Marx, venstrefløjen og den farlige religion
Jørgen Sandemoses nye bog er ikke let læsning. Medmindre man er marxist som Sandemose, og det er denne anmelder ikke. Allerede i forordet slås tonen an. Sandemose, ( der til daglig er ansat ved Institut for filosofi, idé-, kunsthistorie og klassiske sprog ved Universitetet i Oslo), taler ganske vist om, at vestlige intellektuelles dragning mod islam har været styret af en ”en vilje til å ignorere ens egen historisk religiøse bakgrunn”. Det er jo klart og forståeligt. Men lidt længere henne i forordet påpeger forfatteren, at de intellektuelle, der har taget temaerne om terror med mere op efter Breiviks udåd denne sommer, langt fra har været styret af fornuft, eller ”af vilje til at knytte sig til former for samfundsanalyse som er forpligtet overfor arbejderklassen”. Javel ja. Naturligvis må forordet også indeholde Karl Marx´s berømte citat om at ”al kritik må begynde med kritik af religionen”. Det er der naturligvis en sandhed i. Et samfund, der ikke tillader religionskritik, kan ikke udvikle sig. Islams bagstræberiskhedHvad sproget angår, bliver det kun værre igennem bogen. Man døjer med sætninger som: ”De vestlige samfunnene har altså grovt sagt to kulturer innenfor en felleskultur. Den sistnevnte er alt i alt en utbyttingskultur, og den må som sådan godtas av minst to parter, nemlig de som inngår i utbyttingsforholdet – dels som utbyttere, dels som utbyttede.” Eller en sætning som denne, hvor Sandemose, taler om at ”ekteskap mellom muslimer opprettholder den juridiske uavhengigheten og etablerer et psykofysisk voldsregime i mikrokosmos.” Hvor man kan mene, at nutidens marxister kunne have brug for en spindoktor for at sælge et budskab i Vesten i det 21. århundrede om klienter, udbyttere og undertrykkelse af arbejderen, kan man også mene, at nogen burde lære dem at skrive, så det er læseligt. Denne bog når den menighed, der i Norge måtte være tilbage af forfatterens politiske trosfæller. Men andre? Jeg tvivler. Og det er synd. For Sandemose har fat i interessante pointer, ikke mindst hvad angår islams bagstræberiskhed. Stagnation som en forudsætningBogen indleder med et rids af den pakistanske indvandring, og her nævner Sandemose noget væsentligt: At industrialiseringen i hele Asien ikke foregår efter så dynamiske principper, at den kan frembringe et stabilt proletariat. Derfor vil der overalt forekomme ”oprør” uden mål og mening, som man har set det i lande som f.eks. Burma, Ukraine, Egypten, Tunesien og Libyen. Det er et synspunkt, som Sandemose også har givet udtryk for i et interview i Klassekampen februar i år i forbindelse med sin forrige bog ”Kritik af globaliseringsteorien”. Sandemose forklarede i interviewet, at han mener at vestlige intellektuelle romantiserer asiatiske samfundsformationer, selvom ”det er en viss framgang her. Nå kan man lytte til Hege Storhaug uten å forutsette at hun er rasist.” Venstrefløjens romantisering af islamSandemoses aktuelle bog nøjes ikke med historiske rids. Vi præsenteres ikke blot for kapitler med titler som ”Fra væpnede pilgrimstog til Luthers reformasjon” og ”Fra reformasjon til Hegel”. Sandemose arbejder sig hen i mod et noget diffustt angreb på den venstrefløj, som han klandrer for at romantisere islam og for ikke at forstå dens forskellighed fra kristendommen.
Nogle af bogens væsentligste sætninger står på side 105 i kapitel 7. Her skriver Sandemose, at ”Mens kristendommen har utgjort en stor kraft i moderniseringen av verden, blant annet av den grunn at den preker menneskelig likhet og opphøyer den materielle skaperakten til noe guddommelig, har islam stagnerende samfunnsforhold som sin forutsetning. Dette skyldes at underkastelse under autoriteter i produksjonen hører til i gamle samfunn, som beror på rene knekteforhold. Islam er godt forenlig med slaveri, småborgerlig håndverk, gammelmodige manufakturer og livegent jordbruk, i en helt annen grad enn protestantisk kristendom er det”.
En anden væsentlig observation finder man for eksempel på side 113, hvor Sandemose påpeger, at Koranen ikke fremstår ”som mytestoff, men som umiddelbar appell og kommando”. Ud med religionen
Sandemose går også i rette med konkrete personer som udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet, der i avisindlæg beskæftiger sig med ”islamofobi” og ”trosfrihed” men fuldstændig undlader at beskæftige sig med indholdet i islam. Og som vælger at ”se bort fra at islam er en underkastelsesreligion”.
I bogens afsluttende kapitel taler Sandemose om det, der også er indeholdt i bogens bagsidetekst, at bekæmpe al religion. Af bagsideteksten fremgår det ikke overraskende, at ”Den, som er ’marxist’ fortjener navnet kun fordi han først tenker fornuftig, og så oppdager at fornuften faller sammen med det viktigste av det som ble hevdet af Karl Marx”. Ligesom Sandemose forestiller sig, at man i en måske ikke så fjern fremtid vil kunne ophæve religion som sådan.
Sandemose mener, at ”Agitasjonen mot religionen kan her føres allment, ut fra en felles motstand mot det religiøse prinsipp, slik kapitalen og dens ateistiske fanebærere så utvetydig har vist det frem”.
Religionsfrihed er også frihed fra religion og frihed til at forlade den, uden at blive dræbt. Ligesom troende i et moderne samfund ikke kan forlange, at deres dogmer skal respekteres af andre. Men ligesom Marx interesserede sig for Folket og ikke for folk sidder man som læser tilbage med en fornemmelse af, at Sandemose er bedre skikket til at have med marxistiske begreber at gøre, frem for evnen til at indleve sig i, at for den måske største del af verdens befolkning er religion ikke blot et undertrykkelsesinstrument men en forklaring på livets største spørgsmål. Det kan ikke hekses væk. Jørgen Sandemose: Venstrefløjen og islam. Valdisholm, 2011. 175 sider.
Les også ”Ein knytteneve mot islam”, av Jon Hustad i Dag og tid (pdf)