Hege Storhaug, HRS
Tenk deg at i morgen skal du forlate Norge for aldri å vende tilbake. Aldri. Ikke fordi du ønsker det skal være slik, men fordi det handler om å overleve. Du tar avskjed med din mor, din far, dine søsken. Du lukker døren til hjemmet ditt en siste gang, og etterlater deg mang en kjær gjenstand som har hatt betydning for deg – helt tilbake til den spede barndommen. Man kanskje aller tyngst er den kulturelle avskjeden: det meste av det kjente i dagligdagen som berører sansene, vinker du også farvel til.
Jeg levde tett på en flyktning på midten av 90-tallet. Jeg opplevde således dette savnet i mennesket etter røttene, det som en gang var det selvfølgelige og det kjente i hverdagen. Jeg kjenner også flyktninger som gjennom 30 år ikke har kunnet besøke sin egen mor i landet de flyktet fra. Savn er et ord som knapt beskriver tilstanden.
Å mene at nasjonalfølelse, opplevelse av tilhørighet til et land og folk, anses av en del akademikere som ”umoderne”: det er føttene som visstnok teller i globaliseringens tid. Ei heller er det ”moderne” å oppleve at man tilhører et folkeslag og et land. Formuleringer som bygger opp under denne påstanden er å lese i et intervju med Thomas Hylland Eriksen i 2008 Journalisten spør hva som det ”bør forskes mer på”, såkalte ”hvite flekker”. Her er svaret:
– Den viktigste hvite flekken består nå i å dekonstruere majoriteten og gjøre det grundig slik at den aldri kan kalles majoritet lenger (…). Noe slikt vil kunne bidra både til forståelse og frigjøring. Og å se det globale i det lokale, at vi engang for alle virkelig lærer oss at samfunnsvitenskapelige analyser ikke må ta nasjonalstaten som apriorisk utgangspunkt, men at forbindelser og mobilitet er like vesentlig som integrasjon og samfunn.
Vel, selv opplever jeg at jeg tilhører den norske befolkningen, majoritetsbefolkningen i dette landet. I denne majoritetsbefolkningen har det derimot skjedd noe, særlig de siste tiårene: den har fått medlemmer – fullverdige – med en helt annen nasjonal opprinnelse. Men mange nye borgere er ikke en del av majoritetsbefolkningen, fordi de ikke ønsker, klarer eller får lov til å slippe tak i opprinnelseskulturen. Som en tredjegenerasjons ung jente jeg traff på søndag: hun lever i Pakistan i hjemmet – både hva gjelder verdier, lukter, smaker, lyder (parabol og stereoanlegget). Selv om hun knapt er kommet i puberteten, vet hun godt hva kravet er: hun skal gifte seg med en annen med pakistansk bakgrunn en dag. Noe helt annet er mine iranske venner. De lever fullt og helt i Norge verdimessig og kulturelt, men de har ikke av den grunn kastet sitt opphav på båten. De er nordmenn, og de er iranere, og det iranske handler om å vedlikeholde språk, det handler om mat, litteratur, om tradisjoner som å feire det iranske nyåret.
Å ”dekonstruere majoriteten og gjøre det grundig slik at den aldri kan kalles majoritet lenger”, er en holdning som har, mildt sagt, noe totalitært ved seg. Jeg har mange ganger undret meg om den samme tankegangen ville blitt brukt overfor andre folkegrupper. Ville man mene at kenyaneres opplevelse av å være majoritetsbefolkning i Kenya skal dekonstrueres ettersom mange somaliere flykter og bosetter seg i Kenya, eller at den pakistanske befolkningen i Pakistan ikke skal oppleve at Pakistan er deres land og at de tilhører majoritetsbefolkningen ettersom så mange afghanere har flyktet dit, og flere og flere kinesere inntar landet? Eller finnes det noe som heter en kjernekultur, en majoritetskultur? En kultur folk ikke frivillig bryter båndene til?
I Teheran er jeg født
Af Helle Merete Brix, for HRSEn iransk ven igennem mange år fortalte mig for nylig, at han har en særlig grund til at elske sine ferier i Portugal og Grækenland. Det er ikke mindst det udendørs liv og varmen. Samt noget andet udefinerligt. Tilsammen gør det at disse lande ”minder mig om Teheran”.
Nu har den pågældende ikke sat sine ben i Iran siden mullaherne jog hans familie på flugt i 1979. Han er heller ikke muslim og de, der som min ven er født ind i Bahai-religionen siger en anden iransk ven, har altid været orienteret mod Vesten. Måske fordi bahaierne er Irans mest forhadte minoritet.
