Årsagen til den græske tragedie
Af Ralf Pittelkow, 30.juni 2011
EU bør se selvkritisk på sin egen manglende realitetssans i forhold til Grækenland.
Pyha. Grækenlands spareplan er på plads og dermed undgår landet en statsbankerot med uoverskuelige konsekvenser for den europæiske og globale økonomi.
Truslen om statsbankerot er dog kun udskudt. Med spareplan, forlængelse af lån og en ny hjælpepakke vil skuden foreløbig kunne holdes flydende.
Det er i sig selv vigtigt. På den måde får bankerne og andre truede lande bedre tid til at styrke deres forsvarsværker.
EU har et medansvar
Men Grækenlands gæld, offentlige underskud og ringe konkurrenceevne tilsiger, at landet før eller siden får svært ved at betale kreditorerne.
Hvordan er et medlem af euroen kommet så langt ud?
Ansvaret ligger selvfølgelig især hos Grækenland selv. Økonomien er præget af en kvælende stor og hamrende ineffektiv offentlig sektor, en udstrakt korruption, et grotesk mangelfuldt skattesystem og en elendig produktivitet.
Men EU har et medansvar for den græske tragedie.
Dårligt rustet
Da Grækenland i 1981 kom ind i EU, var landet dårligt rustet til medlemskabet. Men bag modtagelsen af Grækenland lå i hvert fald et prisværdigt ønske om at stabilisere det græske demokrati.
Derimod var det det glade pip at indlemme landet i eurozonen i 2001.
Grækenland var slet ikke parat til euroen. Men ved at gøre det til medlem, tildelte EU landet en økonomisk troværdighed, som var helt ude af trit med virkeligheden, og som kun udskød løsningen af de enorme problemer.
Denne brøler var ikke bare et isoleret fejlskøn. Den hang sammen med et mere grundlæggende træk ved EU.
Den bærende idé i EU er at opnå ”en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk”, som der står i traktaten.
Det skal ske ved, at man fra oven skaber rammer, som gradvis får landene til at smelte mere og mere sammen på stadig flere områder.
EU-landene er uenige om, hvor hurtigt og hvor langt denne proces skal gå. Men generelt er EU præget af en overdreven tro på, hvor meget man fra oven kan få landene til at smelte sammen.
Øget kontrol
Man fik således bildt sig selv ind, at man ved at gøre Grækenland til et euroland kunne bringe dets økonomi på linje med det øvrige Europa.
Det var en utopi. Grækenland havde ikke de nødvendige forudsætninger, og forsøget på at mase landet ind i euroen har ikke skabt ”en stadig snævrere sammenslutning”, men det modsatte:
Man har øget de nationale spændinger inden for EU – med tyskerne og andre, der ikke vil betale til Grækenland, og grækerne, der føler sig trådt på fra Berlin og Bruxelles.
Det gælder for euroen som for andre dele af EU-samarbejdet: Man må erkende nationalstaternes og nationale forskelles fortsat store betydning. Det er ikke noget man kan ophæve fra Bruxelles.
Der er behov for en øget EU-kontrol med, at medlemslandene ikke skejer økonomisk ud – således har EU været alt for svagt i forhold til Grækenland. Men der er grænser for, hvad man kan styre fra oven.
Man kan således godt glemme drømmene om en EU-finansminister, der kan drive den ”stadig snævrere sammenslutning” hurtigere frem.
Det ville kræve, at tyskere, finner, danskere gik med til massive pengeoverførsler til de svage lande. Men det gør de ikke, fordi de stadig først og fremmest er tyskere, finner og danskere.
EU bør se selvkritisk på sin egen manglende realitetssans i forhold til Grækenland.