Terroren i Allahs navn
Af Helle Merete Brix, for HRS
Hvad driver unge muslimer ud i radikalisme og terrorisme? Hvilken profil har en typisk terrorist? Det er spørgsmål, som efterretningstjenester, politikere og forskere i disse år ihærdigt forsøger at få besvaret. Senest har den britiske efterretningstjeneste M15 givet et bud i en rapport. Som rights.no kunne fortælle forleden, var det ikke meningen at rapporten skulle være nået til offentlighedens kendskab.
Men det gjorde den, og lad mig indledningsvis opsummerer, hvad M15 mener er kendetegnende for unge muslimer, der vælger at blive terrorister. De fleste af dem er fra middelklassen, og selvmordsterroristerne har ofte en højere uddannelse. Derudover peger rapporten på disse fire markører: Et traume i den pågældendes liv, migrasion, kriminalitet og et fængselsophold. Hvad fængselsopholdet angår, fremgår det af rapporten, at muslimske indsatte radikaliseres i fængslet. Her blev jeg mindet om den britiske journalist Peter Taylors bog ”Talking to terrorists”, ( London, 2010) tidligere omtalt på rights.no.
Taylor påpeger blandt meget andet i sin glimrende bog, at det er så godt som umuligt at få lov at interviewe en dømt terrorist i Storbritannien. Den forklaring Taylor giver er, at i blandt andet det topsikrede Belmarsh-fængsel i det sydøstlige London, har dømte terrorister travlt med at konvertere muslimske indsatte for deres sag. Det ønsker myndighederne ikke at få henledt opmærksomheden på. Taylor underbygger sin påstand blandt andet med en samtale med en tidligere indsat.
Terroristernes dobbeltliv
Derudover de hollandske journalister Janny Groen og Annieke Kranenbergs studie af kvinderne fra Hoffstadgruppen (gruppen bag Mohammed Bouyeri, der myrdede den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i Amsterdam i november 2004, red.). Bogen kom i engelsk oversættelse sidste år med titlen ”Women Warriors for Allah”. ( University of Pennsylvania Press, USA, 2010).
Muhammed Atta boede i Hamborg og kom, som flere gange beskrevet på rights.no, i al Quds moskeen på Steindamm i Hamburgs centrum. Her kom også to af de øvrige flykaprere, Ziad Jarrah og Marwan al-Shehhi.
Hvad der gør denne bog vigtig er ikke mindst det væld af detaljer, som forfatteren har med om terroristernes liv. En sådan detalje er beskrivelsen af det dobbeltliv, som terroristen Ziad Jarrah fører: Hans tyrkiske hustru i Tyskland har muslimsk baggrund men er ikke særligt troende. Hun aner ikke – eller vælger at lukke øjnene for, at hendes mand er på vej ind i terroristiske aktiviteter. Han forsvinder i lange perioder, og han vil ikke forklare om sin færden. Tidligt om morgenen den 11. september 2001 ringer han hende op og siger farvel. Moskeen, internettet og frygten for helvedeCentralt i bogen står påmindelsen om, hvor hurtigt en radikalisering kan finde sted: Under en billedtekst af al Quds moskeen skriver forfatteren, at de tre terrorister, der kom her var ”moderale muslimer”, da de kom i moskeen første gang og ”glødende martyrer”, da de forlod al Quds igen. Det er måske ikke helt sandt. Atta var optaget af Det Muslimske Broderskab, da han var en ung mand i Egypten. Men vitterligt var det – som det altid synes at være – indflydelsen fra radikale prædikanter og en radikal moské, der gjorde at de tog beslutningen om at slutte sig til al Qaeda og Osama bin Laden og blive selvmordsterrorister. Propagandaen er stærk.
Bogen beskriver også, hvordan man som terrorist in spe dengang klarede frisag, når man kom hjem fra træningslejr i Afghanistan eller Pakistan. Man forklarede myndighederne, at man havde tabt passet. Et nyt pas ville være uden de mistænkelige stempler fra disse lande og ikke give en problemer, når man, som 11. september terroristerne, skulle til USA og lære at flyve fly.
Det særlige fænomen, kvinder i radikale islamiske grupper/terrornetærk er en artikel for sig. Her skal det blot fastslåes, at blandt meget andet giver ”Women Warriors for Allah”, studiet af kvinderne i Hofstad-gruppen, en detaljeret beskrivelse af det ekstreme materiale, der i dag flyder i stride strømme på internettet, og som Hofstadgruppens medlemmer dowloadede og spredte. I bogen er der for eksempel en beskrivelse af en 17-årig pige, der bliver islamisk gift og tilbringer en del af sin bryllupsnat med at se videoer med mennesker, der bliver henrettet af jihadister. Et andet sted i bogen fortæller Naima til journalisterne om det indtryk, det giver første gang hun og nogle af de andre kvinder i gruppen ser en video, hvor tjetjenske jihadister henretter en russer: ”Den første (video, red.) gav mig gåsehud, men du vænner dig til det”. Mordet på Theo van Gogh, som blev udført af Mohammed Bouyeri, bar også i detaljer præg af, at morderen kopierede, hvad han havde set jihadister gøre på videoer på nettet.
Bag det hele, for de terrorister der er på vej, ligesom for mændene bag 11. september, Hofstadgruppen m.fl. står den uhyggelige forestilling, at jihad er den direkte vej til paradis. Helvedesfrygten står stærkt i islam og er et ganske underbelyst fænomen. Sålænge der prædikes på skrift og i tale til unge muslimer, at de er garanteret en plads ved Guds side ved at dræbe ”islams fjender”, så længe vil der være terrorister, der udfører terror i Allahs islams navn.