Balladen om Charlie Hebdo: Må muslimer kritisere islam?
Af Helle Merete Brix, HRSDa en bombe sprang tidligt om morgenen den 2. november og ødelagde det satiriske magasin Charlie Hebdos lokaler i rué i Paris, vakte det naturligvis international og national opmærksomhed. Angrebet, der formentlig blev foretaget af radikale islamister på grund af magasinets indsættelse af islams grundlægger Muhammed som gæsteredaktør, blev mødt med fordømmelse fra den politiske top i Frankrig og fra kolleger på de franske aviser. Således tilbød det venstreorienterede magasin Liberation omgående Charlie Hebdo husly. Magasinet kører ufortrødent videre.
Reaktionerne på attentatet fra de islamiske organisationer var forventelige. Jean Robin, manden bag siden ”Enquete & Debat” interviewede således samme dag Rachid Laamarti, administratoren for UIOF (Unionen af Frankrigs Islamiske Organisationer, red.) Laamarti tager afstand fra attentatet, men når Robin flere gange spørger Laamarti om ikke man i Frankrig har en lovgivning, der tillader blasfemi, får han de sædvanlige udeomssvar, at fordi noget er tilladt, behøver man ikke gøre det, ”konstruktiv kritik” er fint, men Charlie Hebdo´s satire er udtryk for noget andet, ”islamofobi” osv.
Muhammedkrisen
Ligner det noget, vi kender? Ja, de islamiske grupper og prædikanters reaktion på Muhammedtegningerne. Her blot et enkelt eksempel fra den amerikanske prædikant Yusuf Islam – der i offentligheden går for at være moderat – hentet fra et foredrag i London i 2007. Yusuf Islam sammenlignede ambassadenedbrændinger med folk, der dræber på grund af en fodboldkamp: ”Hvad er dummest, at dræbe på grund af en dum fodboldkamp. eller fordi den mest betydningsfulde person i dit liv er blevet vanhelliget, fornedret? Begge er forkert på den, men lad være med at kalde vores folk for fjolser og ikke jeres egne folk for fjolser. Dette er ekstremisme, når den er værst” (Citeret i Brix, Helle Merete ”Mod Mørket: Det Muslimske Broderskab i Europa”, red.).
Det burde være indlysende, at det ikke står til diskussion hvorvidt Europa skal slække på ytringsfriheden, fordi religiøse grupper – ofte støttet af stærke kræfter på den europæiske venstrefløj – ønsker en indskrænkning i frihedsrettighederne. Det er det desværre ikke. Men derudover rejser attentatet mod Charlie Hebdo to væsentlige spørgsmål: Hvem taler for Europas muslimer? Og hvad skal de mennesker, der er født ind i islam og ønsker enten at forlade religionen eller modernisere den, gøre? Brændemærkede muslimerDe islamiske organisationer har ikke sjældent for vane at angive, at de taler for et astronomisk antal muslimer. I Danmark påstår således Muslimernes Fællesråd – der siger, de er moderate men ikke er det – at deres medlemmer tæller 35.000 mennesker. Det fremgår af wikipedia og jeg hører jævnligt tallet gentaget, når journalisterne taler om organisationen. Men hvem kontrollerer, at de 13 organisationer, der tæller organisationen tilsammen har 35.000 medlemmer? Det samme problem eksisterer i store europæiske lande som Frankrig og Storbritannien.
Over hele Europa indgår regeringer samarbejde med organisationer, der har sharia på programmet. Det er forkert, fordi de ikke er demokratiske. Men det er også forkert af andre grunde, mener jeg. Som den iranskfødte journalist Amir Taheri sagde, da jeg interviewede ham til danske Weekendavisen i 2004: ”Der må ikke være noget som helst mellemled imellem staten og individet. På denne måde brændemærker man jo også dem, der tilhører en bestemt gruppe”.
