Karen Jespersen er antakelig den politikeren i Europa som har bredest innsikt i integreringsproblemene som stikker dypest på kontinentet: æresrelatert undertrykkelse, kombinert med islams makt over enkeltindividene og gruppers aktive arbeid for å utbre islam og sharia. Dette arbeidet, krystallisert gjennom en rekke bøker, har ført henne ut av Socialdemokratiet og over til partiet Venstre (kombinasjon av Høyre og FrP), ikke ulik den veien Ayaan Hirsi Ali gikk i Nederland som politiker: fra Arbeiderpartiet til det konservative, liberale partiet VVD (Partiet for frihet og demokrati). Beveggrunnen var den samme: Hirsi Ali orket ikke lenger å tale for døve ører. Hun ville ha realpolitisk handling.
Nylig kom det frem i en undersøkelse at den sosiale og familiære tvangen overfor de unge nydanskene (les: ikke-vestlige, særlig med muslimsk bakgrunn) er massiv. Dette faktumet var utgangspunktet for opprettelsen av HRS i 2001, og det samme godt kjente fenomenet var utgangspunktet for at Karen Jespersen i 2003 publiserte boken Til støtte for Fatima Jespersen har med god grunn hisset seg opp over den nye integreringsministeren, Karen Hækkerup, som reagerer på den nye undersøkelsen som om den kom som lyn fra klar himmel. Som Jespersen sier om tilstanden for flere år siden:
Når man påpegede de reelle problemer, var det som at slå i en dyne. Til sidst gav jeg op og meldte mig ud (av Socialdemokratiet, min merknad).
Da jeg leste Jespersens innlegg, gikk tankene mine – ganske naturlig – til Norge. For: Vi får nok en liknende undersøkelse på bordet her også på et tidspunkt, og når den kommer, så kommer politikerne til å kappstride om å score høyest på indignasjonsskalaen. At informasjonen om disse tilstandene forelå i bredt monn allerede på slutten av 90-tallet i Norge, vil da de fleste politikere ha ”glemt”.
Og tankene mine gikk – naturlig nok – også til maktpolitikkens far, Machiavelli, som i boken Fyrsten formulerte disse tankene: Politiske onder erkjennes alt for ofte først når det er umulig å benekte deres eksistens. Når ondene er små og ikke så enkle å få øye på, men fremdeles ganske enkle å løse, kreves det visdom for å erkjenne problemene. Når problemene derimot er blitt så store at de er åpenbare for enhver, kan det være for sent å rydde opp
Integrationsminister Karen Hækkerup udtrykte 8. november i Jyllands-Posten sin overraskelse og bestyrtelse: »Jeg havde slet ikke drømt om, at det var så slemt. Det er til at græde over«.
Hvordan i alverden kan et menneske, der i mange år har været aktiv i politik, være så uvidende om et af samfundets store problemer: Parallelsamfund med stærk social kontrol.
Karen Hækkerup har i årevis haft alle muligheder for at stifte bekendtskab med denne virkelighed. Men det har hun tydeligvis ikke ønsket. Først nu, da det er umuligt for hende at ignorere problemerne, erklærer hun pludselig sin bestyrtelse.
Det er en hamper omgang at høre på, når man som jeg har påpeget disse problemer i meget lang tid.
Indtil 2004 var jeg medlem af Socialdemokratiet og forsøgte, at rejse debatten dér. Således udgav jeg i 2003 bogen »Til støtte for Fatima. Indvandrernes omstilling til Danmark«. Her kan man blandt andet læse om den stærke sociale kontrol. Allerede dengang viste en undersøgelse, at omkring 90 procent af de indvandrere og efterkommere, der har tyrkisk oprindelse, er gift med en fra hjemlandet. Mange af disse arrangerede ægteskaber bygger på (frivillig) tvang.
Fatima, Ayse og Mouna beretter i bogen om en tilværelse, hvor de intet må: Ikke have kæreste, ikke have drenge som venner, ikke gå til sport og slet ikke til fester. De skal være jomfru ved brylluppet og giftes med en mand, forældrene har fundet til dem. Underkaster de sig ikke, kan de blive straffet hårdt.
En far kaldte det et helvede, da det utænkelige skete: En af hans døtre fandt selv en mand, hun ville giftes med: »Tænk hvis det var en iraker eller en pakistaner eller en fra Somalia eller en dansker.« Denne far var i øvrigt selv socialdemokratisk medlem af Hvidovre Byråd.
Dengang var Karen Hækkerup fremtrædende medlem af Borgerrepræsentation i København. Her blev der ligesom i den socialdemokratiske folketingsgruppe talt meget om integration. Men det meste var mundsvejr. Når man påpegede de reelle problemer, var det som at slå i en dyne. Til sidst gav jeg op og meldte mig ud.
Mønsteret gentog sig imidlertid. I 2009 fik jeg som velfærds- og ligestillingsminister lavet rapporten »At være muslimsk kvinde i Danmark«. Her fik man også et rystende billede af den sociale kontrol. Alligevel blev rapporten knap nok bemærket. Socialdemokrater og SFere havde travlt med at gøre mig til syndebuk og påstå, at jeg havde muslimer på hjernen.
Karen Hækkerup siger nu, at hun er grædefærdig over de unge indvandreres skæbne. Men er det ikke bare krokodilletårer? Hun har nemlig fortsat travlt med at skyde skylden på dem, der har peget på disse problemer: »Den dér dem-og-os-retorik har haft en negativ indvirkning«.
Faktisk forholder det sig nærmest omvendt. Dér, hvor den politiske korrekthed er størst, som for eksempel i Storbritannien, er problemerne med parallelsamfund, undertrykkelse og social kontrol også størst. I et land som Frankrig synes det at gå lidt bedre, fordi man her i højere grad insisterer på de demokratiske grundværdier som fundament for alle borgere i Frankrig.
Hvis man vil middelalderlige og undertrykkende normer til livs, så skal integrationen ske på grundlag af samfundets grundlæggende frihedsværdier. I Frankrig står man fast på, at landet er verdsligt. Det betyder, at der er religionsfrihed, men religion er et privat anliggende. Derfor er det ikke tilladt at bære det islamiske tørklæde i den franske folkeskole. Sådan er det også for andre religiøse og politiske grupper. Mennesker er borgere og individer med samme pligter og rettigheder. Hvis Karen Hækkerup vil have det uddybet, så kan jeg anbefale hende at læse bogen »Islams magt. Europas ny virkelighed«, som jeg udgav for et år siden sammen med Ralf Pittelkow. Her er der et væld af beretninger, analyser og konkrete bud på en integrationspolitik, der modvirker problemer som parallelsamfund og social kontrol.
Men nu som før taler jeg vist for døve øren. Karen Hækkerup er medlem af en regering, der er stærkt præget af politisk korrekthed og laden stå til i forhold til religiøse særkrav og multikulturel opsplitning af samfundet.
Ingen fra de nuværende regeringspartier værdigede det således nogen opmærksomhed, da lederne fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien – Merkel, Sarkozy og Cameron – erklærede det multikulturelle samfundsmodel for en fiasko.
Nu lægger regeringen ydermere op til en svækkelse af de regler for indvandring, der har skabt klare fremskridt for integrationen. Samtidig reduceres værdikampen til hyklerisk og floromvunden konsekvensløs bestyrtelse, når en undersøgelse bringer virkeligheden så tæt på, at man ikke længere kan lade som ingenting.
Hvis Karen Hækkerup vil komme med konkrete initiativer, der tager fat på de problemer undersøgelsen afdækker, så fint med mig. Men spar mig for krokodilletårerne.
.