De små koner
Af Britta Mogensen, HRS
Imamernes børnevielser kom til offentlighedens kendskab via medierne i 2005, i 2008, og efter et par års pause igen i januar 2011 og nu i december 2011. Mens der i 2005 og 2008 ”kun” var tale om muslimske piger, der blev udsat for ulovlige imamvielser, var vi dårligt kommet ind i 2011, før medierne kunne oplyse, at der nu også var tale om etnisk danske piger helt ned til 14 år, som imamerne i ledtog med voksne mænd og deres familier havde slået kløerne i.
Her i denne søde juletid har beretningerne så fået en lidt anden og mere alvorlig drejning, for nu er det ikke så meget de ulovlige imamvielser, der er på tapetet, men imamskilsmisserne. Det var ellers en ordentlig mundfuld at starte julemåneden med. Politikere, islam-apologeter og imamer farer som hovedløse høns rundt om ikke-ægteskaber, ikke-skilsmisser og krav om legitimering af sharia-råd – og det allermest alvorlige: konvertering af mindreårige, der ingen forudsætninger har for at vide, hvad det betyder, til islam.
Politikernes synsvinkel
For to politikere, tidligere minister Karen Jespersen og byrådspolitiker i Odense Janne Jegind, fik det TV-udsendte illegale imambryllup i 2008 i Gjellerup, ghettobydelen i Odense på Fyn, bægeret til at flyde over. De fik imidlertid ingen tak af deres politikerkolleger for denne ”indblanding” i den importerede fremmede kultur. Som sædvanligt – ingen ville have med det at gøre, ingen ville tage ansvar – heller ikke daværende justitsminister Brian Mikkelsen.
I januar 2011 var daværende integrationsminister Søren Pind modsat justitsministeren handlekraftig. Nu var det nok – ud med de der imamer! Nu var det jo ikke kun de ”andres” børn, hvis liv blev ødelagt, men også ”vores egne”. Hans forgænger, integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der altid har vogtet som en høg over fremmede folks menneskerettigheder, ligegyldigt hvilke konsekvenser det har for de indfødte, kom på banen og sagde, at man slet ikke kunne smide imamerne ud. De skulle både sigtes, anklages, stilles for en dommer og dømmes, før udvisning kunne komme på tale. Mig bekendt er ingen imam, hans medsvorne ”ægtemand” og familie stillet for en domstol. Forbrydelser mod børn ser ikke altid ud til at være noget, man kan ulejlige domstolene med.
Generelt bortforklarer politikerne imamskilsmisserne som noget frygteligt vrøvl. Børnene er slet ikke gift, for de ulovlige islamvielser er jo ikke-eksisterende, da de ikke er underkastet ægteskabets retsvirkninger. Derfor kan politikerne ikke rigtigt gøre noget. Men de kan så i stedet gøre emnet til genstand for ligegyldighed og bagatellisering. Konverteringen til islam omtales end ikke. Pyt-skidt, lad folk tro på, hvad de vil. Derfor forstår de heller ikke, at børnene udsættes for et enormt psykisk pres for at konvertere. Hvis en forelsket mindreårig pige tror, at hun kan holde på sin elskede, hvis bare hun konverterer, jamen så skifter hun da gerne den ene gud ud med den anden. For hende betyder det intet, men det er blodigt alvor.
Politikerne har – med meget få undtagelser – overhovedet ikke interesseret sig for eller prøvet at forstå de kulturelle implikationer af disse ”ægteskaber”. Hvis de gjorde, ville de være tvunget til at erkende et ansvar for den katastrofale og fejlslagne indvandring fra den islamiske verden, der har bragt så meget bekymring og sorg til så mange mennesker – og nu også til vores børn. De ville være tvunget til at støtte fuldt ud op om de misbrugte børn, og de ville være tvunget til at fjerne de importerede kriminelle fra vores land.
