De farlige ytringer
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): Findes der farlige ytringer? Er det nødvendigt med bestemmelser i lovgivningen, der beskytter mod særlige udtalelser? Rammer krænkelsesparagraffer, racismeparagraffer skævt? Er det kun hvide mænd og kvinder, der slæbes i retten for at have overtrådt dem? Kan en iraner sige ting om islam, som en dansker ikke kan?
Debatten bølgede frem og tilbage, da et panel på fire forleden mødtes i Dansk Forfatterforenings lokaler. Trykkefrihedsselskabet holdt møde under overskriften ”Borgerprotest mod racismeparagraffen: Et unødvendigt stunt eller vejen frem?”. Alle i panelet var dog enige om, at de gerne så en omdiskuteret paragraf i dansk lov afskaffet: Paragraf 266b, populært kendt som racismeparagraffen. Paragraffens indhold er følgende: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Den ene tiltalt, den anden ikkeÅrsagen til mødets titel var, at en af paneldeltagerne, den tidligere politimand Lars Krogh Andersen, i kølvandet på sagen mod racismesagen mod Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard sidste år skrev følgende på sin blog på den liberale netavis 180grader: ”For jeg er overbevist om, at muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel. Dette skyldes efter min mening en defekt menneskefjendsk kultur, der bygger på en defekt menneskefjendsk religion, hvis lærebog Koranen om muligt er endnu mere umoralsk, forkastelig og vanvittig end de andre 2 verdensreligioners manualer tilsammen.”
Krogh Andersen blev tiltalt og bedt om at måde op i Københavns Byret. Han meddelte, at det kunne han ikke drømme om og kan formentlig i den dom, der falder i ugens løb, se frem til en bøde på 6-8000 kr.
En anden paneldeltager, den iranskfødte kunstner og JP-blogger Firoozeh Bazrafkan, som rights.no har skrevet om i forbindelse med hendes støtte til den egyptiske nøgenblogger, Aliaa Magda Elmahdy, fulgte trop og lagde den samme tekst ud på sin blog. Men blev hun tiltalt efter 266b? Vist ej. ”Jeg er blot en copy-cat”, konstaterede Bazrafkan, der ønskede at flytte fokus et andet sted hen: På de omkring 100 æresdrab, der bliver begået om året i Iran. Hun plæderede også for, at vi gav plads til nye stemmer i racismedebatten. For der er unge kvinder med anden etnisk baggrund i Damark, påpegede Bazrafkan, der også har en mening om racismeparagraffen og gerne vil have den afskaffet. Men dem hører vi sjældent i debatten. Ord skaber det, det nævnerJournalisten Jeppe Juhl, der er klummeskriver på Sappho.dk, fulgte op: ”Diskrepansen mellem hvad man kan sige og ikke sige er afhængig af, hvem man er”. Paragraffen bruges politisk, mente Juhl, det handlede om ønsket om at stoppe kritik af det multikulturelle samfund. Videre understregede Juhl, at ”Det handler om vores frihed. Det første totalitære systemer stopper er ytringsfriheden.”.
Sidste paneldeltager Bjarke Larsen, forlægger, redaktør og medlem af netværket Fri Debat sagde at ”Min grænse går ved opfordringer til vold. Racistiske holdninger, hate-speech, forsvinder ikke, fordi man lovgiver”.
Larsen understregede dog samtidig, at han ikke var ligeglad med, hvordan man ytrer sig i det offentlige rum: ”Ord skaber det, det nævner”, påpegede Larsen. Der derfor mente, det var meget uheldigt, når man tillagde bestemte befolkningsgrupper bestemte egenskaber.
Endnu en paneldeltager, medlem af Dansk PENs bestyrelse, redaktør på avisen Information Niels Ivar Larsen, var blevet forhindret. Dermed manglede man i panelet en fortaler for paragraffen. Hvor både Trykkefrihedsselskabet og Fri Debat er enige i ønsket om at fjerne paragraffen, ønsker PEN at bevare den. Må man beskrive virkeligheden?
Debatten kom således til at dreje sig om det, vi diskuterer på fuldt tryk i Europa: Farlige ytringer og islam. Bjarke Larsen fremhævede bombastiske og dramatiske udtalelser af Lars Hedegaard og Søren Krarup. Om kampen om territoriet, og for Krarups vedkommende, om håbet på en modstand som under besættelsen: ”Man fremmaner et billede af et Danmark under belejring. Man pisker en stemning op”, advarede Larsen og mindede om, hvad der skete i Rwanda og det tidligere Jugoslavien.
Men var der tale om ”dramatiseret sprogbrug”, som bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet Torben Mark Pedersen mente, så var der dog ingen opfordring til vold i noget af det sagte. Og hvad Hedegaards udtalelse angik: Så man ud over Europa og ud over Danmark og hvad der sker i vore ghettoer, var der så ikke tale om en kamp om territoriet? Når politibetjente, brandfolk og hjemmehjælpere overfaldes? Altså, ”hvis dette er virkeligheden, må den så ikke beskrives?”, ville Mark Pedersen vide? Söppelmennesker og kældermenneskerOrdstyrer og næstformand i Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm vendte sig mod, at man udpegede særlige debattører som farlige, at man ”finder en i klassen, tæver ham og viser ham frem”. Winkel Holm fastslog, at ”man er ikke farlig, fordi man for eksempel mener at islam er en trussel mod civilisationen”.
Et norsk eksempel på sådanne tævede drenge, er måske de, der optrådte i en kronik af Eivind Trædal i Dagbladet i november 2011. Her blev politikeren Christian Tybring-Gjedde, Hege Storhaug fra HRS og forfatteren Ole Jørgen Anfindsen udråbt til ”söppelmennesker”. ( Til danske læsere: Söppel betyder skrald, affald, red.) I Danmark har forfatteren Carsten Jensen, der formentlig også er kendt af norske læsere, talt om Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard og ”hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”. FN og det totalitæreMen tilbage til racismeparagraffen: Søren Krarup fik mindet forsamlingen om, hvordan sådanne krænkelsesparagraffer egentlig har vundet indpas i europæisk lovgivning. Det skyldtes en FN bestemmelse fra 1965: FNs Convention on the Elimination of All Forms of Racial Discriminations. Krarup opfattede denne paragraf som totalitære staters anslag mod demokratierne. For det var blandt andet det daværende Sovjetregime og det kommunistiske Jugoslavien under Joseph Titos ledelse, der med en hate-speech lovgivning i hånden kunne forhindre frie ytringer i deres egne diktaturer. USA, Storbritannien og de øvrige vestlige demokratier ønskede at grænsen skulle gå ved opfordringer til vold, men at ordet skulle være frit. Men de kom til kort.
Krarup har uddybet synspunktet maj 2011 i en læseværdig kronik, der sætter debatten om sådanne krænkelsesparagraffer og de efterfølgende retssager mod Lars Hedegaard, politikeren Geert Wilders, den hollandske tegner Gregoris Neckshot m.fl.i perspektiv.
Europa vil formentlig i de kommende år opleve langt flere retssager af denne art. Også derfor er diskussionen om paragraf 266b og tilsvarende bestemmelser i andre lande så vigtig. Mødet i Trykkefrihedsselskabet bliver formentlig ikke det sidste møde om denne omdiskuterede bestemmelse.