Liberale muslimer og frafaldne muslimer har naturligvis et andet syn på ytringsfriheden end de mere ortodokse muslimer. Maryam Namazie, talsperson for ”One Law for All” er født i Iran og frafalden muslim. Hun var klar i mælet, da hun på freethougtblogs.com udtalte sig om attentatet på Charlie Hebdo: “At sige at Charlie Hebdo ikke skulle kritisere islam er grundlæggende at sige, at islam er ”off limits”. Det er at sige, at de, der er ofre for islamismen eller har overlevet den ikke har tilladelse til at modsætte sig vor tids inkvisition, særligt fordi ytringsfrihed, herunder retten til at gøre nar ad, ofte er alt, hvad der er nødvendigt for at slå tilbage. Hvis ikke du er vred, så er du ikke årvågen nok”. Trusler, intimidering og profetkarikaturerOrdet inkvisition vil måske være et for stærkt ord for nogen. Men i betragtning af de repressalier, som liberale muslimer og frafaldne muslimer ind imellem oplever fra islamiske grupper og radikale muslimer, er det måske ikke forkert. Sagen om Muhammedkrisen viste således, at de mennesker, med muslimsk baggrund der, som den syrisk-danske eks-politiker Naser Khader, forsvarede Jyllands-Postens ret til at trykke tegningerne fik store problemer. Khader fortalte mig, at det år, hvor det bragede løs med ambassadeafbrændinger (2006), måtte han fravælge at rejse til Mellemøsten. For første gang fik han massive trusler, ikke blot fra radikale muslimer i Danmark, men også fra Mellemøsten.
Den tunesiskfødte forfatter Samia Labidi, som rights.no interviewede tidligere i år, havde en kronik på sappho.dk i forbindelse med Muhammedkrisen. Ikronikken skrev hun, at man siden krisens start havde set ”langt flere profetkarikaturer i naturlig størrelse marchere på gaden i de arabiske og muslimske lande og endda i Vesten for at bekræfte det danske initiativs grundlag og form. Det værste af det hele er, at dette vrængbillede af profeten tegnes af hans egne tilhængere, og at det fremhæves af diktatoriske regimer, der går mere op i at holde sig ved magten end i at forsvare islams såkaldt sande værdier. I dette sceneri, der grænser til hysteri, er der overhovedet ikke plads til de frie ånder, som har rod i samme kultur. Vi anses som ikke-eksisterende i den slags samfund. Vi er en stemme, der taler for døve øren i en verden, hvor religiøse eksperter fylder mere og mere i det offentlige rum for i Guds navn at kaste sig over enhver afvigelse. ”Salman Rushdie taler for mig”Samia Labidis nu nedlagte organisation for liberale muslimer og ateister AIME, “d`Ailleurs ou d´Ici Mais Ensemble” (Derfra eller herfra, men sammen) støttede også den franske filosof Robert Redeker, da han måtte gå under jorden på grund af en islamkritisk kronik.
En iransk bekendt af mig, der arbejder i Washington fortalte, at han under Muhammedkrisen fik henvendelser fra iranere i Iran, der var utilfredse med Kurt Westergaards tegning. De ikke særligt islambegejstrede iranere syntes ikke, at den var ondskabsfuld nok!
Det er også interessant at genlæse, hvad en støtte af Salman Rushdie skrev i forbindelse med dramaet om ”De Sataniske Vers”: Salman Rushdie taler for mig”, skrev en anonym læserbrevsskribent fra Karachi til the Observer, da balladen om Rushdies bog var på sit højeste. Brevet er gengivet i Daniel Pipes´ fremragende bog ”The Rushdie Affair”. (Voice of India, New Delhi, 1998).
Videre står der i brevet: ”Ingen, der ikke lever i et islamisk samfund kan forestille sig de sanktioner, både selvpålagte og udefrakommende, der aktiveres mod at udtrykke religiøs skepsis. Jeg tror ikke på Gud er en umulig ytring, både blandt familie og venner. Så vi tier, de af os der tvivler.
Så kommer Rushdie og taler for os. Fortæller verden, at vi eksisterer – at vi ikke blot er en fabrikation af en jødisk konspiration. Han gør en ende på vores isolation. Han gør en ende på den og samtidig gør han den dybere; vi bliver frie blot for at blive fængslet igen”.
Retten til at kritisere religioner må gælde dem alle. Ligesom kritikerne naturligvis også kan være født ind i enhver religion, også islam. Det er vigtigt at huske på, når de islamiske organisationer råber op om islamofobi, dæmonisering og manglende konstruktiv kritik. Støtten til de, der føler sig ”fængslet” i islam er i dag vigtigere end nogensinde. Charlie Hebdo`s satire skal også ses i det lys.