Tahmima Anam: ”Krig er sådan en maskulin ting”
Af Helle Merete Brix, for HRS(London): Norge er stadig i sorg over terrorangrebet den 22. juli. 10-års-dagen for terrorangrebet på USA den 11. september nærmer sig. Men i år er det også 40-året for afslutningen på en i Vesten sjældent omtalt krig: Borgerkrigen i Bangladesh, der indledtes med at bengalerne erklærede deres løsrivelse fra Pakistan i marts 1971. Efter mange måneders blodige kampe med den pakistanske hær kunne Bangladesh erklære sig som selvstændig stat i december samme år, skriver Helle Merete Brix.
En af de få skønlitterære forfattere i Vesten, der har beskrevet krigen i sit forfatterskab er Tahmima Anam, som HRS for nylig mødte ved et arrangement i Southbank Centre ved Themsen som led i London litteraturfestival. Anam bor i London. Hun er født i Bangladesh men opvokset overvejende i Paris, New York og Hong Kong. Hendes far, der i dag er redaktør for den engelsksprogede avis ”The daily star” i Bangladesh arbejdede igennem en årrække i UNICEF.
Men det er ”Bangladesh, som jeg kender til”, som Anam udtrykker det over for forsamlingen. Og som hun derfor vælger at skrive om i sit forfatterskab. For nylig udkom bogen ”The good muslim”, der med rette har fået fine anmeldelser. Tidligere er udkommet ”A golden age”, der vandt Commonwealth Writers´ Prize for bedste debutbog. Den religiøse følelse Begge bøger beskæftiger sig med Haque-familien. Hvor debutbogen foregår under selve borgerkrigen, er vi i ”The good muslim” rykket frem til midten af 1980erne. I visse kapitler springer bogen dog tilbage til tiden efter krigen i 1970erne. Børnene, Maya og Sohail er i trediverne. Maya er blevet læge, og hun vender efter syv års arbejde i en landsby hjem til familiens hus i hovedstaden Dhaka. Her bor moderen, der er enke og bor sammen med broderen Sohail og Sohails søn Zaid.
Sohails hustru er død og hjemmet er nærmest indhyllet i religiøsitet. Det skyldes ikke blot de sørgende og tildækkede kvinder, men det faktum at den religiøse fundamentalisme også har slået rod i Haque-familiens hus. Hvor hendes bror under krigen kæmpede sammen med guerillaerne, er han nu blevet en prominent religiøs leder i lokalsamfundet. Han brænder den skønlitteratur, han engang var så glad for at læse. Han prædiker fra husets tag. Han nægter at synge med, da søsteren Maya lige efter krigens slutning arrangerer en fødselsdagsfest for ham og alle andre tilstedeværende stemmer i og fremsynger linierne ”Bangladesh, mit liv og død”. Måske er det Sohail, der er bogens gode muslim. Måske er det Maya. Måske slet ingen?
Den religiøse følelse var noget af det sværeste at beskrive, fortæller Anam. For hun er ikke selv et religiøst menneske:
-Den religiøse epifani er en indvendig ting. Bogens Maya er begrænset i sit intolerante syn på religion. Hun er læge og feminist, og hun føler sig fri. Det er umuligt for hende at acceptere, at broderen bruger friheden til at vælge den religiøse vej.
Maya har måttet rejse fra landsbyen, erfarer vi, fordi hendes ønske om at hjælpe landsbyens kvinder til selvstændighed ikke bliver vel modtaget blandt landsbyens mænd. En kvinde bader på Mayas opfordring i swimmingpoolen og straffes efterfølgende med 100 piskeslag. Maya får trusler og efter en skelsættende natlig episode beslutter hun at rejse. Taslima Nasrin og politiske romanerMaya skriver også til en lokal avis. Det er svært ikke at tænke, at Anam har haft eksilforfatteren Taslima Nasrin i tankerne, da hun skabte figuren. For Nasrin, vel Bangladesh´s mest berømte forfatter – der i øvrigt taler i Oslo på søndag ved Humanisternes Verdenskongres – var også i sit hjemland læge, feminist og skribent.
I Dhaka opsøges Maya af Joy, som hun kendte før krigen. Han er forelsket i hende. Han har mistet ”en bror, en far og et stykke af sin højre hånd til krigen”. Maya er glad for ham men bange for at miste sin selvstændighed. Joy kommer på en hård prøve. Men, som forfatteren erklærer:
-Jeg må have en kærlighedshistorie i min bog.
Derudover, fortæller Anam, om grunden til selve rammen for fortællingen:
-Jeg interesserer mig for at læse politiske romaner, og jeg interesserer mig for at skrive dem. Jeg interesserer mig for livet, dér hvor mennesker lever på kanten. Men man skal huske, at det er figurerne, der skal leve.
Det lykkes i bogen. Anam forfalder ikke til stereotyper, hverken når hun tegner Maya eller Sohails figurer. Maya er stejl i sit væsen, og hun er ingen ufejlbarlig heltinde. Hun engagerer sig i Sohails søn Zaid, der tydeligvis har problemer. Hun opponerer, da Sohail sender Zaid til en madrasa, og der er begrundet mistanke om, at han misbruges seksuelt af lederen af madrasaen. Men Mayas forsøg på at løse situationen får katastrofale følger. Hun mistror, med urette Sohail og forstår ikke, at han naturligvis vil redde sin søn. Og hun kender ikke til Sohails smertelige hemmelighed, der har medvirket til at få ham til at vende sig til religionen. Research, mænd og krig Imellem de fine beskrivelser af menneskelige relationer og de mange sanselige indtryk – Dhaka i morgentågen, et barn indhyllet i et moskitonet og månebelyste træer – har bogen vedkommende information, der får den udenforstående læser til at forstå de politiske omstændigheder. Som når Anam beskriver flyene med det hjemrejsende pakistanske militær og deres bengalske brude. Eller lader Maya tænke tilbage på drab på hinduer og udrensningen af de intellektuelle, mordet på universitetslærerne, der ikke ”blev opfattet som tilstrækkeligt islamiske”.
Anam foretog selv et omfattende researcharbejde for at gøre fortællingen troværdig. Hun tog til Bangladesh, opsøgte madrasaer for piger og interviewede soldater fra krigens tid.
-Krig er sådan en maskulin ting. Jeg talte med en masse mænd, der deltog i krigen for 40 år siden. Mændene havde alle sammen manuskripter i skuffen. Kvinderne derimod, har fokuseret på at de fik udstrakte friheder, flere kærlighedsægteskaber og færre arrangerede ægteskaber.
Og så fastslår Anam egentlig indirekte, hvor meget rødder og kultur betyder med hensyn til, hvad man som forfatter vælger at skrive om. En spørger fra salen vil vide, hvorfor man stadig skal finde Anams bøger i boghandlernes Asien-sektion for skønlitteratur. Skal hun ikke snart skrive om noget andet? Nej, svarer Anam:
-Jeg føler, at Bangladesh er det sted, jeg kan skrive mest ærligt fra. Jeg føler ikke, at jeg kender London godt nok.