Islam-apologetens synsvinkel
Når politikere og journalister ikke rigtigt kan finde ud af, hvad der er op og ned på sharia, henvender de sig til en person, som de mener, må være ekspert, nemlig især islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen (JBS) – en apologet af værste skuffe. Da islam-apologeter mildest talt er biased og på den ene side nægter at kritisere islam og på den anden side dårligt helt kan fravælge de danske love, må de jo prøve at sno sig som ål, så de kan dele sol og vind lige mellem to vidt forskellige retssystemer, som simpelthen udelukker hinanden. JBS er derfor altid god for en forklaring fra den ideale verden, som ingen i den virkelige kan nikke genkendende til:
”Der er et antal imamer i forskellige muslimske trossamfund, som af kirkeministeriet har fået bemyndigelse til at arrangere ægteskaber. Imamerne er forpligtede til at lade de arrangerede ægteskaber registrere i folkeregistret og hos kommunen. Hvis det ikke bliver registreret, så er ægteskabet ikke juridisk gyldigt.” Og for at dække hele fladen af imamer, fortsætter JBS: ”Mange af dem, der forestår de her «vielser», er slet ikke imamer. Der er tale om en slap og upræcis brug af definitionen «imam».”
Imamernes synsvinkel
Det er sikkert krænkende for wahhabi-imamen Mostafa Chendid fra Islamisk Trossamfund, at en kendt islamforsker erklærer ham ikke-imam, selv om apologeten JBS gør det i bedste mening og for at hjælpe ham. For imamerne er bestemt ikke enige med apologeterne. Ikke alene udfører de gerne disse såkaldte vielser, men hvis sådant et ikke-gyldigt ægteskab mellem barnet og manden skal opløses, kræver det – hævder de – at en imam giver parret skilsmisse. Og det kan de bestemt ikke medvirke til, medmindre ”ægtemanden” vil. Alt er dog ikke tabt, selv om manden skulle være genstridig. Politikerne skal blot blåstemple alle de sharia-råd, som landet allerede er befængt med, dvs. give dem politisk legitimitet. Så kan imamerne nemlig mægle, ligesom man gør det i Sharialand, hvor de alle kommer fra.
Mostafa Chendid, der hurtigt blev lige så berygtet som sin forgænger, imam Abu Laban, var omfattet af BT’s undersøgelse i 2005, og Chendid ville dengang meget gerne vie mindreårige piger. Det vil han uden tvivl endnu (sådan lidt i det skjulte), men nu vil han skam også gerne skille dem – siger han. Hvis altså lige politikerne vil legitimere et imamråd. I dette er Stenings-Pedersen, der er en konverteret og selvudråbt imam, enig. Da han ved, hvilke associationer sharia skaber hos danskerne, kalder han det i stedet for ”voldgift”. Det lyder så pænt – sådan rigtigt ærkedansk og meget forretningsmæssigt, ligesom når to firmaer på en pæn og civiliseret måde forsøger at få ordnet en tvist uden en retssag. Men vi lader os ikke narre. Der er langt til civilisation i imamernes fremgangsmåde.
De to imamer har et forklaringsproblem. På den ene side er der naturligvis ikke tale om et ægteskab, når det er foregået ulovligt, på den anden side er det nødvendigt med en skilsmisse. En logik, man vist skal være imam for at kunne følge. Hvis der ikke, som forskeren mener, er tale om en vielse, foretaget af en imam, men måske bare en eller anden indvandrergrønthandler, så ville enhver lovlydig imam jo lynhurtigt gribe ind og for barnets skyld erklære parterne for skilt, hvis det var den eneste måde, hvorpå de modernitets- og integrationsresistente tilvandrede ville lade barnet slippe ud af forholdet. Ikke? Samtidig kunne imamen holde en dundertale for manden og hans familie og oplyse dem om, at deres landsbymentalitet må de holde inden for deres egne fire vægge eller også rejse tilbage til hjemlandet.
