Af Britta Mogensen
Den 22. august i Deadline på DR2 var et af emnerne, om massemorderen Breiviks ondskab kan forklares. Den, der var inviteret til at ”forklare”, var den norske filosof Lars Frederik Svendsen, som blev interviewet pr. langdistance. Som det desværre er reglen mere end undtagelsen, elsker TV-værter at høre sig selv tale, og inviterede gæster får meget sjældent lov til at tale ud. Derfor hakkes det, de siger, i mere eller mindre usammenhængende småstykker.
Dét, jeg imidlertid opfattede, at Svendsen sagde – efter at jeg havde prøvet at finde mening i de sætninger, hvor han ikke blev afbrudt – var, at Breiviks ondskab ikke kom udefra, men inde fra ham selv. Da det er et synspunkt, jeg selv hele tiden har forfægtet, synes jeg selvsagt, at denne norske filosof er det fornuftigste menneske, jeg har hørt udtale sig efter den forfærdelige tragedie, der har ramt det norske folk.
Hans ord gjorde dermed også alle de, der har haft travlt med at finde syndebukke i den mest svinske, tarvelige og perverterede mediehetz, jeg har overværet til dato, til skamme. Især dagbladet Politiken i Danmark har været grotesk. Indtil altså de hetzende redaktører skulle forklare deres skriverier på TV, så var det tå-krummende pinligt at høre dem forsøge at sno sig uden om de skrevne ord. En patetisk forestilling – hver gang. Journalist Jeppe Juhls fremragende kronik om Politikens hetz (som Politiken ikke ville trykke, og som derfor blev trykt på www.Sappho.dk), indeholder en del links, hvor man kan se flere af disse TV-udsendelser.
Højre- vs venstrefløjsektremisme
Vi er ikke vant til højreekstremistisk terror, hvis man da kan sætte en isme på Breiviks terror. Faktisk er den så sjælden, at vi ikke aner, hvordan vi skal forholde os til den. Jeg vil tro, de fleste blev lamslåede, mens de venstreorienterede medier synes nærmest euforiske af lykke over deres held. Endelig, endelig var det ikke dem selv, der havde udført en sådan ugerning. Den venstrefløjsekstremisme, som vi er særdeles vant til, da den jævnligt kommer til udbrud – mest kendt er vel Blekingegadebanden, PFLP’s lejesvende – lod da heller ikke vente længe på sig.
Endnu mens Norge var i dyb sorg, kunne det danske politi anholde fem venstrefløjsaktivister, der blev sigtet efter terrorismeparagraffen. Det fik omgående den ekstremistiske venstrefløjsnetavis Modkraft til at reagere: ”Politiet dæmoniserer venstrefløjen”.
Naturligvis, sådan må det være. Efter denne logik er årsagen til de fem terroristsigtedes planlagte terror mod landets institutioner, at retorikken er for rabiat – altså hos dem, der ikke tilhører venstrefløjen. Og det er den samme logik, der kunne dømme demokratisk valgte partier og ikke-voldsopfordrende bloggere (med)skyldige i Breiviks udåd, fordi retorikken efter hans mening ikke var rabiat nok. Det siger sig selv, at når der kommer – eller afsløres – endnu et islamistisk terrorangreb, så er det igen de samme menneskers retorik, der må stå for skud. ”De Anstændige” ved skam godt, hvem der må påtage sig ansvaret.
Det rabiate
Det ”rabiate” består ikke i heilende islamister. Det er heller ikke ”rabiat”, at knive og skydevåben i visse dele af byen hører til den daglige påklædning, ligesom hverken børneægteskaber, polygami, kønslemlæstelse, tvangsægteskab, trusler på livet, dumpning i udlandet eller likvidering er ”rabiat”.
Det rabiate er at påpege disse forhold. For da de bekender sig til islam, hvorfra de henter deres voldsideologi, er der tale om islamkritik. Det kaldes dæmonisering af en hel befolkningsgruppe. Der er ingen andre end venstrefløjen, der omtaler islamister og muslimer som en samlet ”befolkningsgruppe”. Vi andre er udmærket i stand til at skelne mellem på den ene side vores muslimske medborgere, der ønsker at leve i fred med os, og på den anden de voldsforherligende islamister og ekstremistiske venstrefløjen.
