Forfatterne og de frie byer
Af Helle Merete Brix, HRSEt nyligt ytringsfrihedstræf i København satte spot på begrebet ”fribyer”. Dermed satte det også spot på forfattere i eksil. Fribyerne giver forfulgte skribenter, forfattere som journalister, mulighed for i to år at bo i en by i Vesten. Ordningen administreres af ICORN (International Cities of Refugee Network). Trods det engelske navn ligger hovedkvarteret i Stavanger i Norge.
At få ophold i en friby, der bortset fra Miami og Mexico City alle ligger i Europa, er ikke det samme som at få asyl; det er dejligt at få et sådant ophold; men, som en taler fremhævede ved ytringsfrihedstræffet, det lægger også et nyt pres på den pågældende forfatter. Er det muligt at vende tilbage til hjemlandet? Og hvis ikke, vil man få lov til at blive?
En af de første friby-forfattere overhovedet er digteren Mansur Rajih fra Yemen, som blev friby-forfatter i Stavanger i 1998. Han sad 15 år i fængsel i Yemen. Rajih fik siden et politisk asyl og bor stadig i Norge sammen med sin familie. Rajih er tildelt en menneskerettighedspris og har sidst udgivet en digtsamling i 2008.
Aftenens moderator ved det nylige ytringsfrihedstræf i København, Klaus Rothstein, er tidligere formand for Dansk PEN. Han mente, at forfattere nogle gange skriver deres bedste bøger i eksil og nævnte blandt andet en forfatter fra nyere tid som Milan Kundera, der jo måtte forlade Tjekkoslovakiet i 1976 under det kommunistiske styre. Kundera fik asyl i Paris, hvor han har boet lige siden. Det hårde eksilliv Både i PEN, i Trykkefrihedsselskabet og ved møder i Danmark og Europa, har jeg selv igennem de mange år jeg har været engageret i ytringsfrihedsspørgsmål, mødt en lang række kunstnere i eksil. Senest de tre danske fribyforfattere, der hører hjemme i lande som Zimbabwe, Algeriet og Gambia. Andre eksilforfattere kommer fra Iran og Irak. Fra Rumænien og Bosnien. Fra Polen og Bangladesh.
”Eksillivet er hårdt”, har en irakisk forfatter engang sagt til mig.
”Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive nødt til at forlade mit land”, sagde en i dag verdensberømt iransk forfatter med base i London, da vi engang spiste middag sammen i København. Om denne forfatter har skrevet bedre bøger end han ellers ville have gjort, ved jeg ikke. Men den pågældende, Amir Taheri, har i årenes løb skrevet en række bøger fremragende bøger om Iran og Khomeinis revolution.
En anden iraner, der også bor i eksil, var engang leder af en forskningsenhed i Shahens Iran. En lille mand i græsgrøn habit, som jeg for år tilbage drak kaffe med på en café i hjertet af Paris. Ham kender ingen. Eksilforfattere og eksil-intellektuelle er en skønsom blanding af kendte og ukendte folk.
Det var også i Paris, at jeg engang hørte en fransk forfatter med iransk baggrund fortæller om hendes vanskeligheder ved at få fornyet sit iranske pas under et familiebesøg i landet. En række af de iranere, der var mødt op til arrangementet, bidrog til opklaringen af, hvad problemet også kan bestå i. Den iranske stat opgiver aldrig kravet på en statsborger. Er din far eller ægtemand ( men ikke din mor eller hustru) iransk statsborger er du det også. Det samme med ens børn, selvom de fra små er opvokset i Vesten. Så besøger en sådan eksil-iraner Iran og får problemer, er det svært for det nye europæiske land at hjælpe, selvom man måske igennem mange år også har været britisk eller fransk statsborger.
Fatwa og frie tanker Den i dag verdensberømte forfatter Taslima Nasrin måtte forlade Bangladesh i 1993, da mullaher søgte hende hængt for blandt andet bogen ”Skam”, der fortalte om progromer mod hinduer i Bangladesh. Nasrin boede i eksil i en række forskellige lande. I 2004 slog hun sig ned i Indien, men i 2008 blev hun bedt om at forlade landet efter pres fra muslimske fundamentalister. I dag bor Nasrin i New York. Også andre islamkritikere, som Ayaan Hirsi Ali og Ibn Warraq, bor ikke længere i Europa, men i USA.
Salman Rushdie, der i dag bor i New York, tog iniativet til det, der blev til friby-ordningen, da han i 1994 oprettede Det Internationale Forfatterparlament. Denne institution blev til ICORN. Rushdie ved om nogen, hvad det betyder ikke længere at kunne skrive frit. Ayatollah Khomeini udstedte sin fatwa mod den britiske statsborger i 1989. For Rusdie blev der også tale om en slags eksil, blot under jorden i Storbritannien i flere år. I dag bevæger Rushdie sig relativt frit. Han mener, at måden han tænker og skriver på påvirkes i negativ retning, hvis der er for store sikkerhedsforanstaltninger omkring ham. At det også spærrer tankerne inde.
Et andet menneske, der også igennem en tid måtte ændre sit normale liv var den norske forlægger til Rushdies bog, William Nygaard, der mirakuløst overlevede et attentat i 1993. Fribyer og forfattere37 byer er i dag på listen over byer, der enten har en forfatter boende eller har indvilget i at få en forfatter inden for det næste år. Norge tegner sig for størstedelen af forfatterne, der bor således friby-forfattere i både Oslo, Bergen, Stavanger, Haugesund, Kristiansand, Lillehammer, Drøbak, Skien, Trondheim og Tromsø. I Tromsø bor den seneste fribyforfatter, journalisten og menneskerettighedsaktivisten Jahangir Akash fra Bangladesh. I Sverige bor der forfattere i Gøteborg, Malmø samt endnu et sted i Skåne og Stockholm. Også et land som Slovenien er nu på listen.
ICORN fortæller i en aktuel artikel, at man i løbet af årets første seks måneder har modtaget 17 ansøgninger fra forfattere om at bo i en friby. I 2010 var tallet for hele året 29. Mange ansøger-forfattere kommer fra Iran, andre fra lande som Vietnam, Afghanistan, de tidligere Sovjet-republikker og Congo. Adskillige af de aktuelle forfattere har været aktive i omvæltningerne i de arabiske lande.
Friby-ordningen er en god ordning. Er det umuligt for forfatteren at vende tilbage til sit hjemland, bør vedkommende naturligvis kunne få et asyl. Det pres, der i dag lægges på Europas grænser, må ikke få os til at glemme at der er mennesker, der har et reelt behov for asyl.