Hege Storhaug, HRS
Overgrep mot kvinner (og barn) i Pakistan er knapt til å ta innover seg. Det er så omfattende, og det har så groteske former. Jeg tenker på æresdrapene, der Pakistan innehar den lite flatterende førsteplassen i dagens verden. Jeg tenker på gjengvoldtektene, der ofre kan bli holdt innestengt i månedsvis med massive voldtekter hver eneste dag. Jeg tenker på kidnappinger og tvangskonverteringer, etterfulgt av tvangsgifte med typisk voldtektsmannen. Jeg tenker på unge kvinner som brennes på kjøkkenet. Og på syreangrep. Vannsiring av ansikt. Hva mer elendighet og groteske forhold for kvinner Pakistan kan klare å utvikle, strekker ikke mine fantasier til. Det var nettopp disse forholdene som ga meg et kultursjokk jeg antakelig aldri kommer til å oppleve maken til da jeg reiste rundt i Pakistan første gang i 1993. De renes land. Som navnet Pakistan betyr. Som fikk mine tanker til å omdøpe Pakistan til Napakistan: De urenes land. For det er ingen tvil om hvem som sitter med makten: menn, menn, menn. Inkludert blant eliten. Uansett hvilke overgrep kvinner utsettes for, er det like stor sjanse for rettferdighet gjennom domsapparatet som bokstavelig talt å finne nåla i høystaken.
Noen av de desidert sterkeste inntrykkene jeg sitter igjen med er møtene med unge vannsirede kvinner etter syreangrep fra typisk ektemenn. Jeg skal ikke gi meg inn på å prøve å beskrive ansiktene. Jyllands-Posten presenterer ett av dem i dag. At denne kvinnen, 35 år gamle Azim Mai, ikke får arbeid fordi arbeidsgivere ikke orker å møte ansiktet hennes daglig, er på mange måter forståelig. Har man en passe dose medfølelse, er det særdeles smertefullt å møte den komplette ondskapen som ligger bak det destruerte ansiktet og ta innover seg den livsvedvarende smerten kvinnen er påført.
At Pakistan nå skjerper lovverket betydelig, er jo hyggelig. Kunne man fått én dom, er det grunn til å tro at den ville ha forebyggende effekt. Med rundt 8 000 kjente tilfeller årlig (fra typisk notiser i media), kunne man forvente at en domfellelse er nært forestående.
Jeg tror ikke det før jeg ser det.
Forsvinnende få draps- og voldssaker mot kvinner kommer overhodet for domstolen. Kvinnesyn kombinert med ekstremt utbredt korrupsjon, legger forholdene til rette for at mennene går fri.
En kvinnesaksaktivist mener det kan ta 10 til 20 år før folkestemningen og tankesettet i Pakistan snur i favør av humanisme og kvinners likeverd. Jeg tror hun er vel optimistisk. Dessverre. Pakistan har gått fra ille til langt verre de siste 30 årene. Det er meg en gåte hvordan humanismen skal blomstre frem i denne mislykkede staten som aldri skulle sett dagens lys. Man bygger rett og slett ikke et land på en påstått religion med grunnleggende ond karakter, best illustrert gjennom islamstifteren Muhammed og hans liv og leven, bredt dokumentert av Halvor Tjønn. Muhammed, det beste menneske som noensinne har levd, som det gjerne heter.
I islams tekster og stifter er kvinnen intet annet enn en eiendom. Fedre, brødre og ektemenn eier deres kropp fra fødsel til graven. Kropper som kan selges og kjøpes. Kropper som kontrolleres i detalj. Kropper som skal adlyde herskerne. Derfor kan ektemannen til Azim Mai (også) peke på islam når han forklarer sin handling: hun adlød ikke meg.
Sidste år nægtede den 35-årige pakistanske kvinde Azim Mai at sælge sine børn.
Hendes mand insisterede ellers på, at de to drenge skulle sælges til brug som kameljockeyse. Men det ville kvinden ikke have.
Konsekvensen blev et vansiret ansigt for den 35-årige kvinde, der sammen med sin otteårige datter blev overhældt med syre af den stædige ægtefælle, skriver nyhedsbureauet AP.
Azim Mai kan ikke finde arbejde
I dag kan den 35-årige kvinde ikke få arbejde som husassistent, fordi potentielle arbejdsgivere ifølge hende selv ikke ønsker en, der ser ud, som hun gør.
Angrebet har ændret hendes liv, men fremover får det større konsekvenser for gerningsmændene at påføre kvinder den slags livsfarlige og invaliderende skader, som Azim Mai kæmper med.
Minimumsstraf på 14 år
Det pakistanske parlament vedtog mandag en lov, der strammer straffene for syreangreb på kvinder.
Minimumsstraffen for et syreangreb bliver på 14 års fængsel, der kan udvides til livstid. Desuden skal overgrebsmændene betale en bøde på minimum 11.200 dollars, svarende til ca. 62.000 danske kroner.
I Pakistan var der i 2010 ifølge kvindebevægelsen The Aurat Foundation mindst 8.000 syreangreb, men tallet bygger på oplysninger i medierne, og dermed kan det reelle tal være endnu højere.
Organisation: En stor bedrift
Udover at straffe syreangreb mod kvinder hårdere gør den nye lov det også forbudt at løse stammestridigheder ved at gifte kvinder væk. Herudover det også er blevet forbudt at gøre kvinder arveløse.
Hos kvindebevægelsen The Aurat Foundation vækker den nye lov tilfredshed.
”Det er en stor bedrift for kvinderne i Pakistan, civilsamfundet og de organisationer, der i mere end 30 år har arbejdet for at få love gennemført, der er venligt indstillet over for kvinder,” siger Nayyar Shabana Kiyani til AP.
Som del af kvindebevægelsen har hun arbejdet for at få gennemført loven, men hun understreger også, at vedtagelsen af loven ikke nødvendigvis betyder, at forholdene for de pakistanske kvinder ændrer sig over natten.
”Vi kan ikke få gode resultater, før lovene er blevet implementeret på græsrodsniveau,” siger Nayyar Shabana Kiyani.
Mai: Glad, men ikke tilfreds
Og tilbage hos den vansirede Azim Mai får den nye lov ikke den 35-årige kvinde til at se lysere på tilværelsen, selvom hun er glad for, at den er blevet vedtaget.
“Jeg har mistet mit job, mit ansigt, og jeg har måttet udstå hunger og fattigdom. Jeg er glad for vedtagelsen af denne lov, men jeg vil først være tilfreds, når myndighederne kaster syre i ansigtet på min mand,” siger hun til AP.
Og der kan ifølge kvindebevægelsen The Aurat Foundation godt gå lang tid, inden de reelle forhold kommer til at ændre sig, så der bliver færre som Azim Mai, der sidder tilbage med et ødelagt liv og ansigt.
”Det tager måske yderligere 10 eller 20 år at ændre befolkningens tænkemåde og folkestemningen. Det er en udfordring for både regeringen og civilsamfundet,” siger Nayyar Shabana Kiyani.
(Foto på forsiden tatt av meg på sykehus i Lahore i 2004)