De sprængfarlige tegnere
Af Helle Merete Brix, HRSBladtegninger. Tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen. Tegningen af Muhammed, der ligger på briksen hos en psykolog. Teksten lyder: ”Andre profeter har tilhængere med humoristisk smag”.
Begge tegninger findes sammen med mange andre i formanden for Dansk PEN, Anders Jerichows bog ”Bladtegnere i et globalt minefelt” (Gyldendal, 2011). Hvor bogen ikke så meget beskæftiger sig med, om det er dygtigt udførte tegninger eller ej og – helt i PENS ånd væver frem og tilbage om ansvar og skyld, når det gælder Kurt Westergaard og Muhammedtegningerne – er det blevet en bog værd at anskaffe sig, om man er norsk eller dansk. Ikke mindst fordi den inddrager en række bladtegnere verden over, der med base i blandt andet Cape Town, Hong Kong og Harare spidder magthavere og tabuer. Adskillige af tegnerne har været i livsfare, fængslet eller haft problemer, fordi de benytter sig af deres ytringsfrihed.
Tegningen af profeten på briksen er således udført af den sydafrikanske tegner Zapiro, som er Sydafrikas måske mest kendte bladtegner. Han er også kendt for at være viklet sig ind i dramatiske retssager mod landets præsident Jacob Zuma. Zuma bryder sig for eksempel ikke om at se sig selv afbildet som voldtægtsmand, sådan som Zapiro gjorde det i 2008, hvor man ser Zuma voldtage frihedsgudinden.
Bruseren, der følger Zuma på enhver af Zapiros tegningerne af ham, er tegnerens kommentar til Zumas indstilling til ubeskyttet sex. Den sydafrikanske polygame præsident kom i mediernes søgelys, da han gik i seng med eller voldtog en kvinde, der var hiv-positiv. Da sagen kom frem forklarede præsidenten, at han efterfølgende havde taget et brusebad for at mindske risikoen for at få AIDS. Zumas seneste retssag mod Zapiro afgøres i sommeren 2012 – han er indtil videre ikke blevet dømt. De religiøse tabuerMen profeten på briksen gav også problemer. Zapiro fik ideen til at tegne den, da en amerikansk forfatterkollega opfordrede ham til at deltage i den omstridte ”Alle tegner Muhammed-dag” på facebook. Zapiro deltog ikke, men tegnede i stedet profettegningen til Sydafrikas kendte ugeavis Mail & Guardian. Der rejste sig, som Jerichow skriver i bogen, ”et kor af protester”. Redaktøren besluttede sig for at undskylde. Men Zapiro ville ikke undskylde. Han lavede i stedet en anden tegning, en mini-tegneserie, hvor han selv er på briksen og klager både over at være blevet forbundet med en ”islamofobisk” facebook kampagne og for ideen om at man ikke må tegne Muhammed.
De religiøse tabuer er i det hele taget et væsentligt tema i bogen. Tegneren Zunzi i Hong Kong og hans kone Malone Yuen – hun er både skribent og direktør for parrets lille forlag – mener at ”religion er et område, man skal holde sig fra: ”Det er privat”, mener Yuen. ”Og det er ikke vigtigt. Hong Kong er ikke et religiøst sted”.
Videre siger hun: ”Tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen ville aldrig være forekommet her. Der er en respekt for religion, der er lige på grænsen af paranoia”.
Zunzi tegner for de to største uafhængige kinesisk-sprogede aviser i Hong Kong. Han er kendt i store dele af byen, og han har oplevet, at Hong Kongs chief executive har rullet vinduet ned, da han passerede ham i bil, og hilste venligt på ham. Som Jerichow påpeger: ”I Fastlandskina bliver politiske – kritiske – tegnere fængslet for at hænge kommunistiske ledere ud”. Mugabes jernhåndLivsfarligt er det derimod at være tegner i et land som Zimbabwe. To timer efter at tegneren Tony Namate en lørdag eftermiddag i 2001 eller 2002 forlod redaktionssekretariatet på Daily News – han husker ikke årstallet præcist – eksploderede en bombe i avishuset. Inden for få dage sprængte en bombe hele trykkeriet. Avisen blev derefter lukket af Robert Mugabes regering, der nu påstod at Daily News ikke havde den nødvendige licens til at arbejde.
I en af Namates tegninger ser man en mand balancere nervøst på en line med en meget stor blyant. En hånd holder fast i linen. Formentlig et selvportræt og en illustration af Zimbabwe under Mugabe, hvor det ikke er spor usædvanligt, at opponenter myrdes eller forsvinder.
Namate har nydt godt af støtte fra kolleger. Organisationen ”Cartoonist Rights International” i Kentucky tildelte ham i 2003 den årlige ”Pris for Mod i Politisk Bladtegning”. Men hjemme i Harare blev han af magtens folk anklaget for at være upatriotisk, sågar en forræder. Han har ikke haft fast arbejde siden bombingen af Daily News og overlever ved blandt andet at fremstille klassiske malerier og landskabstegninger. En bog med tegninger af Zimbabwes udvikling fra det nye lands fødsel til Mugabes samlingsregering i 2008, har endnu ikke fundet en udgiver. Men fængslet er Namate trods alt ikke: ”Måske foretrækker de, at jeg bare er arbejdsløs. Hvis de stiller mig for retten, gør de mig også vigtig – det er det sidste, de ønsker for en bladtegner”, siger han i bogen. Profettegninger i Jordan og IndienJehad Momani er ikke tegner. I 2006 var han chefredaktør for avisen Shiban. Han publicerede ganske små kopier af tre af de danske bladtegninger under overskriften ”Muslimer i verden, tænk jer om”. I artiklen spurgte han: ”Hvad skaber flest fordomme om islam – disse karikaturer eller billeder af en gidseltager, der skærer sit offers hals over foran kameraerne eller en selvmordsbomber, der sprænger sig selv i luften under en bryllupsfest i Amman?”.
Momani blev fyret og arresteret. Han appellerede dommen, blev anklaget for blasfemi men slap for både fængsel og det, der var værre. Det var som om, siger han i bogen, at sagen pludselig forduftede. Han modtog mange sympatitilkendegivelser og Marokkos konge sørgede endda for, at han fik job et andet sted. Men han modtog også trusler og sendte sine børn halvandet år til Canada, før han fandt det sikkert at hente dem hjem igen.
Jerichow når også til Indien på sin rundrejse. Her møder han blandt andre V.K. Chopra, redaktør af ”Filmens Verden”. Han er også medlem af det indiske presseråd, der agerer som en art halvjuridisk myndighed i tvister mellem medier og offentligheden.Om religion siger Chopra: ”Vi opfordrer ikke til, at der skrives imod nogen religion.” Og videre: ”Ingen aviser i Indien publicerede de danske Muhammed-tegninger, ligesom vi ikke ville have trykt tilsvarende tegninger om andre religioner”.
Det er værd at have i erindring, at balladen om Salman Rushdies bog ”De Sataniske vers” begyndte i Indien.
”Bladtegnere i et globalt minefelt” er bag i bogen udstyret med en adresseliste på nyttige og relevante organisationer, herunder adskillige, der hjælper truede tegnere. Efter at have læst om bladtegnernes fortrædeligheder en række steder er man rigtig glad for, at de findes.