Jeg har i årevis undret mig over, hvordan det kan være ”højreekstremistisk” at tale for frihed, ytringsfrihed, ligeværd, ligestilling, lige muligheder for alle, beskyttelse af kvinder, sekulært demokrati og religiøs frihed og at modarbejde ethvert ønske om at indføre begrænsninger i disse goder, som vi har tilkæmpet os. Det over årene gået op for mig, at det rabiate er at arbejde for, at såvel ægteskabsimmigranter som herboende minoritetskvinder skal nyde godt af disse rettigheder. At hævde disse kvinders rettigheder anses for at være kritik af de mænd, der undertrykker kvinderne. For disse kvinder er ”frihed” og ”lige muligheder” bare smukke ord. Mange af dem må bevæge sig som ikke-eksistenser rundt i vores samfund.
Kritikens konsekvenser
Kritik af disse forhold har nogle konsekvenser. Meget hurtigt udråbes man som fremmedhader, muslimhader og islamhader – eller islamofob, ordet som alle ekstremister elsker. Det ord, der er opfundet af den iranske, menneskerettighedskrænkende diktator Khomeini. Og er man tillige lodret imod indhylningen af kvinder, føjes racist hurtigt på ens CV. Jeg er blevet belært om, at der eksisterer nogle for mig hidtil ukendte racer, nemlig religion (islam) og ”en lille klud på 30 gram” (ikke mit, men en muslimsk, indhyllet kvindes udtryk).
De, der ”blander sig” i undertrykte kvinders isolation, må være forberedt på at blive udsat for angreb af de såkaldte feminister, der pr. definition tilhører venstrefløjen, og som slår til lyd for, at disse kvinder selv må rede sig ud af deres lidet misundelsesværdige livsvilkår. Man kan heller ikke tage for givet, at der fra de højtuddannede minoritetskvinder er støtte at hente i kampen for deres mindre heldige medsøstre. Tværtimod går en del af dem hånd i hånd med venstrefløjen og bliver mildest talt aggressive. Modsat dét, politikerne tror, nemlig at uddannelse er lig med integration og internalisering af vestlige værdier, viser det generelle billede desværre, at jo højere uddannelse, jo mere radikalisering og endnu mere indhylning. Disse kvinder kan deres koran på fingrene, og opfatter de noget som kritik, får man kærligheden at føle. De kan derfor deltage i feministernes hylekor: ”Bland jer udenom”. En diskussion med på den ene side kvinder, der bekender sig til islamismen, og på den anden side bøger af (muslimske) kvinder, der bekæmper den, kunne være særdeles interessant. Men at forholde sig til teologisk stærkt vidende muslimske kvinder, der afviser uvidende imamers fortolkninger, kunne i sandhed være farligt. Islamismens kvindelige fortrop kunne ende som frafaldne.
Tilhylningsregler
Er tilhylningen frivillig, eller er der tale om tvang? For mig er der slet ingen tvivl om, at de veluddannede, radikaliserede kvinder bærer deres hijab frivilligt. Men de, der ikke er radikaliseret og ikke ønsker gennem et fremmedartet og importeret klædningsstykke at sætte et skel mellem ”dem” og ”os”, har vist sig at komme ud i store problemer. De har været udsat for, at de måtte skifte studieretning eller endog universitet, hvis ikke de underkastede sig de tilhylningsregler, som blev fastlagt af deres islamistiske medstuderende. Og at bo i en ghetto, være sorthåret og ikke indhyllet, er at bede om såvel fysisk som psykisk chikane.
Multietnicitisme vs multikulturalisme
Jeg går ind for multietnicitisme, men er modstander af multikulturalisme, hvis skrækeksempler er England og Sverige: Parallelsamfund, dvs. samfund i samfundet med hver deres liv stort set uden kontakt til det omgivende samfund og med stærk afvisning af modtagersamfundets værdier.
Tværtimod holdes der fast i stik modsatte værdier: Modstand mod ytringsfrihed, modstand mod det enkelte individs selvrealisering, modstand mod kvinders rettigheder, modstand mod menneskeskabte love. At være imod multikulturalisme er at ønske alle nyankomne velkommen og et tilbud og en forventning om deltagelse på lige fod med modtagerlandets befolkninger. Det er inklusion.
Multikulturalisme er for mig at se et onde, som er skadelig for en samlet nation, som da også flere statschefer i Europa med mange års forsinkelse har måttet erkende. For multikulturalisme er eksklusion.