Om årsagen til venstrefløjens syn på indvandring
Af Helle Merete Brix, HRSHvad er årsagen til, at venstrefløjen ofte går så varmt ind for multikultur? Og i årevis har banet vej for en storstilet masseindvandring? Der er flere teorier om den sag, og en af den finder jeg ganske absurd. Det er historikeren Lars Hedegaards forestilling om, at indvandringen er planlagt for at ødelægge Europas sammenhængskraft.
Hedegaards aktuelle bog ”Ræven går derude mor: Erindringer 2008-2011” (Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, 2011) indeholder et kapitel med titlen ”Den nye klasse”. Han påpeger, helt korrekt, at ”de uintegrerede vælgere udgør et stabilt og voksende vælgerkorps for venstrefløjen”. Ligeledes påpeger han, at tilstedeværelse af de uintegrerede medfører ”et konstant pres i retning af større offentlige udgifter og dermed et behov for et større skatteprovenu”. Og netop dette er, mener Hedegaard, den ”materielle base for venstrefløjens magtposition”. Den moderne herskende klasse er, skriver Hedegaard, den, der kan kontrollere skatteprovenuet, som er en ”langt sikrere magtbase end det private erhvervsliv med dets op-og nedture. Ideologisk set er det også meget nemmere at forklare nødvendigheden af høje skatter end at skulle overbevise befolkningen om det glædelige i store kapitalistiske profitter”. Det opsplittede samfundDen teori kan man jo tygge på. I en artikel på Sappho i oktober med titlen ”Velkommen tilbage til klassekampen” har Hedegaard ligeledes skrevet om venstrefløjens motivation for at fremme indvandring. Hedegaard skriver om de betydelige økonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser af indvandringen: ”De (politikerne, red.) ved hvad de gør. Alligevel får vi at vide, at politikerne ikke bevidst har tilsigtet disse højst håndgribelige konsekvenser. De vil det gode ud fra deres idealistiske forestillinger om globalisering og multikulturel idyl og har overhovedet ikke overvejet, hvilke sociale og samfundsøkonomiske konsekvenser deres godhjertede planer kan få.
Den almindelige, snusfornuftige antagelse om, at de naturlige og forventelige konsekvenser af en handling også må være de tilsigtede, gælder åbenbart ikke, når vi taler om indvandring. Her tæller alene den gode hensigt.”
Længere nede i artiklen skriver Hedegaard: ”Men jeg tror ikke, at den egentlige drivkraft bag indvandringspolitikken – hverken regeringsprogrammets eller den, som skiftende regeringer har ført i de forløbne årtier – er økonomisk omfordeling.
Vigtigere er magtpolitikken, som den økonomiske politik er et redskab for. Og som allerede de gamle romere var opmærksomme på, er det meget nemmere at styre en stat, hvis befolkningen er opsplittet i uforenelige etnier, kulturer, religioner og retsopfattelser. «Del og hersk», lød det romerske slogan.” ”Tvære højrefløjens næse rundt”Både Hedegard og to andre forfattere, der skriver om islam og indvandring, politikeren Karen Jespersen og hendes mand, kommentatoren Ralf Pittelkow nævner et eksempel fra Storbritannien, der er tankevækkende. ( Eksemplet er nævnt i kapitlet ”Masseindvandring for at ændre samfundet” i Jespersen og Pittelkows bog ”Islams magt: Europas nye virkelighed”, Jyllands-Postens forlag, 2010 ). Det drejer sig om Andrew Neather, den tidligere taleskribent for Labours premierminister Tony Blair og for de to indenrigsministre Jack Straw og David Blunkett. Neather havde set tidligere versioner af et strategipapir, der efter hans mening gjorde det klart, at regeringen havde et klart formål med masseindvandringen: At gøre Storbritannien mere multikulturelt. Derudover så man indvandringen som en konstant fordel for Labour. Den skulle ”tvære højrefløjens næse rundt i mangfoldighed og gøre deres argumenter forældede”. Samtidig, skriver Jespersen og Pittelkow, ”ville det skaffe Labour flere stemmer, da indvandrerne helt overvejende stemmer til venstre.” Det irrationale aspektMen selv ønsket om at gøre Storbritannien mere multikulturelt er ikke et bevidst ønske om at ødelægge Europa. Det kan nemt blive konsekvensen, det er noget ganske andet. Labour-regeringen gik, som Jespersen og Pittelkow skriver, ”længere end de fleste europæiske lande i forsøget på at skabe et multikulturelt samfund”. Men overalt i Vesteuropa har venstrefløjen begivet sig ud i et eksperiment, som de, som jeg ser det, slet ikke forstår rækkevidden af.
