Ytringsfrihet

Lars Vilks i forkledning på bokmesse

Lars Vilks fikk ikke delta i debatt på bokmesse i Göteborg denne helgen grunnet terrorfare. Som en alternativ løsning skulle Vilks debattere via en storskjerm fra et trygt sted. Alternativet ble avvist av arrangøren, forlaget Axess. Det hele endte med at Vilks dukket opp på bokmessen i forkledning, med tre sivilkledde sikkerhetsvakter fra Säpo.

Bogmessen: Vilks skulle have deltaget via storskærm – dukkede op i forklædning

Af Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen, for HRS

Kunstneren Lars Vilks’ deltagelse i en debat på den svenske bogmesse i weekenden blev aflyst, fordi man ifølge bogmessens ledelse ikke kunne få den fornødne sikkerhed på plads. I stedet for at være fysisk til stede skulle Lars Vilks så deltage via storskærm, men det blev afvist af forlaget Axess.

Som rights.no skrev forleden, aflyste den svenske Bokmässan i Göteborg en debat på forlaget Axess’ stand, hvor kunstneren Lars Vilks skulle have deltaget. Alt efter hvem man spørger, får man forskellige udlægninger af det konkrete hændelsesforløb vedrørende aflysningen. Peter Karlsson fra svensk PEN oplyser i en mail til rights.no, at arrangementet ifølge PEN’s oplysninger blev aflyst, fordi bogmessens ledelse ikke kunne nå at få sikkerheden på plads, da bogmessen fik for sen besked om Vilks’ deltagelse.

Vilks på storskærm

Kommunikationschef Birgitta Jacobsson fra bogmessen tilslutter sig denne udlægning og fortæller samtidig, at bogmessen ønskede, at Lars Vilks skulle deltage i debatten via en storskærm. Et forslag, der blev afvist af redaktør Johan Lundberg fra Axess.

”Alle, som har været på bogmessen i Göteborg, burde forstå, at det ikke fungerer at tale med en tv-skærm,” siger han til rights.no . Lundberg stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om resultatet var blevet anderledes, hvis bogmessen tidligere havde fået besked om Vilks’ deltagelse.

Om politiet og bogmessen ikke har haft tilstrækkelig tid til at forberede sig på Lars Vilks’ ankomst er et åbent spørgsmål, da det ikke er lykkedes præcist at fastslå, hvornår bogmessen blev bekendt med kunstnerens deltagelse på messen. Selv omtaler Lars Vilks sin deltagelse i en postering på sin blog den 16. september, mens Sveriges Radio skriver om Vilks’ besøg på bogmessen dagen før – den 15. september. I artiklen fra Sveriges Radio udtaler bogmessens kommunikationschef Birgitta Jacobsson, at hun ikke er bekendt med, at Vilks besøger messen. Den danske bogmesse

Rights.no har også talt med Bogforum i Danmark, hvor man er i sving med at planlægge den 20. danske bogmesse, der løber af stabelen i København i midten af november. Her oplyser arrangementschef Jeanette Annfeldt, at man helt overlader til PET at vurdere om, det er forsvarligt at gennemføre et arrangement, der kræver ekstra sikkerhed. Bogforum har haft medvirken af både tegneren Kurt Westergaard og Jyllands-Postens daværende kulturredaktør Flemming Rose (i dag udlandsredaktør på samme avis, red.). Annfeldt siger til rights.no, at det er vigtigt at gennemføre sådanne arrangementer, da ytringsfriheden er et vigtigt element for forfattere. Hun oplyser samtidig, at Bogforum overlader det til PET at vurdere om, der foreligger en særlig risiko. Som svar på spørgsmålet om, der ikke altid er en sikkerhedsrisiko, når det drejer sig om for eksempel Kurt Westergaard, siger Annfeldt, at ”det er der jo også, hvis man bevæger sig ind på Nørreport Station”.

En forklædt Vilks

Tilbage til den svenske bogmesse var forvirringen nærmest total, da Lars Vilks til den svenske avis Metro oplyste følgende angående sin deltagelse i årets bogmesse:

”Jeg kommer måske, eller ikke. Eller også kommer jeg forklædt.”

Det sidste gjorde Vilks. Göteborg Posten har berettet om, hvordan Vilks dukkede op og sås siddende på en sofa, tilhørende forlaget Nya Doxa, i lettere forklædning. Omkring sig havde Vilks civilklædte sikkerholdsfolk fra Säpo, der bevogter Vilks, når han optræder i offentlige sammenhænge.

En tv-journalist blev fejlagtigt mistænkt for at være ude på at overfalde Vilks. Han blev ført ned i et kælderrum af tre, civilklædte betjente. Da han fremviste pressekort og akkreditering fik han lov at gå.