Hamed Abdel-Samad: Moderat islamisme findes ikke
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): Der var ikke udsolgt denne aften i den lille biograf Asta i Filmhuset i København. Men det burde der have været. For politologen og forfatteren Hamed Abdel-Samid, der var fløjet ind fra Berlin for at kommentere ”Tahrir 2011 – The Good: The Bad: The Politician” – Tamer Ezzat, Ayten Amin og Amr Salamas film om det egyptiske forår – er et møde værd.
Hamed Abdel-Samad blev født i Egypten som et af fem børn af en imam. Han kom til Tyskland i 1995, da han var 23 år gammel. Abdel-Samad plæderer for en islam uden sharia, jihad og kønsulighed og har tidligere forsket og undervist. I dag lever han som fuldtidsforfatter.
I sin første bog ”Mein Abschied von Himmel: Aus dem leben eines Muslims in Deutchland” har han fortalt om sin personlige og dramatiske rejse. Sidste år udkom ”Der Untergang der islamischen Welt: Eine Prognose”. Her taler han om, at islamiseringen er en modstandskamp, der dækker over, at islam er ved at forsvinde. Muslimer hænger fast i ”bitterhed og hævnfølelse”.
I debatten deltog også Jakob Skovgaard-Petersen, professor ved Institut for Tværkulturelle Studier og i 2005-2008 direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo. Skovgaard-Petersen vil være HRS´ læsere bekendt for blandt andet sit milde syn på en af sunni-islams største autoriteter, Yussuf al-Qaradawi. Anna Libak, litteraturredaktør på Weekendavisen, styrede debatten. Set som et menneskeOm filmen er der kun at sige, at kommer den til Norge, så se den. Den rummer blandt andet fremragende optagelser fra de 17 dage, da Tahrir-pladsen i Cairo tidligere i år blev omdannet til revolutionshovedkvarter. Samt interviews med folk fra sikkerhedsstyrkerne og vittige og kloge kommentarer om Egyptens tidligere præsident Hosni Mubarak. Stærkest i filmen står dog en sekvens med en ung, utildækket pige i stram t-shirt, der deltager i revolutionen. Hun siger: ”For første gang blev jeg ikke set på som en pige, jeg blev set på som et menneske”.
Anna Libak lagde ud med at spørge Hamed Abdel-Samid, der selv var i Cairo under de voldsomme begivenheder, om han synes filmen er dækkende for det, der skete:
-Absolut. Jeg var der fra begyndelsen. Jeg genkendte politibrutaliteten, jeg brækkede selv hånden. Jeg var følelsesmæssig meget berørt af at se den, sagde Abdel-Samad og forklarede videre:
-Jeg fik invitationen til at deltage i revolutionen på facebook. Men egyptere er aldrig punktlige, så jeg var skeptisk. Jeg var i Tyskland, da begivenhederne skete. Jeg forlod mit land for 16 år siden med et ønske om frihed. Men nu ville jeg tilbage til Cairo. Jeg holdt min fødselsdag på Tahrir-pladsen. Det største fødselsdagsselskab, jeg har holdt.
Også Skovgaard-Petersen syntes, det var en god film. Men selv om Skovgaard-Petersen og Abdel-Samad kunne finde fælles fodslag på visse punkter i debatten, var de grundlæggende uenige om det væsentlige. Debatten fremhævede noget interessant: At de mennesker, der er født i et muslimsk land og har et kritisk syn på islam eller islamisme, ofte er væsentligt mere skeptiske over for for eksempel påstande om ”sharia-light” end forskere inden for det relevante felt, der er født og opvokset i Vesten.Kravet om sharia Libak stillede et væsentligt spørgsmål til Skovgaard-Petersen: Hvorfor havde ingen danske islamforskere spået, hvad der ville ske i den arabiske verden?
Hertil svarede Skovgaard-Petersen, at han ikke gav sig af med profetier. Og at siden han i 1990erne første gang kom til Cairo, havde han undret sig over, at der ikke var sket en revolution for længst. Det man til gengæld diskuterede i Egypten var, hvad der ville ske efter Hosni Mubarak, der var ”svag og gammel”.
Her tænkte denne skribent videre: For hvorfor har ingen danske, norske eller svenske statsansatte islamforskere fortalt deres politikere, at med islam kommer altid kravet om sharia? Det er en en Abdol-Samad, der har advaret sine tyske landsmænd om at islams politiske side rummer en fare, der skal tages alvorligt; ikke en Skovgaard-Petersen, der har gjort noget tilsvarende i Danmark.
Debatten bevægende sig videre ind på, hvad der mon nu vil ske i de arabiske lande. Hvilken betydning vil for eksempel Det Muslimske Broderskab få for valget i Egypten? (den 28. november, red.)
Abdel-Samad mindede om, at Det Muslimske Broderskab først havde tøvet, men så havde blandet sig i revolutionen.
-De er ivrige, de har set en mulighed. Jeg spår dog, at den politiske islam falder efter et stykke tid. Man svinger mellem at tale om hardcore sharia og ”sharia light”. Men jeg tror ikke på en moderat islamisme.
Skovgaard-Petersen, til gengæld, erklærede at ”En islamist kan sagtens være demokrat”. Utopia og de religiøseFor Abdel-Samad var spørgsmålet om Egyptens fremtid i høj grad et spørgsmål om, hvordan et land med mere end 80 mio. indbyggere, hvoraf omkring 40 procent er analfabeter og hvor kvindernes situation er meget dårlig, ville kunne overleve i en moderne verden. Han erklærede sig også skeptisk overfor visse af de udtalelser, der er kommet fra nye ledere i lande som for eksempel Libyen.
-At sige at islam og demokrati går i spænd sammen er forkert. Det er en ”good for business islam”.
Skovgaard-Petersen mente, at ”islamisterne kommer til at levere. De kan organisere og propagandere, det ved vi. Men kan de levere?
Dog mente Skovgaard-Petersen, at ”Egypten vil få et meget mere dynamisk, politisk liv”.
Abdel-Samad summerede op:
-Tahrir gav os alle et stort håb. At vi alle er lige, at der er solidaritet. Men hvad der foregår i Utopia kan ikke udstrækkes til tiden efter. Og han fortsatte: