I kvinders verden
Af Helle Merete Brix, for HRSForleden kom et newssheet fra en kvindeorganisation ind af døren. Organisationen hedder ”Women Living under Muslim Laws”. (WLUML) Jeg har nævnt den adskillige gange her på rights.no, men der er grund til at nævne den igen. WLUML beskæftiger sig med kvinders forhold verden over, hvor kvinders liv er ”formet, betinget eller regeret efter love og traditioner, der siges at stamme fra islam”.
I det newssheet, der sendes ud fra Asien-kontoret et par gange om året til interesserede, er der samlet stort og småt fra mediernes dækning af sejre og nederlag for kvinder, hvad angår deres juridiske forhold. WLUML fokuserer både på immigrantsamfundene i de vestlige lande og på lande som Pakistan, Malaysia, Bangladesh, Egypten og Syrien.
Nyhederne er ganske vist lidt forsinkede, for der skal samles ind for adskillige måneder af gangen. For friskere nyheder og større rapporter kan man se hjemmesiden.
En del af nyhederne i dette newssheet og på hjemmesiden når sjældent skandinavisk presse. På forsiden af det aktuelle newssheet denne gang er dog en artikel fra AWID om Buthayna Kamel, som medier flittigt har skrevet om. Kamel, der er tv-vært er den første kvinde, der stiller op til det egyptiske præsidentvalg. I artiklen fokuseres der også på den frygt, mange kvinder har for at det nye Egypten ikke vil sikre allerede hævdvundne rettigheder eller sikre dem nye.
Islamister og kvindelige ofre
Af andre artikler kan for eksempel nævnes en artikel om unge kvinder i Pakistan, der forsøger at bekæmpe ”talibaniseringen” af det landlige Pakistan. Eller en om Tjetjenien, hvor kvinder nu tvinges til at dække sig til.
Eller en historie fra Bangladesh, der fortæller om hvordan politiet i foråret måtte splitte en demonstration på en hovedvej i Dhaka. Samtidig måtte skoler, forretninger og kontorer landet over holde lukket, på grund af en national strejke, organiseret af islamiske grupper. De er utilfredse med, at regeringen har tilsidesat shariaen på et væsentligt punkt: Fremover arver en kvinde på lige fod med en mand, og ikke som hidtil, kun halvdelen af, hvad hendes bror arver. I artiklen, der stammer fra BBC News og Daily Star lyder det også at: ”Skønt hardline religiøse partier ikke har overvældende politisk indflydelse, kan deres kampagne med at portrættere regeringens politik som anti-islamisk, få indflydelse i landlige områder”.
Nyheden korresponderer med en artikel på WLUMLs hjemmeside, der fortæller om hvordan kvinder i Bangladesh, i øvrigt i strid med lovgivningen, udsættes for traditionelle straffe som pisk, hårafklipning med mere, på grund af anklager om for eksempel utroskab. En tragisk sag er den om Hena Akhter, en teenagepige, der i Shariatpur distriktet blev straffet med 100 piskeslag i januar i år. Hun blev beskyldt for at have haft en seksuel affære, men højst sandsynligt var hun blevet seksuelt misbrugt. Hun besvimede under piskningen og døde derefter. Siden Akhters død er der rapporteret om tre piger, der begik selvmord efter en lignende straf.
Den uformelle sharia
Hermed fortæller WLUML også om et fænomen, der spiller en betydelig rolle for kvinders liv: Den uformelle sharia. Den findes i både de vestlige immigrantsamfund og i lande uden for Vesten, med en muslimsk flertalsbefolkning eller et betydeligt muslimsk mindretal. Den kan implementeres ikke blot i Bangladesh og Pakistan, men i Bradford, en parisisk forstad eller Oslo.
Bradford i det nordlige England besøgte jeg sammen med en kollega i 2003, og det var et nyttigt og interessant besøg. De fleste mennesker i byen med muslimsk baggrund i har pakistansk eller bengalsk baggrund, og det er stadigvæk almindeligt at hente ægtefællen i hjemlandet.
Jeg beskrev besøget i en kronik maj 2003 i den danske avis Politiken. Blandt mange kritisable forhold fortalte en ansat på et psykiatrisk hospital os, at man siden 1999 havde delt afdelingen på to af de psykiatriske hospitaler i byen op. Nogle af de kvinder, der hentes til Bradford fra hjemlandet havner nemlig her. De har oplevet at komme til et land, hvor de ikke kan sproget, og hvor de ikke har lov at gå ud på egen hånd. Gadedøren er ganske enkelt låst. Kvinderne og deres mænd er ikke trygge ved det blandede miljø på hospitalet.
Da det franske undervisningsministerium for år tilbage afdækkede fundamentalisme i forstæderne (Den såkaldte Obin-rapport, red.),meldte chokerede undervisningsinspektører tilbage om vold og intimidering af kvinder og piger. De fortalte også om kvinder, de så i gadebilledet, fuldstændig dækket til, med ikke engang øjnene synlige og ledsaget en mandlig værge, ofte en helt ung søn. Drengen bærer for eksempel på et tæppe, så hans mor ikke kommer i kontakt med noget ikke-muslimsk, hvis hun er nødt til at sætte sig ned.
HRS skrev forleden om negligeringen af problemet med de unge med indvandrerbaggrund, der ikke dukker op ved skolestart. Som er blevet sendt ud af landet, måske fordi familien ønsker, at de skal giftes med en partner fra forældrenes hjemland. Også her kan man vel mene, at der er tale om en uformel form for sharia, måske blandet op med tradition og kultur.
Vejen frem må være, at europæiske myndigheder i en langt højere grad får øjnene op for, at det er kvinder og børn, der først betaler prisen for det samfund, der lanceres som multikulturelt og tolerant. Og sætter foden ned, hvor det er nødvendigt. Det kunne vel næppe være hensigten, at det multikulturelle samfund skulle forringe kvinders forhold?
De organisationer, der som WLUML gør et stort og vigtigt arbejde for at forbedre kvinders forhold og oplyse om problemerne, kunne fortjene mere opmærksomhed fra de europæiske myndigheders side. Der søsættes mange initiativer i disse år på regeringsplan, men tilgodeser disse initiativer kvinderne? Man har sine tvivl, når man ser, hvad der sker i disse år, både i Vesten og landene udenfor.