksis i visse sakstyper.
Med andre ord fungerer systemet nokså likt i Danmark og Norge. I Norge snakker vi gjerne om ”Stortingets forutsetninger”, som også er nedfelt i definisjonen av Riksrevisjonens forvaltningsrevisjon: ”Riksrevisjonen gjennomfører systematiske undersøkelser av økonomi, produktivitet, måloppnåelse og virkninger ut fra Stortingets vedtak og forutsetninger.” Tankegangen bak dette er at man ikke bare kan hensynta Stortingets vedtak, men også hva som antas å være Stortingets forutsetninger med ulike vedtak, eller ikke-vedtak. Sistnevnte henspeiler seg for eksempel på ideen om at alt ikke kan forbys, og her mener jeg at politiske og religiøse symboler i domstolen er et godt eksempel. Stortingets intensjon med uniformsreglement for domstolen var nettopp størst mulig grad av personlig objektivitet og nøytralitet. I min tolkning ivaretas ikke en slik intensjon ved å akseptere for eksempel hijab på dommere.
At Danmark er et EU-land og Norge ikke, skiller oss heller ikke så mye, all den tid Norge er EØS-medlem.
Men EU-domstolen og Menneskerettighetsdomstolen fungerer ut fra et litt annet konsept enn det danske og norske. Som Hasselbalch skriver:
De anser sig således beføjede til at fastlægge, hvad der skal gælde, i videre udstrækning end en dansk dommer ville turde. De skaber selv ny ret dvs. dømmer ”aktivistisk”. Samtidig befinder dommerne de to steder sig i et miljø fjernt fra den daglige virkeligheds problemer og er i dag dybt indviklet i den abstrakte menneskerettighedsfilosofi, som er opgenereret i snævre akademiske kredse.
Derfor kan det næsten ikke undgå at ende galt. Det er f.eks. set, at Menneskerettighedsdomstolen er gået endog stik imod det, der klart var den oprindelige mening med den konvention, domstolen tolkede (sagerne 52562 og 52620, Sørensen og Rasmussen mod Danmark). Men i øvrigt ”strækker” EU-domstolen og Menneskerettighedsdomstolen de traktater mv., der dømmes ud fra. Problemet i den forbindelse er, at der heri ofte udtrykkes overordnede principper, som ikke blot er særdeles åbne for forskellige udlægninger, men som også sammenfatter så høje ”menneskerettigheds”- og unionsidealer, at virkelighedsforankringen går tabt, hvis de tolkes ensidigt i deres yderste konsekvenser.
Karakteristisk er endvidere specielt i relation til EU-domstolen, at medens den danske grundlov er skrevet ud fra den betragtning, at staten i det store og hele skal nøjes med at sikre borgerne nogle frihedsrettigheder, i ly af hvilke folk så har mulighed for at mene hvad som helst, ja så binder EU’s traktatgrundlag medlemsstaterne til bestemte holdninger (unionens såkaldte ”værdier” – se eksempelvis EU-traktatens præambel samt artikel 1).
Men Hasselbalch har ikke noen tro på at europeiske toppolitikere er noe å lene seg på, tvert om. Han mener at europeiske toppolitikeres erkjennelse av hvordan verden ser ut nede på jorden jevnlig svikter, og derfor trekkes det ikke i bremsen fra den kant overfor EU-domstolen og Menneskerettighetsdomstolen:
I ly heraf udvikler der sig i disse år en retspraksis ved disse organer, som gang på gang befinder sig i en lyserød sky langt fra det, almindelige mennesker opfatter som sund fornuft.
Herigennem og i kraft af andre EU-myndigheders og menneskerettighedsorganers ustoppelige tampen med ”værdier”, som efter den måde, på hvilken de udlægges, i realiteten undergraver europæernes dagligdag, er den folkelige respekt for EU’s retssystem ved at gå tabt.
