Af Helle Merete BrixHAMBORG; HRS: St. Pauli er ikke blot den del af Hamborg, der tæller den berømte gade Reeperbahn med sine sexbutikker og prostituerede. Et par minutters gang fra U-bahn St. Pauli ligger i et parkområde en smuk bygning fra begyndelsen af 1900-tallet. Det er Museet for Hamborgs Historie. Går man op ad den store trappe til anden sal, kan man se en udstilling om jødernes historie i byen. Her er et rum indrettet som synagoge, et rum, der genspejler et jødisk hjem fra svundne stunder og en masse information om jødernes historie i Hamborg.
Den begynder i 1580, hvor de spanske og portugisiske jøder ankom. I 1612 levede der omkring 125 sådanne sefardiske jøder i Hamborg. I begyndelsen af 1600 tallet ankom også de første ashkenazi jøder (tyske jøder, bruges i dag bredt om jøder fra Central-og Østeuropa, red.). Allerede i 1611 var der tre synagoger i byen.
År 1800 levede der omkring 6.300 ashkenazi jøder og 130 sefardiske jøder i byen. Det var det største jødiske samfund i Tyskland. Tiden omkring 2. verdenskrigMen som så mange steder i Europa er det jødiske samfunds størrelse i byen uhyggeligt præget af forfølgelserne under 2. verdenskrig. Prøv for eksempel at se disse tal: I 1933 boede der omkring 17.000 jøder i Hamborg. Mellem 1933-1937 emigrerede omkring 5.000 jøder fra byen. 1.000 polske jøder blev smidt ud i oktober 1938. Krystalnatten november måned samme år, hvor den store Hamborg synagoge blev sprængt i luften og andre synagoger blev plyndret og lukket ned, betød en yderligere bølge af emigration. Et par år senere var det for sent at emigrere. Mere end 3.000 jøder blev deporteret til Riga, Lodz og Minsk.
Mellem januar 1942 og februar 1945 blev der sendt 17 deportationstog med 6.000 jøder af sted fra Hamborg til Theresienstadt i Tjekkoslovakiet og Ausschwitz i Polen. De fleste omkom. Andre blev sendt til Neuengamme koncentrationslejren uden for Hamborg.
I alt, som det også fremgår det af det lille hæfte ”Juden in Hamburg”, som man kan købe i museets butik, blev 8.877 af Hamborgs jøder myrdet af nazisterne. Ud af de omkring 17.000 jøder, der altså boede i Hamborg i 1933, var der nu kun et par hundrede tilbage i byen.
I marts 1947 havde byen 1.268 jøder. I 1970 var tallet kun vokset til 1.532. Men immigration fra det tidligere Sovjetunionen fik i 2003 tallet op på over 5.000. Mindre kendt er det formentlig, at den iranske revolution i 1979 har betydet at Hamborgs jødiske minoritet på i dag også tæller flere hundrede iranske jøder.
I 2007 genåbnede en Talmud skole i Grindelkvarteret i byen, det kvarter, som også tidligere var det jødiske kvarter i byen. Januar 2008 åbnede en café og salon ved siden af skolen. Ligesom der i Königsstrasse i St. Pauli kvarteret ligger den ældste jødiske kirkegård i Hamborg og omegn. Den tæller grave for omkring 2.500 Sephardiske og 6.000 Ashkenazi jøder. Gravene går helt tilbage til 1663. Efter at have været lukket i en periode genåbnede kirkegården vinteren 2007 efter at være blevet restaureret. Koncentrationslejrene Koncentrationslejren Neuengamme, som HRS ikke når at besøge denne gang, var den største i det nordlige Tyskland. I selve byen er der også flere steder mindesmærker på steder, der fungerede som en art satellitlejre. For eksempel Bullenhuser Damm Memorial, skolen, hvor tyskerne foretog medicinske eksperimenter med 20 jødiske børn, før de blev myrdet. Rosenhaven, hvor man kan plante en rose for ofrene, er altid åben.
Har man én gang besøgt en koncentrationslejr, glemmer man det aldrig. I 2002 besøgte denne skribent således Theresienstadt og det tidligere Gestapo fængsel Den Lille Fæstning. Man kan blandt andet se cellerne i det tidligere fængsel og gå gennem den lange underjordiske gang, der førte til henrettelsespladsen.
Theresienstadt var, for at citere bagsideteksten fra den danske forfatter Alex Eisenbergs bog om sit halvanden år lange ophold i lejren, et ”besynderligt og grusomt fænomen. En jødisk mønsterghetto – men for de fleste i realiteten en station på vejen til udslettelsen”. (Alex Eisenberg: Theresienstadt Elegi, 1993, forlaget Klim).
Hvad der mere end noget andet gør lejrens beboere nervøse, fortæller Eisenberg i bogen, er når der går rygter om transport. For transport betyder, at man bliver overført til en decideret udryddelseslejr. Eisenberg beskriver, hvordan han oplever tiden før mere end 5.000 mennesker i december 1943 sendes med godsvogne med jerngitre for vinduerne: ”I december vender ellers mørke til lys. Og menneskene, hvad enten de er jødiske, kristne eller hedenske, tænder deres egne snilde kærter. Og tilmed tændtes mit eget lys; jeg fylder tyve vintre i år, hvor alt bliver fjernere og mere tavst og tomt. Længere og længere borte fra mælkevejen. En formørket stjerne blandt færre og færre stjerner”.
Koncentrationslejre og mindesmærker for ofrene også i Hamborg minder en om noget væsentligt: At hvad der skete under 2. verdenskrig over for Europas jøder aldrig må ske igen.