Allahs kvindelige krigereAf Helle Merete Brix”Det er en dejlig dag. The van Gogh er dræbt og jeg skal giftes”.
En novemberdag for snart syv år siden, den 2. november 2004, myrdede Mohammed Bouyeri filminstruktøren Theo van Gogh på åben gade i Amsterdam. Bouyeri og den Hofstadgruppe, han var en del af, bestod af omkring 30 radikale unge mænd samt en række helt unge kvinder. De boede alle, legalt eller illegalt, i Holland. De havde våben. De havde oftest marokkansk baggrund. En del var født i Holland, andre i Marokko og de gik ind for jihad og drab på ”islams fjender” som for eksempel Geert Wilders, Ayyan Hirsi Ali og andre politikere.
En af kvinderne i gruppen var oum Osama, og det er hende, der står for sætningen, der indleder denne artikel. (Oum betyder mor, og kvinderne tog ofte navn efter muslimske personligheder, de satte højt). Denne dag var oum Osama, formentlig iført sin sædvanlige niqab, hvor kun øjnene var synlige, på vej til Amsterdam i håb om at indgå et islamisk ægteskab. Den udkårne var den smukke Zine, der var mere populær blandt ”søstrene” end blandt ”brødrene” i gruppen.
Zine var allerede var gift med hendes veninde oum Youssef, der havde opfordret til at dette nye ægteskab blev indgået. Zine, der var i Holland illegalt og ikke kunne forsørge den gravide oum Youssef og deres fælles barn, ønskede sig nemlig en kone til.
Ikke mindst brødrene i gruppen var imod ægteskab nr. 2 og forsøgte at tale oum Osama fra det. Der var mere agtværdige brødre hun kunne ægte, lød det. Når ægteskabet alligevel ikke blev til noget skyldtes det dog ikke, at oum Osama fulgte brødrenes råd. Men at Zine denne dag, intetanende om mordet, var gået over til Mohammed Bouyeris hus for at høre om han ville forestå den upopulære vielse. Her mødte han politiet, der havde arresteret Bouyeri, og nu arresterede de også Zine. Inden oum Osama hørte om arrestationerne, nåede hun at glæde sig over det forestående bryllup – og drabet. De sorte enker i Moskva
Journalisterne Janny Groen og Annieke Kranenbergs bog ”Women Warriors for Allah” (University of Pennsylvania Press, 2010, hollandsk udgave, 2006) er et detaljeret og fremragende studie af først og fremmest kvinderne i Hofstadgruppen. Det var en gruppe med helt egne regler, der gik på tværs af ikke blot det hollandske samfunds men også ofte selv andre radikale islamiske gruppers. De var inspireret af den egyptiske bevægelse Takfir Wal-Hijra, der er en udløber af Det Muslimske Broderskab. I dag er Hofstadgruppen spredt for alle vinde, nogle har trukket sig ud, nogle er rejst til Marokko eller et andet islamisk land. Og nogle sidder i fængsel, blandt andre Mohammed Bouyeri, der i juli 2005 blev idømt livsvarigt fængsel for mordet på van Gogh. Men ideologien, den radikale islam, består over hele Europa og også i Holland. At faren fra sådanne grupper ikke er blevet mindre vidner blandt andet de massive og konstante dødstrusler mod Geert Wilders vidner om.
Bogen vender jeg tilbage til. Emnet, kvinder der spiller en aktiv rolle i jihad, er blevet belyst flere andre steder inden for de senere år, og det er på sin plads at nævne her.
Første gang jeg selv hørte om kvinder i jihad var, da jeg for adskillige år siden læste et interview i et britisk magasin med den unge Hassan Butt. Hans familie stammede fra Kashmir, og de var emigreret til Storbritannien. Igennem en periode var Butt talsmand for den radikale islamiske gruppe al-Muhajiroun i landet. Af interviewet fremgik det, at samtidig med at Butt accepterede at hans mor måtte arrangere hans kommende ægteskab, vidste han, hvem han håbede at blive splejset sammen med: En kvinde med samme drive og psykologiske konstruktion som en af de tjetjenske såkaldte sorte enker, der i 2002 sammen med mandlige terrorister holdt 700 teatergængere i Dubrovka-teatret i Moskva som gidsler. Samtlige 41 terrorister samt 120 gidsler endte med at blive dræbt af specialstyrkerne. De omkring 20 kvinder havde alle et såkaldt martyr-bælte, fyldt med sprængstoffer, spændt om kroppen. Og disse kvinder var eksempler på den kvindetype, Butt gerne ville have som livsledsager. Jihad Jane og ægteparret al-Zawahiri Det skal siges, at Hassan Butt i Storbritannien er blevet kendt som noget af en fantast. Han forsøgte blandt andet at bilde medierne ind, at han var aktiv i al Qaeda. Men der er ingen grund til ikke at tage hans beundring for de sorte enker for pålydende. Man kan sagtens være radikal mandlig islamist og ikke blot ønske sig en hustru, der tager sig af børn og familie men er villig til at udføre konkret jihad.