Samtidig med at vi ustandseligt hører om, at nationalstaten er gammeldags og i øvrigt en konstruktion, synes savnet efter hjemlandet uudryddeligt. Det samme gælder ønsket om at få en stat, man kan kalde sin egen – tænk blot på den israelsk-palæstinensiske konflikt og palæstinensernes igangværende kampagne for at få FN til at godkende en selvstændig palæstinensisk stat. En gang iraner, altid iranerMen tilbage til Teheran – hvad der kan være en vovelig ting. Den islamiske republik Iran opgiver aldrig kravet på en statsborger. Hvis ens far er iransk statsborger, så anses hans børn også for at være det, uanset at de måske er født i eksillandet. Får den besøgende problemer med myndighederne i Teheran, er det højst tænkeligt, at eksillandets myndigheder ikke kan hjælpe. Det hørte jeg engang en livlid diskussion om ved et møde om en iransk bog i Paris.
Jeg har ligeledes hørt historier om mennesker, der har været hunderædde for, hvad der kunne ske en far eller mor, der havde skridtet at rejse tilbage til netop Iran. For hvis uheldet er ude, hvad så? Det forekommer mig, at de mennesker, der ind imellem lufter et lovlig romantiseret syn på Mellemøsten og andre ikke vestlige lande glemmer, hvad en grundlæggende forskel på disse lande og Europa er: Forskellen på kaos og et retssystem. Ingen rådner op i i et fængsel i årevis uden adgang til advokat eller uden at blive stillet for en dommer i Belgien eller Sverige. Eller Norge. Tænk blot på hvor venligt et retssystem behandler en mand som Anders Behring Breivik. Der tænkes på hans sikkerhed i fængslet i forhold til de andre fanger – den var vist ikke gået i Teheran eller Harare. Sprogets betydning ”Jeg glæder mig til at tale farsi med ham”. Endnu en iraner fra min bekendtskabskreds gav engang han var i Danmark udtryk for, hvor gerne han ville møde en farsitalende bekendt. Den pågældende hører til den gruppe af iranere, der sjældent spiser på andet end en iransk restaurant, når han skal ud med venner og bekendte, iranere eller ej.
”Aldrig havde jeg drømt om, at jeg måtte forlade mit land” har han engang sagt til mig. Også han blev sendt i eksil af mullaherne. Ligesom en tredje iransk bekendt, den nu afdøde fransk-iranske journalist Freidoune Sahebjam. Sahebjam, der besøgte Iran illegalt mange gange, var født uden for Irans grænser, men tilbragte en årrække som voksen i landet, hvor han blandt andet arbejdede for shahen. Han elskede at tage på rejser til Afghanistan. Ligeså meget han afskyede talebanerne, lige så meget holdt han af folket.
Der er også Taslima Nasrin. Den bengalskfødte, islamkritiske forfatter, der måtte flygte fra Bangladesh i 1994, fordi mullaher ville have hende dræbt, bor i dag i eksil i USA. Hun har også boet i eksil i Sverige, Tyskland og Indien. Noget af det vanskeligste for hende har været, da den indiske regering ikke længere ville lade hende bo i landet; muslimske fundamentalister har lagt pres på regeringen for at få hende fjernet. Det lykkedes øjensynligt i , da hun måtte rejse. I Indien kunne hun forstå de mennesker, hun boede iblandt, større er forskellen på bengalsk og de sprog, der tales i Indien – udover engelsk naturligvis – ikke. Også for Nasrin var savnet efter at tale sit eget sprog stort. De tabte landskaberI et essay, som Nasrin skrev til antologien ”Islam i Vesten: På koranens vej? ” (Helle Merete Brix og Torben Hansen, red., Tiderne Skifter, 2003) gav hun udtryk for noget andet, hun savnede udover familien, sit hjem og sit land: I et indledende digt taler hun om at religionen ”fik mig til at forlade Brahmaputrafloden/hvor kash-blomsterne danser med bølgerne/og hvor jeg plejede at storme mod vinden”.
Forfatteren Laureen St. John mødte jeg i London for nogle år siden. Hun er forfatter til en fremragende bog, ”Rainbow`s End” (Laureen St. John, Penguin Books, 2007) om sin opvækst på en farm i det land, der engang hed Rhodesia og i dag hedder Zimbabwe. Hun selv, hendes mor og hendes søster bor i dag andre steder i verden. Men hendes far boede stadig i Zimbabwe, da jeg mødte hende i London. Skønt forholdene for befolkningen, både hvide og sorte er uhyre vanskelige, bliver han i det land, han besluttede sig for at han ville bo i som ung sydafrikaner. Som St. John forklarede: Hvis ikke hendes far kan vågne op og se en afrikansk solopgang, så vil han hellere slet ikke være til.
Det land, vi er født i, eller som vi som voksne er udvandret til og har fået et særligt forhold til, det land slipper vi ikke uden videre. Det gælder også, selvom landet hedder for eksempel Iran eller Zimbabwe.