Af Helle Merete Brix
I de skandinaviske medier har der siden tragedien den 22. juli været en større diskussion i medierne om tonen. Kan en karsk tone i indvandrings-og islamdebatten medvirke til, at nogle i værste fald opfatter det som carte blanche til at begå vold mod muslimer eller de politikere, der tillader en tilstrømning af mennesker fra muslimske lande? Skal man anvende en blødere tone, skal man tilsløre kritik af religionen, af frygt for konsekvenserne?
Det handler, mener de, der er bekymrede over tonen, om at dele mennesker op i ”dem og os”. Om at skabe fjendebilleder og unødig konfrontation. Et overset aspekt af denne diskussion er dog, hvad i alverden de mennesker, der er født ind i islam, men kritiske over for aspekter af islam eller islam som sådan skal stille op med deres kritik fremover. For hvor skal man placere dem? Er de ”Dem” eller ”os”? Og hvad må de sige?
Igennem mange år, forekommer det mig, blev mennesker født ind i islam ofte i medierne klassificeret som troende muslimer. Et skelsættende interview i danske Weekendavisen for mange år siden med den algierskfødte sociolog Marieme Helie Lucas belyste problemet. Lucas, der i dag bor i Frankrig, er grundlægger af organisationen Women Living Under Muslim Laws. Lucas mente, at de vestlige medier ofte glemte, at ikke alle mennesker i muslimske lande var praktiserende muslimer. Udover kristne og andre trosretninger, var der mennesker født ind i islam, der havde valgt religionen fra eller måske blot var agnostikere, tvivlere. Ære og skam og ”halalhippier”Det samme gælder i Vesten. En af de første indvandrere i Danmark til at rette en kritik af dele af islam og arabisk kultur var den syriskfødte politolog Naser Khader, der i dag er konservativ folketingspolitiker. Khader blev kendt uden for Danmarks grænser, da han støttede Jyllands-Postens ret til at offentliggøre Muhammed-tegningerne. Som følge af sin opbakning til ytringsfriheden og demokratiet lever han i dag med sikkerhedsfolk omkring sig døgnet rundt.
Et af Khaders nyeste foredrag har titlen ”Den tvivlende muslim”. I foredraget kommer Khader ifølge sin hjemmeside ind på, hvorfor ”det at forlade islam af og til dukker op i min bevidsthed”.
I den selvbiografiske bog khader.dk fra 2000, fortalte Khader om nogle af de oplevelser, han havde, da han tilbage i 1996 udgav bogen ”Ære og Skam”. Til et indslag om Ære og Skam havde Khader selv fundet frem til et ældre arabisk ægtepar, der luftede deres fordomme om danskerne. De kaldte de danske kvinder løsagtige og mente at der var incest og pædofili i så godt som alle danske hjem. Moderen sagde ligeud, at hvis hendes datter fandt sig en dansk kæreste, måtte hun dø.
Khader mente, at historien måtte frem. Den sendte, skriver han i khader.dk en ”bølge af forargelse og forfærdelse igennem nationen”. Khader fortæller i bogen videre om, hvordan han selv ”blev mødt af en storm. Både fra indvandrerforeningerne og fra en masse af de såkaldt velmenende danskere, der mente at jeg ”udstillede” det ældre ægtepar og med det bidrog til at skabe fremmedhad”.
Khader pegede i bogen også på de ”halalhippier”, som han døbte dem, der i tolerancens navn tolererer næsten hvad som helst: Omskæring, vold mod børn med mere. Ligesom Khader fortalte i et interview, hvordan han efter udgivelsen af Ære og Skam blev kimet ned af unge piger med muslimsk baggrund. De ville have hans hjælp over for en undertrykkende familie. Civilisationernes sammenstød?I dag er der verden over mennesker med muslimsk baggrund, der retter en kritik af den religion og kultur de kommer fra. Da CBN før terrorangrebet besøgte Norge og Oslo, talte de blandt andet med Hege Storhaug, men også med den irakiskfødte forfatter og filmskaber Walid al-Kubaisi. Kubaisi, der i en årrække har rettet en skarp kritik af islams politiske side. Kubaisi driver internetportalen Opplyste Muslimer. Han spår i udsendelsen, at der kan ske et ”clash of civilisations”. Det må Kubaisi vel have lov at mene også efter tragedien 22. juli?
I Frankrig bor forfatteren iranskfødte Chahdortt Djavann, der under ayatollah Khomeinis styre havde valget mellem ”sløret eller døden”. Det skriver hun i bogen ”Smid sløret”. I en anden bog betegner hun hijab som islamisternes ”krigsmaskine”. Men det berettiger næppe til at klassificere Djavann som højreekstremist eller et menneske, man ikke længere kan citere.
Og hvad med journalisten Muhammed Sifaoui, der er født i Algeriet, men i dag bor i Frankrig? Sifaoui, der har levet med dødstrusler og blev overfaldet i Paris for et par år siden, har i bøger, artikler og film, herunder en kritisk dokumentar om prædikanten Tariq Ramadan, rettet en kritik af islams politiske side. I en af sine bøger har han beskrevet, hvordan han infiltrerede en celle af al Qaeda. Han har også, i 2006, med skjult kamera infiltreret Islamisk Trossamfund i Danmark og afsløret deres dobbelte tale. Skal Sifaoui nu indstille sit arbejde? Troende og frafaldne Så er der de troende muslimer, der vil nyfortolke islam. Et eksempel ud af mange er den nu afdøde professor Nasr Abu Zeid, der måtte drage i landflygtighed i Holland, fordi han offentligt havde udtalt, at visse af koranens vers ikke skulle tages bogstaveligt.
Og der er de, der åbenlyst betegner sig selv som frafaldne. Et eksempel er iranskfødte Maryam Namazie, der i Storbritannien driver organisationen One Law for All. Jeg har for HRS dækket adskillige af organisationens konferencer. Namazie har ligeud talt om, at man i dag lever under en ”islamisk inkvisition”. Må hun mene det også i dag?
Mest berømt af islamkritikerne er den somaliskfødte politolog og tidligere politiker Ayyan Hirsi Ali, der har taget et radikalt opgør med islam og islams kvindesyn. Hirsi Ali er et meget modigt menneske. Men hendes ønske om at muslimer skal forlade islam, eventuelt konvertere til kristendommen, finder jeg urimelig. Målet må være et opgør med islams politiske side, ikke at et fratage menneskers deres gudsbegreb eller forlange, at de skal skifte til en anden monoteistisk religion.
Hirsi Ali har, ligesom ovennævnte Khader, Sifaoui med flere betalt en høj pris for sin åbenmundethed. Hun har fraskrevet sig retten til at leve et normalt liv. Et demokrati må værne om disse menneskers sikkerhed og deres ytringsfrihed.
De liberale muslimer og frafaldne muslimer er vigtige stemmer i debatten om islams politiske side. Den debat må ikke forstumme. Dertil er konsekvenserne også for de liberale muslimer og de, der har forladt religionen, alt for store.