At fylde himlen med musik
Af Helle Merete Brix, for HRS
(London): Det har været så smukt vejr hele dagen, sol og blæsevejr. Men som the Welsh Guards Band marcherer ind på Grosvenor Square med tromme, bjørneskindshuer og basuner, begynder regnen at sile ned. Og i de næste par timer, mens korsangere afløser taler og der også bliver plads til et par enkle rocknumre, kommer paraplyerne op og ned. Vi er omkring 200 mennesker i parkanlægget nær den amerikanske ambassade i et af Londons fornemste kvarterer. For mens omtrent al opmærksomhed denne tiårsdag for al Qaedas mest spektakulære angreb er rettet mod USA, mindes en lille gruppe mennesker de 67 britiske ofre, der omkom 11. september. Næst efter USA er Storbritannien det land, der mistede flest statsborgere i tragedien.
Ganske mange af de tilstedeværende, kan man forstå på konferencieren, er mennesker, der denne dag for ti år siden mistede en datter, søn, far, mor, søster eller bror. De fleste tilstedeværende er midaldrende, stateligt klædte herrer med hat, nogle med både det britiske og amerikanske flag i jakkereversen og kvinder i spadseredragter og let fodtøj, der ikke godt tåler den i perioder heftige regn. Men her er også adskillige helt unge.
Efter koncerten samler en større gruppe sig, utvivlsomt er her adskillige af de pårørende. Støttegruppen for de pårørende tæller i dag næsten 300 mennesker. Forkvinden Alex Clarke, mistede sin 30-årige datter Suria, der arbejdede for e-Speed, Cantor-Fizgerald i World Trade Center. Gruppens kasserer, mistede både en søn og svigerdatter. De befandt sig begge, som ansatte hos Risk Waters, på 106. etage i det nordlige tårn, da det første fly ramte. Musik, musikKoncerten, der markerer tiårsdagen, er et samarbejde mellem tre instanser: The British Memorial Garden Trust, The September Concert Foundation og September 11th United Kingdom Families Support Group.
I dag er der to mindehaver: Én på Hanover Square i New York og en i netop Grosvenor Square i London. Hvad musikken angår, er det ambitionen hvert år at ”fylde himmelrummet med musik”, som det lyder på det trykte program. Koncerten har fået titlen ”A concert of reflection”. Der afholdes hvert år Septemberkoncerter mange steder i verden. I år finder der lignende koncerter sted i blandt andet Sydney, Sct. Petersborg og New York.
På Grosvenor Square spilles der naturligvis både den amerikanske og britiske nationalsang. Inden der i dag er blevet åbnet for publikum, har der været en privat mindehøjtidelighed for de pårørende – og enkelte britiske overlevende – i parken. De har lagt hvide roser i den lille pavillon med de tre bronzeplader, hvor man også finder navnene på de omkomne. Og inskriptionen: ”Grief is the prize we pay for love”. Hele området med de nærmeste gader har været spærret af, og det har myldret med betjente i et antal, jeg ikke tidligere har set i en vestlig storby. Blandt andre den britiske premierminister David Cameron og prinsen af Wales, prins Charles, har deltaget i ceremonien.
Der er en anden koncert i gang i området. Ligesom en maskine suger vand op og vedvarende sender støj ud lige bag ved os. Men det gør ikke rigtigt noget. Heller ikke, at et drengekor kun har haft kort tid til at øve. Den afsluttende fællessang reddes af det strålende voksenkor på scenen. Fra gruppen af fremmødte høres en tøvende brummen.
Singer Songwriter Rob Halligan og hans band går på scenen. Halligan mistede sin far i World Trade Center. Siden faderens død har han brugt meget tid på ikke blot musik, men velgørenhed, således støtter han et projekt i blandt andet Bangladesh. Halligan og hans band spiller tre numre. Det ene er den populære ”Streets of this town”, der er dedikeret til hans far og de andre ofre den 11. september. ”Kunne min far se mig fra himlen, ville han nok le”, siger han glad. For vandet fosser ned. Men som Halligan påpeger: ”Var det ikke U2, der engang spillede i et heftigt regnvejr? Well, det gør vi så også”:
Denne smukke morgenTalerne er få og velgørende korte. Sir Christopher Meyer, Storbritanniens tidligere ambassadør i Washington DC, fortæller om hvad han oplevede den dag for ti år siden: Det var så smuk en dag, at det også af den grund virkede helt usandsynligt, hvad der siden skete. ”Men da flyet bragede ind i Pentagon, kunne man høre braget helt over på den britiske ambassade. Derefter var der stille”.
Stille var der også i New York, denne by, der ellers aldrig sover. Meyer og hans hustru tog til New York og mødte britiske pårørende. Han fortæller ligeledes om det DNA-center, der blev oprettet, og hvor mennesker kunne henvende sig for at finde et muligt match til en såret eller et offer, man ikke vidste hvem var.
Peter Hunter, der i 2001 var ambassadens militærattache i New York, læser digte af blandt andre Rudyard Kipling. Enkelte andre indslag fylder scenen. Vi har ind imellem tørvejr og en smule sol, men vi slutter i regn. Før Welsh Guards Band marcherer ud synger vi Septemberkoncerternes slagsang ”Give us hope”. Det kan lyde banalt, men det er, hvad mennesker må tænke, hvad enten de har mistet et familiemedlem i New York, London, Utøya eller Oslo centrum.
Man kan dog undre sig over, at der ikke var flere mennesker til denne koncert. 11. september var et angreb på den frie verden og et angreb, der som tidligere nævnt i denne artikel, kostede 67 britiske statsborgere livet. Et tiår er en særlig dag.