Hasselbalch viser til argumentet om at Danmark burde ha forutsett hva EU-domstolen ville foreta seg innen man ble medlem, men stiller spørsmål ved hvordan man skulle forutse at domstolen ville dømme ut fra en helt annen oppfattelse av hva dommernes rolle er i dansk tradisjon? Han viser deretter til professor i EU-rett, Hjalte Rasmussen, som mener at Danmark skal ignorere de dommer som ikke passer til dansk tradisjon:
Professor i EU-ret Hjalte Rasmussen mener, at Danmarks skal ignorere de domme, der går for vidt (f.eks. Videnskab.dk 5/4). Der er da heller ikke noget til hinder for, at vi reagerer på den måde. Det kan således ikke have været ubekendt i EF/EU, at der i Danmark hersker den magtfordeling mellem domstole og parlament, som fremgår af grundloven. Man kan heller ikke være uvidende om, at Folketinget ved lovene om Danmarks tiltrædelse af EF/EU samt af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke havde kompetence til at fravige grundlovens ordning. Denne er oven i købet i bedre harmoni med den demokratiske retsstats principper end den ideologi, de to nævnte domstole bygger deres ”aktivistiske” linje på.
I øvrigt tør EU næppe udfordre en dansk afvisning af domme, der omgår den demokratiske lovgivningsproces i EU, så vidt som at repressalier over for os i den anledning vil sætte fokus på demokratiproblemet i EU-konstruktionen.
Det vil være fatalt, hvis ikke de danske politikere er i stand til at mande sig op til at reagere, som Hjalte Rasmussen foreslår. Vi er i kraft af et pres sydfra på EU’s ydre grænser, som EU ikke modstår, i færd med at havne i et indvandringskaos, hvis fulde konsekvenser først vil kunne ses klart af borgerne, når det er for sent. Samtidig har ophævelsen af EU’s indre grænser påført Danmark østkriminalitet i et omfang, som politiet ikke magter.
Unionstraktatens art. 2 hjemler borgerne ret til sikkerhed kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet. Men denne sikkerhed har EU-borgerne de facto ikke.
Så længe de ydre grænser ikke sikres – sådan som de f.eks. ikke sikres i Grækenland – må medlemsstaterne derfor have ret til at sikre sig selv. Det turde også være indlysende, at når et land ikke sikrer sin og EU’s ydre grænse med ophobning af flygtninge i landet til følge, kan denne ophobning ikke bare fordeles på de andre medlemsstater.
Ligeledes turde det være logik, at EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed ikke er hjemmel til at lade rumænske romaer plyndre kolonihavefolket på Amager. At et suverænt land tværtimod har både ret og pligt til at beskytte borgernes mulighed for at leve i sikkerhed på territoriet, bør ikke være nogen overraskelse for EU.
Og hvad menneskerettighedsaspektet angår, ja, så fremgår det af Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og af Den internationale konvention om sociale og kulturelle rettigheder, at »alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.« At der i strømmen af formaninger fra eksperter aldrig tages højde for denne regel, ændrer ikke noget på, at den eksisterer.
Ole Hasselbalchs tanker står i sterkt motstrid til ”vår egen” Torbjørn Jagland, nåværende generalsekretær i Europarådet. I en kronikk i Aftenposten 26.05, skrevet sammen med Rune Slagstad, hevdes det at vi står overfor et europeisk vendepunkt. Det vises til praktiske utfordringer, i kronikørenes tolkning suksessen med Den Europeiske Menneskerettighetsdomstolen (EMD) relatert til dens popularitet (140.000 klager er ubehandlet), og til utfordringene med ”de ideologiske, nasjonalstatlig sentrerte motstemmer.”
Mindre grupperinger i en del medlemsland hevder at EMD legger for store begrensninger på nasjonale myndigheter. Partier og politikere er under press fra partier som øker sin oppslutning ved å ta til orde for en renasjonalisering av politikken.
Jeg er jammen ikke sikker på om alle ser på EU og dens domstolsapparat med samme politiske syn som kronikørene:
Kanskje er ikke EMD mest påtrengende i land som Storbritannia, Nederland og Norge. Men konsekvensen av at slike land delegitimerer eller endog truer med å forlate domstolen, vil uvegerlig være at svekket troverdighet i forsøk på å påvirke utviklingen i land, som fortsatt har en lang vei å gå mot en fullverdig rettsstat basert på menneskerettigheter og demokrati.
EMK, EMD og Europarådets øvrige mekanismer, særlig håndhevingsorganene, er avhengige av hverandre. Også derfor har vi en grunn til å beskytte og forbedre helheten i denne delen av det europeiske siviliseringsprosjektet i en tid med sterkere nasjonalistiske vinder.
Vi kjenner ordet nasjonalist, hvilket ikke klinger like godt i alles ører, dog kan EUist fort bli EU-list.