Tre utgaver av Jihad JaneI temanummeret fortælles der ligeledes om en lille tvist mellem ægteparret al-Zawahiri. (Ayman al-Zawahiri blev med drabet på Osama bin Laden udnævnt til al Qaedas nye leder, red.). I 2008 offentliggjorde al-Qaeda en lydoptagelse hvori al-Zawahiri gjorde det klart, at kvinder skulle koncentrere sig om at passe hjem og børn og lade mænd om at kæmpe. Men kvinder i netværket rasede og også mænd mente, at der kunne være brug for kvinder i kampen.
I december 2009 offentliggjorde Zawahiris kone Umayna et brev til ”de muslimske søstre”. Her blødte hun sin ægtemands udtalelser op. Naturligvis var kvindes rolle først og fremmest i hjemmet. Men kvinder kunne godt ”deltage i kamp og endog udføre martyroperationer”.
At noget sådant sker og udføres, endog af kvinder født og opvokset i Vesten, så man for eksempel i 2005, hvor den belgiske kvinde Muriel Degauque sprængte sig selv i luften i Bagdad. Generationskonflikt i den muslimske familieHofstadgruppens kvinder er således ikke et isoleret fænomen. De har fæller, både i den virkelige verden og på internettet. For det er ikke mindst som oversættere af radikalt islamisk materiale, undervisere i moskeer m.m., at kvinderne i denne gruppe har givet deres bidrag til jihad.
Bogen giver adskillige eksempler på selvbevidste unge veluddannede kvinder, der trodser forældrenes fortvivlelse – nogle gange afbrænder de den radikaliserede datters burka – over at deres børn ikke vil integreres i det hollandske samfund. Det er et eksempel på den generationskonflikt, som udspiller sig overalt i muslimske familier i Europa. De unge i Hofstadgruppen vender også enhver form for marokkansk kultur ryggen. Kvinderne er kun interesseret i én ting: Den rene islam.
Det var ikke nemt for de to journalister at komme tæt på kvinderne. De lærte gruppens kvinder at kende, da de dækkede retssagen mod Mohammed Bouyeri. Kvinderne var ofte tilstede på tilskuerpladserne i deres niqabs. Lidt efter lidt fik Groen og Kranenberg mulighed for at interviewe dem til deres avis De Volkskrant. Derudover kom de to journalister igennem et par år i salafistmoskeer – ofte det første sted, hvor en radikalisering igangsættes – og de indkøbte bøger, samlede materiale fra gruppen på nettet m.m.
Bogen giver mange eksempler på kvinder, der er mere radikale end mænd. En af dem ønsker for eksempel skilsmisse fra sin mand, fordi han rejser sig for dommeren i en retssag. For Hofstadgruppen har som princip, at man viser sin foragt for det menneskeskabte demokrati ved at blive siddende. Hadet til islamkritikerne og ekstreme videoerEks-politikeren og islamkritikeren Ayyan Hirsi Ali er et hadeobjekt for både kvinder og mænd. Alle brødrene ønsker at hun skal dø, som kvinderne forklarer til Groen og Kranenberg. Men de håber på, at det bliver en kvinde en dag vil gøre det af med hende. Der er samme had til Geert Wilders og den iranske, islamkritiske jurist Afshan Ellian, der bor og arbejder i Leiden.
Men den historie, der står stærkest og mest uhyggeligt i bogen er måske historien om den 16-årige Malika, der giftede sig islamisk med Nouredine, et prominent medlem af gruppen. Hendes vidneforklaring under retssagen mod Mohammed Bouyeri blev et afgørende indicium på, hvor hurtigt en radikalisering kan gå. Da Malika mødte gruppen første gang viste de hende en film med en palæstinensisk kvinde, der sprænger sig selv i luften. Brødrene forbereder sig på at gøre hende til martyr.
Selve vielsen, som foregik uden Malikas forældres billigelse – de var imod ægteskabet – stod Mohammed Bouyeri for at forrette. Malika fortalte, at han ved den lejlighed talte om, at både ”blodet og pengene” fra de vantro var tilladt. Man måtte både dræbe dem og røve dem. (Visse af brødrene taler om krigsbytte, når de stjæler i supermarkedet, red.). Nouredine viser hende jihadvideoer allerede på bryllupsnatten. Han forklarer hende også, at de vantros halse skal skæres over forfra, men ikke fuldstændig. Så lider de mest.
Også i de kommende år er det forventeligt, at vi vil se kvinder udføre selvmordsangreb og jihad. Groen og Kronenbergs bog giver et uvurderligt indblik i disse kvinders verden.