Imamernes strategi til at få indført et parallelt retssystem, der legitimeres af de danske politikere, er nærmest beundringsværdigt i al sin gru. Den tid er forbi, hvor vi ikke kunne gennemskue, hvad det er, de er ude på. Det ser da heller ikke ud til, at politikerne hopper på den galej. Men Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mener dog, man kan nå langt med dialog! Den naivitet står de nok ret alene med.
Børnene og deres familier
Kendskabet til det morads, børnene var havnet i, kom først frem, da pigerne efter at være blevet tævet og truet ikke så anden udvej end at fortælle deres forældre, hvad de havde været udsat for: mødomstest, konvertering til islam, hemmelig ”vielse” hos en imam og uden mulighed for at blive ”skilt”, fordi ”ægtemanden” og hans familie ikke ville acceptere det.
Det ruskede noget op i lokalpolitikere i Kokkedal, da det gik op for dem, at flere 14-årige var blevet fanget ind, og de sociale myndigheder blev involveret for at hjælpe pigerne i sikkerhed. Da først aviserne begyndte at skrive om, at børnene ikke kunne slippe væk, og at de blev truet og tævet, gik der hul på bylden. Den seksuelle lavalder er 15 år, og seksuelt samkvem med 14-årige er derfor strafbart. Det fortaber sig i det uvisse, om ”ægtemændene” er blevet fængslet for kønsligt samkvem med mindreårige.
Hårdt presset erklærede Familiestyrelsen, at man ville gå i tænkeboks. Måske/måske ikke vil man gøre noget. Jeg vil ikke satse mine sparepenge på ret meget handlekraft fra lige netop denne institution.
Eftertanke
Havde vi nogen sinde kunnet forestille os, at vi i vores del af verden ville opleve, at (pige)børn i det 21. århundrede blev narret ind i religiøse ”ægteskaber” af skruppelløse importerede mørkemænd, der, når alvoren af det, børnene havde gjort, gik op for dem, nægtede dem ”skilsmisse”, fordi ”ægtemanden” ikke vil skilles? Havde vi forestillet os, at vores egne politikere ikke sprang til handling for at hjælpe disse gidseltagne børn, når de bliver misbrugt i islams tjeneste? Og at de i stedet affærdiger pigernes ulykke med, at ægteskabet er ugyldigt ifølge dansk lov, og at der derfor heller ikke kan være tale om skilsmisse? Nej, en sådan politisk ansvarsforflygtigelse havde vi næppe kunnet forestille os, i hvert fald ikke, når det drejer sig om børn.
Det er sikkert ubegribeligt for de fleste, at der i dag i den vestlige verden, hvor alle muligheder står både kvinder og mænd åbne, er mindreårige piger, der tilsyneladende frivilligt ønsker at leve et liv, som det foregik i den arabiske ørken i 600-tallet. Men gør de nu det? Har de overhovedet anelse om, hvilken farlig vej de vælger, og at de kommer til at bruge hele deres ungdom på at komme væk fra det, der startede som en barneforelskelse og i bedste fald ”kun” ender med vold og trusler? Har børnene anelse om, hvad det betyder at konvertere til en religion, der har dødsstraf ved frafald? Selv om det i vores del af verden måske ”kun” betyder forfølgelse, chikane, dødstrusler og overgreb. Mens alle andre religioner ved konvertering kræver indførelse i religionen af en religiøs autoritet, konverterer man til islam blot ved at udtale Shahada. Der er en grund til, at det kun kræves, at man kan efterplapre ord, man ikke forstår: Man er hurtigt fanget ind, og man ved ingenting – heller ikke, at man ikke kan komme ud af det igen.
Børn har ingen forudsætninger for at forstå det knugende og altfortærende dyb, de hvirvles ned i, når de involveres i familier, der mentalt lever i en landsby i Sharia-Land. Og når snu imamer, der har deres egen dagsorden og målrettet arbejder på at få et parallelsystem indført, lokker børn, så er børnene prisgivet.