Vejen til Paradiset
Af Helle Merete Brix, HRS
Terrorangreb. Veludførte eller fejlslagne. Rettet mod mål i Afghanistan og Pakistan. Madrid og London. Norge og Danmark. De er blevet en del af vores hverdag.
Som HRS skrev om forleden, har PET (Politiets Efterretningstjeneste i Danmark, red.) netop offentliggjort sin årsrapport for 2008-2010 om det aktuelle trusselsbillede. Heraf fremgår det blandt andet, at unge fra Vesten i stigende grad tager til træningslejre i kampzoner og derefter bliver sendt tilbage til de vestlige samfund de kommer fra, for på et tidspunkt at kunne udføre terroraktioner dér. PET kommer også med en oplysning om, at terrororganisationer nu også benytter sig af både Facebook og You Tube og også blander sig på mere moderate hjemmesider om islam.
Denne oplysning er med til at cementere, at organisationer, der hader Vesten og har et kalifat øverst på ønskesedlen, sagtens kan benytte sig af de vantros teknologiske opfindelser og have en moderne mediestrategi. Endnu et udmærket eksempel på noget sådant stammer fra et interview fra CBS i februar 2010 med en af Osama bin Ladens mange sønner, Omar, der i dag bor i Golfen. Som 19-årig, efter at have trænet som kriger fra en alder af kun 14 år, forlod Omar bin Laden sin fars kampzone og træningslejre i Afghanistan i 2000. Omar fik lov til at tage sin gravide mor og et par mindre søskende med ud. Han ville ikke være med i faderens hellige krig.
I interviewet med CBS blev Omar bin Laden spurgt, om der slet ikke var noget hans far kunne lide ved USA? ”Deres våben”, svarede han. Tora Bora og Al QaedaOmar bin Laden har også givet et vigtigt indblik i, hvordan livet foregår i de træningslejre, som al Qaeda grundlagde. I bogen ”Growing up bin Laden” (Oneworld, paperback, 2010) har Omar og hans mor Najwa, der var bin Ladens første hustru, fortalt deres historie om livet for bin Ladens familie til den amerikanske forfatter Jean Sasson. Omar beretter for eksempel om, hvordan han sammen med sin far, før den øvrige familie ankommer til Afghanistan i 1996, bor på Tora Bora bjerget under fuldstændigt uciviliserede forhold. Hans far har fået bjerget forærende af en taknemmelig afghansk mullah med navnet Nourallah. Bin Laden ønsker at leve så primitivt som muligt, det mener han er i islams ånd. Så det samme skal hans familie. Electricitet og rindende vand er bandlyst og en seng at sove på, er noget man kun kan drømme om.
I al Qaedas træningslejre, fortæller Omar, er forholdene, om muligt, endnu mere primitive. Her møder han og hans brødre både de gamle mujahediner fra krigen mod russerne og de nye, der nu strømmer til lejre overalt i Afghanistan – forladte russiske militærlejre eller nyopførte – for at gennemgå benhård træning hos al Qaeda og sværge ed til Osama bin Laden.
Ivrige arabiske martyrer Hvor de gamle mujahediner ikke længere har samme kampånd og ikke har haft som mål at angribe civile, skriver Omar, er en ny type krig og en ny type unge krigere på vej: Selvmordsterroren og dens jihad-krigere: ”De yngre soldater var klart anderledes, med en stor iver efter at dræbe og blive dræbt. Brovtende bevægede de sig gennem lejrene, på vej til at blive krigere. Men så man nærmere efter, var de af tvivlsom karakter. Mange af dem syntes at flygte fra problemer i hjemlandet. Nogle var flygtet for at undgå at blive straffet for voldelige forbrydelser. For eksempel pralede en af de yngre soldater med at han havde skåret halsen over på sin bror, da han opdagede at broderen havde sex før ægteskabet. Andre havde levet i en sådan fattigdom, at de kun havde spist kød få gange i deres liv. De fleste havde ikke råd til at gifte sig. Siden mellemøstlige samfund promoverer tidlige ægteskaber og mange børn, følte disse mænd sig som fiaskoer i forhold til det, deres samfund ansås det for godt at stræbe efter. Mange var så elendige, at de følte de levede i en slags helvede på jorden, og var lette at overbevise om jihad budskabet om at søge døden, så de snart ville blive bragt til paradis”.
Også Michael Scheuer, den tidligere CIA-agent, hvis biografi om Osama bin Laden, HRS anmeldte forleden, har nævnt problemet med de arabiske mujahediner. Problemet opstod faktisk allerede for Osama bin Laden i 1980erne under krigen mod russerne. Tilstrømmende arabere skabte problemer, forklarer Scheuer, fordi de, i modsætning til afghanerne, ikke havde tålmodighed til at lære at organisere sig og kæmpe, de ønskede kun at dø som martyrer så hurtigt som muligt. I dag, skriver Scheuer, har situationen ændret sig dramatisk. Selvmordsterror er ikke mere et ukendt begreb i landet. Livsfarlig propagandaOmar bin Laden fortæller om, hvordan det i slutningen af 1990erne flyder med våben i lejrene. Der er stingermissiler og tanks, krigerne lærer at fremstille bomber og anbringe dem, ligesom de træner nærdrab og drab på passagerer i forbipasserende køretøjer. De kvikkeste af dem lærer, hvordan man forhører fanger.
Han indvier også læseren i, hvordan propagandaen foregår. Hadet til amerikanerne piskes op. Jihadkrigerne geråder i raseri over videoer, der viser israeleres brutalitet over for palæstinensere, israelere, der skyder for at dræbe stenkastende børn . Som Omar skriver, hvem kunne bebrejde dem et sådant raseri? ”Den måde at se verden på var deres eneste virkelighed. Muslimer måtte reagere før de blev angrebet!”
Omar selv kom fra sådanne møder fra med en forestilling om, at alle muslimer var i alvorlig fare: ”Jeg havde ingen idé om, at majoriteten af amerikanere i realiteten ikke gav muslimer mange tanker”.
Selvmordsmissioner er ikke noget krigerne tvinges til, men de opmuntres til det. Vil man udføre en, skriver man sit navn på liste i moskeen. Osama bin Laden opfordrer sine sønner give deres navn. Kun en enkelt, en lillebror, ”for ung til at forstå konceptet med liv og død”, giver sit navn.
Omar bin Ladens beretning er sammen med andre bøger fra tidligere jihadister eller islamister værdifuldt materiale. Ikke mindst fordi disse bøger fortæller noget om, hvordan propaganda virker. Unge mænd finder ikke af egen drift på at tage på en terroristisk selvmordsmission, fordi de har læst i koranen. Nogle skal have indprentet budskabet for dem. De skal have hørt det i en moske, fra en imam eller en prædikant. Den propaganda er lige farlig, hvad enten den leveres i Vesten eller i en træningslejr i Afghanistan eller Pakistan.