Jespersen og Pittelkow giver efter min vurdering en langt mere plausibel forklaring på venstrefløjens motivation for at fremme indvandring og multikultur end Hedegaard. I kapitlet ”Den multikulturelle opløsning” skriver forfatterne om den europæiske selvforagt. De spørger: ”Hvad får samfund med en stærk kulturtradition, en betydelig sammenhængskraft, en national samhørighed og stor individuel frihed til at dyrke den multikulturelle model, der nedvurderer deres egen kultur, opløser sammenhængskraften, fornægter den nationale samhørighed og svigter den individuelle frihed?” Forfatterne giver det svar, at ”der ikke findes nogen rationel samfundsmæssig begrundelse for disse ting. Forklaringen må først og fremmest søges i følelser, specielt inden for samfundets elite. Følelser af skyld og selvforagt på eget samfunds vegne. Følelser, der er forbundet med drømme om et andet samfund”.
Denne skyld, påpeger forfatterne, satte ind efter Anden Verdenskrig: ”Europæerne følge sig skyldige over nazismen, fascismen og kolonialismen. Dertil kom opgøret med racismen, som især udspillede sig i USA, men skabte stærke dønninger i Europa”.
Og hvor ungdomsoprøret i 1960´erne og dermed fantasierne om et socialistisk samfund klingede af, vandt et bestemt element indpas i brede kredse: Skyldfølelsen: ”Man blev optaget af, at Vesten skule gøre afbigt over for mindretallene i eget samfund”.
Fra venstre og højre, skriver forfatterne – for skyldfølelsen vandt også indpas blandt pæne borgerlige – var ”store dele af eliten parat til at forkaste den nationale samhørighed og den kulturelle selvbevidsthed”. . Islamkritikere kritiserer ikke hinanden
Hedegaard har naturligvis ret til at fremføre hvilke teorier, han ønsker. Vi andre har ret til at kritisere dem. Jeg havde selv igennem ni år et frugtbart samarbejde med Hedegaard, ligesom jeg var medlem af Trykkefrihedsselskabet fra dets start til udgangen af 2010. Men en ting undrer mig: At der, bortset fra journalisten Jeppe Juhl, der er uenig med Hedegaard, stort set ikke er nogen i kredsen omkring Hedegaard, der offentligt har ytret en mening om denne teori? Jeg tillader mig at tvivle på, at den deles af ret mange af disse mennesker.
At der er tavst om et så vigtigt punkt må derfor skyldes noget bestemt: Den manglende tilbøjelighed blandt kritikere af islam og indvandring til at kritisere hinanden. Det er menneskeligt forståeligt, men uklogt. Forståeligt, fordi det i en årrække ganske enkelt ikke var nemt at rejse en kritik af islam og indvandring og man ofte blev skældt ud for det værste. Men uklogt, fordi ingen mennesker har godt af ikke at blive sagt imod af ”deres egne”.
Selv har et bestemt element i mit liv nok forskånet mig for at udvikle alt for eksotiske teorier: Kontakt og venskaber til mennesker af stort set enhver demokratisk, politisk observans. Det er min erfaring, at mange mennesker på venstrefløjen faktisk også er bekymrede over indvandringens konsekvenser. Men de tænker, at ”det går nok” og at problemerne løser sig med tiden. De er sjældent i besiddelse af den viden, som mange af os andre har akkumuleret igennem årene om parallelsamfund, indvandringens konsekvenser for kvindens stilling, demokratiet med mere.
Her ligger opgaven: At informere og overbevise de mennesker, der er bekymrede, men skræmmes væk af for besynderlige teorier. Den opgave løses dårligt, hvis sådanne mennesker har det indtryk, at islamkritikerne over en bred kam mener, at indvandringen er planlagt for at ødelægge Europa.